Mor til to. Legende let eller double-trouble?

Jeg har sådan en uge, man egentlig ikke gider. Fem ugers undersøgelse og hørescreening til Lily, otte ugers undersøgelse til mig og aftale i banken om lån til det nye hus. Alt viklet ind i kaffe med veninder, gammel mødregruppe, ny mødregruppe og Viggos fødselsdag, som jeg heldigvis gider. Meget endda.

Trods spækket kalender og rande under øjnene er jeg bare fuld af overskud. I dag har jeg kun været hjemme og vende til en amning og for at bytte single buggy ud med dobbelt buggy. Mens jeg har trillet mellem mine aftaler, har mine tanker kredset om det at være mor til to. Det er nemlig helt vildt fedt. Og meget nemmere end jeg troede. Og meget nemmere end at være mor til en på seks uger.

Da jeg var seks måneder henne, mødte jeg en kollega på barsel med sin nummer to. På et tidspunkt stak hun sit hovedet helt op i mit, mens hun betroede mig: ‘Det der med, at to børn er dobbelt så hårdt, er løgn. Det er tre gange så hårdt’. Så grinede vi af der, for der var ligesom ingen vej tilbage.

Hverdagen har selvfølgelig ikke ramt os endnu med to fuldtidsjob og to institutionsbørn, havearbejde og generelt hushold. Eller to børn syge eller en voksen syg med to raske eller syge børn. Men som det er nu, er det altså ikke hårdere at have to end en.

Jeg er ikke mere træt. Eller mindre glad. Nu er vi også velsignet med to børn, der er/var nemme babyer. Ment som babyer uden kolik. Det med søvn og spisning so-so.

Med Viggo fik jeg en hel nats søvn, da han var ti måneder. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind og råbte til Claus, at jeg flyttede på hotel. Han købte mig så to nætter på et hotel i Bredgade. Noget jeg heller ikke kunne overskue og ikke ville, men gjorde alligevel. At Jes Dorph så blev gift den weekend og gav den gas i Odd Fellow Palæet, og jeg måtte skifte værelse midt om natten er en anden historie. Søvn fik jeg, og det var skønt.

Jeg forventer lidt det samme med Lily. Ingen hel nats søvn i ti måneder. Bare den forventning eller ikke-forventning, gør det nemmere denne her gang.

Ligesom at jeg ikke forventer, at Lily nødvendigvis tager sut eller sutteflaske. Eller spiser specielt godt eller alt. Jeg troede helt ærligt, at børn bare åbnede munden og spiste fra dag ét. Men det gør de ikke. Viggo var svær at lære at spise, og han er stadig selektiv med sin mad, så det kan kun blive bedre med Lily.

Og jo, vi greb det vindue, hvor han med øjnene fulgte os spise. Og jo, jeg har lavet alverdens lækre avocado-bananmos, pastinak-gulerodsmos og den dur. Ligesom vi har leget flyvemaskinen med maden og forsøgt at motivere på et utal af måder. Intet virkede, men det kom hen af vejen. Vi er også blevet mere afslappede. Og nej, de mødre der har børn, der er altædende er ikke bedre mødre eller kokke end jeg, men bare heldige.

Vores eftermiddage og weekender med to børn går godt og har fundet sin form. Jeg henter kl. 15.30, og Claus er hjemme kl. 17.00. Jeg leger med Viggo, mens Lily træner på legetæppet. Ammer jeg, så leger Viggo selv, eller vi ser Ramasjang. Nogle dage har jeg forberedt aftensmad. Andre dage ikke. Så laver en af os mad. Viggo er enten med i køkkenet eller hos den anden.

Af og til kan jeg blive ramt af dårlig samvittighed over for Lily. Nogle dage er hun – sat på spidsen – en slags rekvisit i vores andres eftermiddag. Hun kræver ikke så meget. Mad, øjenkontakt, en arm at være på, aktivering på legetæppet eller også tager hun en skraber. Det er Viggo, det primært drejer sig om. Hun er med, men der er ikke plads til det der rolige kiggen dybt i øjnene, som ved barn et. Sådan er det nok bare. Ligesom der også er mere larm end ‘schhhh’ i hjemmet denne gang.

Der er da klart noget, der er nemmere med et barn end to. Fx at gå ud eller mødes med veninder uden unger. Men jeg synes mere, at vores begrænsninger handler om, at vi har et spædbarn end at have to børn. Fx da vi skulle pakke ned og flytte. Viggo kan passes af bedsteforældre. Det kan Lily ikke. Det tager længere tid at pakke, fordi jeg hver tredje time lige skal have 30 minutters amme-break. Det kan da være irriterende ikke at kunne være 100 procent effektiv. Omvendt er amning et helle og et legalt pusterum fra familie-på-fire. Det er af og til ret tiltrængt.

Jeg tror generelt, at det handler meget om, at baby #2 er nem. Og at barn #1 er i balance. Lily er nem, men det er de som regel nu. Det er først senere, det bliver bøvlet. Lige nu er hun mild og tilfreds. Det er Viggo også, bare med krudt i røven. For mig handler det også om at have været her før. Jeg er ikke rædselsslagen, hvis Lily skulle kaste op, får feber, græder i bussen eller ikke vil sove. Jeg har en vis portion ro, formodning og selvdiagnosticering. Jeg har læst bøgerne en gang og tænker ofte ‘nå ja, sådan var det også med Viggo’. Og så har vi alskens remedier på lager i form af Panodil, saltvandspipetter, numsecreme og den dur.

Og så er der det der med at have to blebørn. Jeg kan slet ikke se problemet udover, at der skal skiftes ble på to. Et godt råd, jeg har fået og følger, er at skifte ble på Viggo før Lily. Jeg har prøvet det omvendte. Det var ikke populært.

Grønt lys herfra til jer, der venter baby #2. Glæd jer. Jeg kan også kun anbefale at få de unger med kort tids mellemrum. Vi nåede ikke at vænne os til la dolce vita efter Viggo. Det er nok derfor, at jeg synes, at det ikke er nogen ulejlighed, at Lily kiggede forbi nu.

Jeg lover dog en mor-til-to-status om nogle måneder – hvor jeg måske igen trænger til et hotelværelse i Bredgade, alenetid, patent på mine babser og en god rødvinsbrandert.