Av, min krop. Hver muskel i min stakkels krop værker for vildt. Mission ‘skrid-10-kilos-ekstra-vægt-og-giv-mig-min-krop-tilbage’ er nemlig skudt i gang.

Jeg elsker weekend. Men hvem gør ikke det. Og selv om jeg er på barsel, har weekenderne stor værdi. Intet hente-bringe. Vi er os fire 24-7, og der er ingen rutiner. Den her weekend er bare spunset afsted og har stået i F’ets tegn. Fødselsdag, familie og måske en Ford.

I dag fyldte Verdens bedste Viggo to år. Jeg kan ikke begribe, at det er tre år siden, vi sprang ud i det her baby-making business, og at vores lillefis allerede er to år.

Jeg har sådan en uge, man egentlig ikke gider. Fem ugers undersøgelse og hørescreening til Lily, otte ugers undersøgelse til mig og aftale i banken om lån til det nye hus. Alt viklet ind i kaffe med veninder, gammel mødregruppe, ny mødregruppe og Viggos fødselsdag, som jeg heldigvis gider. Meget endda.

Mandag. En anledning til at sige undskyld til mine medpendlere. Fordi jeg normalt giver dem dumpekarakter i overskud, rummelighed, hjælpsomhed og åbenhed. Men de er faktisk ok.

Jeg glæder mig som et lille barn (læs: moden forstadsfrue) til at få en vaskeægte spisestue. En med spisebord med plads til tre stole på hver side, flotte lamper, smukke billeder, vitrineskab og lir, der bryder med det hvide, og noget der klæder brændeovnen.

Først vil jeg sige, at jeg er hyperallergisk over kvinders brok over egen krop. Også selv om jeg ikke altid selv er hævet over det træk. Men det ændrer ikke, at det er trist, passivt og bare rigtig træls, som vi siger i Århus. Gør noget ved det. Eller accepter det. Det er kort og godt min holdning. Ingen gråzone her.

Jeg synes, at belysning betyder meget for stemningen i et hjem, og jeg elsker lamper. Lidt paradoksalt, når vi de sidste otte år har haft den mærkeligste og nok ret grimme lampe over vores spisebord. ‘Bussemanden’, som en af Claus’ venner har døbt den. Vi har dog smidt den på losseren og trukket en streg i sandet. Nu skal der nye lamper til.

Vores første uge på Christianshavn er slut. En uge med daglige ture tværs over København, gæster, shopping, kaffe med venner og kolleger, kiropraktor, sundhedsplejerske og fuld fart på scooteren på de 120 kvm. Tiden går stærkt. Nu er der kun tre uger til, at vi er husejere. Vi er faldet godt til i vores midlertidige residens. Virkelig godt. Der er intet at mærke på Viggo. Vi forældre er her, og vi er glade. Det er nok det vigtigste i hans lille univers. Og hverdagen er den samme med vuggestue – nu bare krydret med metro og s-tog. Heaven for en 2-årig, der kan tilbringe flere timer på Youtube og kukke Thomas Tog, der fragter kinderæg...

Kommunikation. Endelig. Lily smiler. Sådan helt rigtigt, og ikke fordi hun drømmer eller har en prut i klemme. Hun er knap fem uger og har smilet i en uge nu. Hun er helt til tiden med de smil ifølge Vidunderlige Uger, som jeg sværger til. Hun er lige kommet ud af sit første tigerspring. Ikke et stort et. Dem har vi glæde af senere og længere. Faktisk har vi intet bemærket denne gang, men nye evner har hun da fået. Hun er mere bevidst, vågen, iagttagende og smilende. I går smilede hun non-stop i sine vågne timer. Til min evige dårlige samvittighed måtte jeg i det tidsrum ordne forsikringer og tage stilling til tyverialarm og...