Om at skulle prioritere ekstra kilo og til døden jer skiller

Jeg har lige været ude og løbe. Fem kilometer. Bam. Done. Og bare så lækkert. Bagefter. En lille smule undervejs. Nu skal jeg bare lade være med at snacke børnenes kiks eller drikke en øl eller to til EM-kampen mellem Portugal-Wales, for så er det ligesom spildt. For jeg løber nemlig mest for at være tynd. Blive tynd, når jeg ikke er det. Forblive tynd, når jeg er. Og jeg tør faktisk godt skrive ’tynd’, for tynd er et relativt begreb. I min verden er det, når jeg kan være i min mine jeans og helst også det her pencilskirt, jeg var vældig kæk at købe lige efter vores bryllup, hvor alt stod ganske stramt...

Om sommerlæsning, lækre piger der læser og livet inden Netflix

Målet for denne sommer er, at jeg skal læse 200 procent flere bøger, end jeg har gjort de sidste tre år. Det vil sige inden mit liv med børn og inden Netflix. Det er et overskueligt mål, for det er lig med seks bøger. To af dem må godt være et par af dem, jeg allerede har åbnet, men aldrig fik læst færdig. Og resten behøver hverken at være tykke, tunge, dybe eller udfordrende. De skal bare være givende og få mig væk fra alt med strøm. Jeg savner at læse og har-du-læst-samtaler med venner, kolleger, whomever. Men heldigvis har mange af mine venner også fået børn og Netflix, så de der intellektuelle samtaler og...

Om fiske-onsdag, kagekompensation og en lille synd

Jeg er jo tilbage på det der arbejdsmarked. Tilbage til alt for mange caffe latte inden klokken 11.00, tiltagende bygningsfejl på begge øjne grundet for meget skærm og for få blink med øjnene. Tilbage til gode kolleger, vigtige opgaver og ikke mindst tilbage til frugtordning med for få bananer og fiske-onsdag, som vi i min lille enhed kompenserer med kage-onsdag. Til jer der ikke ved, hvad fiske-onsdag er, så kan jeg fortælle, at det produktet af det kartel alle landets kantiner angiveligt er med i. For hver onsdag skyller alverdens fisk ind på menuen i stort set alle kantiner her i kongeriget. Et godt koncept sådan set. Herhjemme holder jeg fx enormt af suppe-søndag. Så...

Rigtig god dag til dig med masser af succes

På Nordhavn Station står der af og til en hjemløs mand og sælger Hus Forbi. Han har en paryk på med grønt, krøllet akrylhår og en høj blød hat med brede røde og hvide striber. Med andre ord, han er til at kende. Han er altid munter, og han hilser altid. Nogle gange udveksler vi et par sætninger. De sidste par måneder, hvor jeg har haft Viggo med i s-toget om morgenen og hjem igen om eftermiddagen, fordi vi begge er institutionaliseret i det Østerbroske, har vi tit mødt denne muntre mand. Viggo synes, at han er noget af det mest spændende. Måske også noget af det mest skræmmende. Men vi hilser altid på hinanden,...

Om at ville det hele, vælge til og gemme flødeskummen til fede tider

Hej. Fra den anden side. Den anden side af barselsboblen. Den anden side af nytår. Husker I mig? Nogle af jer gør, og det glæder mit helt vildt meget, at et par trofaste læsere har savnet mig. Tak for det. Jeg har skam også savnet at sende krøllede tanker ud i det virtuelle. Men jeg har også nydt ikke at have bloggen rumsterende i baghovedet. For det gør den. For mig i hvert fald. Jeg ved ikke, om andre bloggere har det på samme måde, men for mig rumsterer mulige vinkler, emner, ideer og vendinger hele dagen. Måske en arbejdsskade. Det kan til tider være voldsomt, og her i overgangen fra barselsmor til atter at...

