Endelig orlov

Min orlov er skudt i gang. To uger før tid. Fordi det er tiltrængt. Lediggang er dog ikke lig med nye rober.

Jeg arbejder i staten. Her får man graviditetsorlov seks uger før termin. Men der er faktisk otte uger til min termin. Min læge har nemlig været så rar at sygemelde mig – på opfordring af min jordemoder.

Årsagen er en blanding af mange ting. Plukkeveer, 1.000 bekymringer om fødsel og baby og et kæmpe mentalt underskud på alle andre tidspunkter end de 37 timer, jeg har været på jobbet.

Min jordemoder har tidligere foreslået en sygemelding, men jeg har afslået, for ‘sådan en er jeg jo ikke’. Der er jo folk derude, der har det værre end mig – der har flere børn, færre penge, sygdom osv. osv. Man skal jo passe sit job, tænkte jeg.

Men man skal altså først og fremmest passe på sig selv, har jeg fået at vide. Og sikke en lettelse at sige ‘ja, tak’ til andres kyndige råd, faglighed og livsråd. Det har været grænseoverskridende, men også en sejr at tage imod.

Mit overskud er allerede på vej op. Fordi jeg nu kan se, at det ikke først er i weekenden, at jeg kan lægge mig på sofaen, men at jeg kan tage alle de pauser, jeg har brug for. Jeg har overskud til Viggo, og den nagende, dårlige samvittighed over ikke at være den kone og mor, jeg ønsker og snart skulle give 80 procent af min tid til en lillesøster, er på vej væk.

Læs også indlægget ‘Ny dimension til min challenge’ (justbrowsing.dk)

Sidst jeg var gravid, var det også de sidste to uger op til min orlov tough. Det husker jeg tydeligt. Med ben som stolper forlod jeg kontoret om eftermiddagen, fordi kontorjob bare ikke er godt for blodomløbet og forebygger langt fra åreknuder og vand i benene. Jeg sked højt og flot på mode og trak i et par støttestrømper (dog under bukserne) og smed vielsesringen i frygt for, at den ville stoppe blodforsyningen i min ringfinger.

Skulle jeg få et tredje barn, så går jeg fra otte uger før no matter what. Det må kunne planlægges og lade sig gøre.

Men forskellen – for mig – at være gravid 1. gang og her 2. gang er, at jeg på ingen måder har travlt med at bevise, at jeg er en super-gravid, der kan alt – være vågen længe, cykle tværs over byen flere gange om dagen, tage fag på CBS to aftener om ugen, stå op som alle andre trods ledige stole osv. Alt for at bevise, at graviditet jo ikke er en sygdom.

Nej, graviditet er ikke en sygdom, men det er altså en belastning af kroppen. Sandheden er jo, at jeg fik vand i benene til sidst, der først forsvandt flere måneder efter fødslen, og at jeg rendte rundt med plukkeveer halvdelen af graviditeten, men ikke anede, at det var det, for en knaldhård mave var bare en permanent tilstand hos mig.

Det kan jeg bare ikke denne gang. Jeg har nogen, jeg skal være der for. Ikke mindst baby i maven.

Ja, altså. Et indlæg helt uden for kategori. Tøj er bare heller ikke øverst i min behovspyramide pt. Det ved jeg s** heller ikke, om det kommer mere i år.

Det er me-time, we-time, kortere dage til Viggo og kage, der topper de næste mange uger. Masser af kage