I’ve been bad … again

Jeg kryber til korset for tredje gang på kort tid. Denne gang er jeg gået Birkenstock-amok.

Åha, jeg er snart træt af at tilstå og råbe ud på bloggen, at jeg er ved at faile min challenge.

I er måske også trætte af mine for tiden mange indlæg med overskriften ‘Oops, I did it again’. Eller måske tænker I ‘yes’, endelig sker der noget.

Vi kan jo også alle lide et stænk af skadefrohed. Og den følelse giver jeg jer rig mulighed for at dyrke i disse dage.

Men altså. Jeg har købt noget igen.

Det er ikke med min gode vilje, for jeg hader at tabe. Og tabe ansigt. Det er af nød igen.

Og igen har jeg en forsvarstale parat.

Jeg kunne også bare lade være med at krybe til korset og fortælle om mine køb, men det kan jeg bare slet ikke. Jeg hader snyd i spil og væddemål. Det er for usselt og på et plan jeg ikke bevæger mig.

Desuden føler jeg, at mine omgivelser holder øje med mig (meget navlepillende, I know, for I har nok andet at lave). Jeg kan simpelthen bare ikke få mig selv til at købe et stykke tøj uden at melde det ærligt ud, for ellers kan jeg ikke ærligt og roligt nyde at have det på.

Læs også indlægget ‘Jeg har købt tøj – til mig’

Men sagen er altså den, at jeg har fået ondt i ryggen. Big time. Igen. Det er noget, jeg har døjet med over fem slemme forløb fordelt over efterhånden otte år. I de mellemliggende perioder er ryggen ok, men aldrig helt god.

Det er lænden, der låser helt og driller. Og det værste ved rygsmerter – især lændesmerter – er, at der ikke er nogen forklaring. Der er intet galt med min ryg som sådan, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre mere, mindre eller bedre.

Jeg styrketræner, går til pilates, undgår belastende løft og har sågar haft en ergoterapeut til at indstille min plads på kontoret.

Denne gang var det min træning, der satte en stopper for det. Sidste var det et kejsersnit og dermed overskårne mavemuskler, der skabte ubalance. Før det var det træning. For nogle år siden var det en sommer med et rengøringsjob. Og sådan er det forskelligt fra gang til gang. Sjovt nok var min ryg rigtig god, sidst jeg var gravid.

Jeg har nu besluttet, at jeg kaster de nødvendige penge efter et grundigt kiropraktorforløb. Noget jeg egentlig har gjort hver gang. Men denne gang med mellemliggende øvelser og massage.

Og ikke mindst godt fodtøj.

Noget en veninde har påpeget for mig efter at have set, hvor handicappet jeg er. Og set mit elendige fodtøj. Jeg kan ikke samle ting op fra jorden eller løfte mit barn.

Jeg elsker ellers sko. Lækre sko og hæle er dog sjældent gode for ryggen. Det dur derfor ikke, at jeg trasker rundt i udtrådte klipklapper eller sandaler med tre milimeter såler. Hun har jo så ret.

Jeg sov derfor på det. Tog en beslutning næste morgen og cyklede ned i Birkenstock på Østerbrogade. Nu skulle der altså et par fodformer i min shoppingbag.

Velvidende at Birkenstock er noget af det hotteste, man kan opdrive denne sommer. Især i hvid. Og desværre velvidende om, at netop hvid nok er svære at opdrive så sent på sæsonen.

Alt (næsten) var bare udsolgt i butikken. De kan slet ikke følge med efterspørgslen, og det er kommet bag på dem, at folk går Birkenstock-amok i år. Jeg kunne få et par brune med to spænder og et par hvide lak med et spænde i min størrelse.

Efter 40 minutters overvejelse – i selskab med en stuvende fuld butik, herunder Helle Thorning, gemal og ugidelig teenagedatter – valgte jeg parret i hvid lak. Ikke helt det mest ergonomiske valg, men jeg ville bare så gerne have dem i hvid. Jeg ligner bare lidt for meget Østerbro-urtekusse i jordfarver.

Men de viste sig at være for små og dumme, da jeg traskede lidt rundt i dem derhjemme. Øv! Og jeg måtte så cykle endnu en tur i butikken næste formiddag. Skuffet.

Men, men, men … Nogle gange kan heldet altså også ramme mig. Der var kommet en ny sending.

Jeg scorede præcis de sko, jeg havde tænkt fra start. Hvide med to spænder. Den bedste støtte, og den bedste farve. De koster trods alt 600 kroner, så de må godt være dem, jeg ønsker mig mest.

Omvendt havde jeg bare ikke ‘råd’ til at være kræsen, for jeg skal have et par gode, åbne sko lige nu og ikke om nogle uger.

Jeg er totalt ‘in love’, og mine fødder er i den 7. himmel. Min ryg er formentlig det samme i løbet af nogle få uger.

Hold nu kæft, hvor jeg elsker, når shopping får endorfinerne til at gå bersærk!

Læs også indlægget ‘Hold lige mine bryster’

Status dags dato på min challenge er altså, at jeg nu har brugt 2.000 kroner på nyt (og nødvendigt) tøj i 2014.

To graviditetskjoler, et par graviditetsjeans, to bh’er i Annie Fønsby-kaliber og nu er par fodformer.