Lidt om returvarer, 70’er-inspo og gys

I dag kører alt på lavblus. Den har nemlig stået på dybe vejrtrækninger og stønnen i nat. Ikke på den sexy måde. Men på den der ‘jeg løber lige ud og stikker hovedet i tønden’-måde. Noget jeg formentlig har overtaget fra Viggo. Stakkels fyr – men i høj grad – seje fyr, der bare tog samme omgang i fredags med smil og humor. Børn kan noget, vi voksne ikke kan. Og jeg måtte grine en smule, da han spurgte, om jeg også var dårlig, fordi jeg havde de vildeste bræktrækninger, da jeg tørrede lidt returvarer op fra sengen. Jeg er såååå dårlig til opkast. Det er fysisk umuligt for mig at tørre den slags op...

Herren i Helsinki, kuldet i Klampenborg og læksi mad til mama

Tiiiiidligt i morges fløj Claus til Helsinki. Og som så mange gange før, dropper jeg turen til Østerbro med Viggo, når herren i huset er under fremmede himmelstrøg. Det kan simpelthen ikke fungere med Lilys rytme, at jeg to gange på en dag skal pendle til Østerbro og retur. I stedet står den på mor-Viggo-Lily-hygge. I dag er ikke anderledes. Og det er altså vanvittig hyggeligt med de her dage. Traditionen tro er vaffeldejen på køl og klar til action i eftermiddag (vi har dog snydt lidt og også bagt i morges). I går aftes brød jeg min hjerne sønder og sammen om, hvad dagen skulle stå på. Vafler er selvskrevne. Men der skal ske...

Guide til leg og om at kede sig hul i hjernen på byens legepladser

Nu har jeg de sidste par dage udtrykt min E N O R M E begejstring for Valbyparken på bloggen og i særdeleshed min Instagram. Jeg kan også se, at et par af jer har været forbi. Det glæder mig. Derfor tænkte jeg, at det er da kun er på sin plads med en guide til mine/vores favoritsteder at tage sine børn med i det gode efterårsvejr. En lækker top fem over steder hvor det er sjovt for de fleste aldre. Det vil sige de aldre, jeg har erfaring med. Baby, tumling, forældre og bedsteforældre. Vi går nemlig stadig på legeplads, selv om vi bor i hus med legehus, gynger og sandkasse. Det er det eksotiske indspark...

En hel del om taknemmelighed og glimt fra ugen der gik

Her i barselsland er mandag min ultimative yndlingsdag. Og der er vel ingen bedre dag at puste lidt liv i bloggen efter en uges stilhed. Jeg har travlt med at barsle den. I dag skal jeg for eksempel hænge ud med en veninde, jeg ikke har set i alt for lang tid. Med kun fem uger tilbage af min barsel og noget af det mest fantastiske der findes, panikker jeg lidt og skal nå at hygge mig for sindsygt med Lily og med mig selv, men hun sover (og NO, få lige tankerne op af rendestenen). Derfor synes jeg, at det er på sin plads med en masse lykkeglimt fra den seneste uge. Fordi det pludselig...

Om motorcykeluheld, løse tænder og noget så jordnært som en plæneklipper

Onsdag er dagen, hvor jeg mødes med fire ret så fine kvinder til kaffe og status på kvarterets boligpriser, det der arbejdsmarked og ros af hinandens hjemmebag – både brød og børn. Men i dag har mødregruppens mænd, børn, kærester og eget korpus lagt sig syge. Men ikke her på hjørnegrunden. Derfor tænkte jeg, at jeg i dag ville forkæle mig selv med en ordentlig oser i Torvehallerne. Viggo skulle nemlig i vugger, og Lily skulle vaccineres hos lægen, som vi stadig har i Speltghettoen. Og jeg havde blank rude i kalenderen. Sådan helt blank (udover vaccinationen). Ingen ‘købe lampe i Illums Bolighus’, ‘ringe til tømrer’, ‘købe strømper til Viggo’ eller ‘forbi Nespresso’. Sådan noget, som jeg altid...