Et hard knock pendlerliv

Vores første uge på Christianshavn er slut. En uge med daglige ture tværs over København, gæster, shopping, kaffe med venner og kolleger, kiropraktor, sundhedsplejerske og fuld fart på scooteren på de 120 kvm. Tiden går stærkt. Nu er der kun tre uger til, at vi er husejere.

Vi er faldet godt til i vores midlertidige residens. Virkelig godt. Der er intet at mærke på Viggo. Vi forældre er her, og vi er glade. Det er nok det vigtigste i hans lille univers. Og hverdagen er den samme med vuggestue – nu bare krydret med metro og s-tog. Heaven for en 2-årig, der kan tilbringe flere timer på Youtube og kukke Thomas Tog, der fragter kinderæg til tyrolermusik.

Jeg tror, at Viggo helt og aldeles har glemt livet på 3. sal i Marstalsgade. Vi andre nyder bare fordoblingen af kvadratmeter, opvaskemaskine og vaskemaskine. Med Lilys ankomst, var vi vokset ud af lejligheden. Det rodede ekstremt meget. Eller også gad vi ikke rydde op, fordi vi var på vej videre.

Men vores nye residens betyder uvant pendleri. I hvert fald med offentlig transport. Mit job og Viggos vuggestue har ligget i næste gade, og Claus har cyklet de fire kilometer til sit job. Nu skal Claus gennem morgenmylderet til Østerbro og retur. Og jeg er hentehold med søskendevogn.

Den første dag var hektisk. Jeg kunne tydeligt mærke på Claus tirsdag morgen, at det ikke videre var opløftende, at han skulle ud af døren med 12 kilo på armen, gennem metro-mylderet og videre med s-tog til Østerbro og aflevere Viggo. Så retur til Nørreport og gå derfra til Slotsholmen, hvor han gør den som papirnusser. Det gik dog ok.

Jeg går dog til Nørreport. Jeg orker simpelthen ikke folks underskud i metroen. Eller køen til elevatoren, fordi sunde, raske (og lade) mennesker ikke gider rulletrappen. Jeg fatter ikke, at man frivilligt bruger fem minutter af sit liv på at vente på elevatoren, når man kan tage trappen. Der er særlig meget trængsel på Christianshavns Station. Jeg har set handicappede vente, fordi elevatoren var fyldt med typer, der snildt kan tage rulletrappen. Jeg kan ikke engang hidse mig op over det mere. Det er bare normen på de her kanter.

Min første henter var med grædende Lily og max stress. Man skal lige ind i rutinen. Det er lidt ligesom baby-svømning første gang; hvad gør man ved baby, mens man selv bader. Her var det; hvad gør jeg ved en vågen Lily, hvis Viggo ikke vil med hjem. Ingen hænder fri og et barn der er immun over for sproglige befalinger. Svar: Jeg får hjælp af pædagogerne. Love them.

Men jeg har ja-hatten på. Jeg power-walker til Nørreport og lugter lidt af sved, når jeg når Østerbro. Viggo og jeg sludrer og synger ned gennem Fiolstræde og forbi Christiansborg. Han plager om boller, og jeg giver efter og sådan går dagene.

Jeg har mødt kolleger, min gamle chef og et par af direktørerne i s-toget. Og jeg har bondet med en anden mor, der også havde en Viggo på to år og en baby-søster i en Mountain Buggy Duo som vores. Det er mor-underholdning på højt plan. Efter jeg er blevet mor, smalltalker jeg mere med fremmede (forældre), end jeg sammenlagt har gjort i mit liv.

Men barslen her 2. gang er lidt mere hektisk. Indtil videre. Måske fordi dagene i denne uge er gået med at researche forsikringer. Der er virkelig meget arbejde allerede i forhold til det at være husejer. Det er al min fri tid gået med.

Lidt ynkeligt sukkede jeg højt fredag eftermiddag, fordi jeg bare trængte til weekend. Næste uge bliver nok mindre tung. Jeg har ingen planer ud over første møde med min Hvidovre-mødregruppe og min squat- og planke-challenge.

God uge til jer.