Om ja-hatte og eksotisk baby-gear

Mandag. En anledning til at sige undskyld til mine medpendlere. Fordi jeg normalt giver dem dumpekarakter i overskud, rummelighed, hjælpsomhed og åbenhed. Men de er faktisk ok.

De er (næsten) undskyldt de gange, jeg som gravid ikke er blevet tilbudt at sidde, og de gange Viggo har fået en rumpe eller taske i hovedet, fordi folk glemmer, at børn i klapvogne også er mennesker, der skal respekteres.

Pendlere skal bare møde en med en kæmpe ja-hat på og et overdrevet afværgende smil, når de rullende øjne presser sig på.

Det er mig med ja-hatten og smilet. Og dem, der kender mig, tænker, at det er en stor fed løgn. For jeg er ikke specielt rummelig, og jeg er lettere uøvet i det at lade tingene fare. Jeg har teorier om gamle mennesker, middelaldrene kvinder, teenagere og mænd med små pikke.

Jeg er generelt lidt sur, når jeg kører med det offentlige, fordi folk er så underskudsagtige, masende og egocentrerede. Jeg er også selv så sur, at jeg er en del af den sure masse, der klemmer sig ind i metroen.

Men det er altså mig med hatten de her dage i bedste smil-til-verden-og-den-smiler-til-dig-stil. Hver dag klokken 15 krænger jeg den ned over hovedet. Jeg SKAL nemlig have hverdagen med transport til Østerbro til at fungere. Normalt tager jeg S-tog fra Nørreport, men står det ned i stænger, hopper jeg på metroen fra Christianshavn. Jeg giver mig selv et skud mental valium, for jeg insisterer på at være glad, når jeg henter Viggo. Det fortjener han.

Jeg hader myldretid, men kan desværre ikke undgå den. Og jeg hader den i særdeleshed med søskendevogn på slæb. Og dog. Det var faktisk kun de første par dage, jeg lige skulle tage en dyb indånding, inden jeg kastede mig ind i metroens menneskemylder. Jeg har fundet ud af, at sådan en søskendevogn er lidt eksotisk. Der går ikke én dag, uden at jeg sludrer med fremmede på perronen, rulletrappen eller i elevatoren eller toget.

Den ældre kvinde, der fortæller mig, at børn er en gave, og hun selv ‘kun’ er mormor til to hunde. Kvinden, der siger, at jeg er sej, når jeg svinger vognen på rulletrappen, fordi elevatoren er ud af drift. Den hjemløse i Fiolstræde, der velsigner mig og mine børn, fordi jeg smiler, siger hej og anerkender hans eksistens. Den tyrkiske kvinde der selv har haft sådan en vogn til sine drenge på nu 13 og 14. Kvinden med en tilsvarende vogn, hvor hendes 2-årige – ligesom min – hedder Viggo. Ægteparret fra Jylland der aldrig har set sådan en vogn, og jeg kunne blive ved.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg møder irriterende blikke eller rullende øjne, som når jeg kommer anstigende med buggy’en med plads til kun et barn. Jeg får derimod en vis respekt og hjælp, når jeg kommer med to børn. Og elevatorblikke, for ‘ser hun slidt ud’, eller ‘hvem er det, der kører rundt med sådan en vogn’. Lidt specielt alligevel, for den måler kun 75 cm, og jeg synes ikke selv, at den er specielt eksotisk. Det er det nu heller ikke at have to børn.

Men det er simpelthen så sindssygt fedt at opleve fremmede folk i selveste Danmark på den måde. Mit smil bliver kun bredere min eftermiddagstur gennem København. Jeg mener det virkelig.

Nu vil jeg eksperimentere, om den positive respons kun er forbeholdt mit handicap i form af søskendevogn eller om det i virkeligheden handler om, at ja-hat bare er vejen frem. Det vil jeg undersøge.

Hvordan oplever I – helt ærligt – barnevogne i toget eller bussen?