Guide til leg og om at kede sig hul i hjernen på byens legepladser

Herren i Helsinki, kuldet i Klampenborg og læksi mad til mama

12084205_10156048103080394_1746127875_n

Tiiiiidligt i morges fløj Claus til Helsinki. Og som så mange gange før, dropper jeg turen til Østerbro med Viggo, når herren i huset er under fremmede himmelstrøg. Det kan simpelthen ikke fungere med Lilys rytme, at jeg to gange på en dag skal pendle til Østerbro og retur. I stedet står den på mor-Viggo-Lily-hygge. I dag er ikke anderledes. Og det er altså vanvittig hyggeligt med de her dage.

Traditionen tro er vaffeldejen på køl og klar til action i eftermiddag (vi har dog snydt lidt og også bagt i morges). I går aftes brød jeg min hjerne sønder og sammen om, hvad dagen skulle stå på. Vafler er selvskrevne. Men der skal ske noget mere og andet, når Viggo er hjemme en hel dag med mig som eneste voksen. Han bliver lidt umulig af lediggang hen ad eftermiddagen, hvis vi bare kukker tv og dimser rundt i haven, og hvor alt ender med at gå op i Lilys rutiner, oprydning efter måltider og den slags kedeligheder.

Vi taler ikke om noget stort, men bare et par aktiviteter og en klar plan for dagen. Noget jeg kan fortælle ham om under morgenmaden, der kan skabe jubel. For eksempel legeplads, en tur på biblioteket eller en tur på stranden om formiddagen. Så en lur – koordineret naturligvis. Til sidst en finale med vaffelbagning, vaffelspisning, Ramasjang, leg i stuen og forberede aftensmad for mit vedkommende.

Jeg har virkelig brainstormet, for jeg trænger til en lille udflugt. Og bibliotek er udelukket. Det er vejret for godt til, og vi var der i forrige uge. Krav: ude-aktivitet, noget med madpakker, løbecykel, kastanjejagt og noget, hvor mor-her kan nyde nogle trækroner i brændte farver.

Derfor sidder jeg lige nu på Den Gule Cottage i Klampenborg. Jeg har fået den lækreste frokost længe. Ungerne sover deres koordinerede lur i søskendevognen. Vi har været i Dyrehaven og dyrke alt det ovenstående.

Det har været så hyggeligt. Lily er ved at hoppe ud af bæreselen af begejstring for rådyrene. Viggo er også begejstret, men mere afmålt. Han har sin løbecykel med, og jeg har heldigvis snøret mine Nike Air Thea, så jeg kan sætte i trav, når han er lidt for snap på de små ben. Vi har holdt picnic, snakket, hygget, Lily har strukket ryg, og vi helt igennem hygget os.

Jeg kan virkelig anbefale en udflugt til den her vidunderlige plet. Selv som ene-forælder med to unger. Indrømmet, det er da hyggeligere og nemmere, hvis Claus eller en tante var med, men det har fungeret. Men kun på grund af en stram og bulletproof planlægning.

Vi har taget toget. Jeg er bare så vant til s-tog med ungerne, at det vinder over en biltur gennem byen og bøvl med parkering. Også selv om vi skulle vente i hele 18 minutter på Hovedbanen for at få linje A til at møde linje C. Men hva’ fa’n, det er jo ikke myldretid. Og 18 minutter er intet i forhold til buslinjernes køreplan, hvor jeg er vokset op.

Termokrus, alt praktisk til madpakker, puslepose, baby-alarm, løbecykel, picnic-tæppe og deslige blev lagt frem i går. Børnenes tøj og selv mit tøj blev også lagt frem. Mit bad ordnede jeg også inden sengetid. Så er det ligesom gjort. Min præmie (selv om man som mor ikke bør få en præmie for samvær med sine børn eller for perfekt planlægning) er så en frokost på en af de bedste restauranter, jeg kender.

Ahmn, kan livet være bedre. Kun en smule, hvis ham Onkel Rejsende Mac havde været med. Og lidt mere søvn, for trods kæmpe overskud, optur og ja-hat, så er jeg møgtræt og med ondt i skulderen. Den har nemlig været på arbejde i nat. Den har dasket rytmisk til slyngevuggen fra klokken 02.00 til jeg valgte at stå op med en utrøstelig og sulten Lily, som jeg fordrede af klokken 05.30. Ak, det er tidligt.

Klokken 04.00 var pænt jeg tilfreds med, at planen for dagen var lagt. Ellers havde jeg nok droppet det ambitiøse dagsprogram og Netflixet den med Viggo og med Lily som tredje ben.

God onsdag d’damer.

–o0o–

Følg også mit ligusterliv på Instagram og med Bloglovin.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guide til leg og om at kede sig hul i hjernen på byens legepladser