Dagbog #3 Orker ikke hemmeligheden

Her er endnu en note fra foråret. Kun seks uger inde i min graviditet. Allerede her besluttede jeg, at jeg denne her gang ikke orkede at vente 12 uger med at fortælle om babybulen til folk i min hverdag. Det er bare for stor en belastning – især når man i den tid ligner udskidt æblegrød og har brug for, at nogen ved hvorfor.

2. april 2014

Bør man vente 12 uger, før andre indvies i vores familieforøgelse? Måske. Men jeg orker det ikke denne gang.

Det er allerede meget anderledes at vente barn denne gang end sidst. Og det er helt bevidst, at jeg skriver ‘vente barn’ og ikke ‘være gravid’.

Det at være gravid optager mig nemlig ikke så meget (endnu). Derimod optager det mig mere, at vi venter på, at vi bliver fire.

Jeg kan allerede mærke, at denne graviditet ikke bliver så navlebeskuende og selvoptaget. Eller fuld af frygt for at miste mig selv eller mine privilegier.

Sidst havde jeg lige fået bevilget en dyr master-uddannelse, som jeg måtte udsætte, da studiestart faldt sammen med Viggos fødsel. Jeg var vildt bange for at miste den, så jeg ventede med at fortælle chef og kolleger, at jeg var gravid, til jeg var 16 uger henne. I retrospekt var det spild af energi. Den blev sparet væk under min barsel, så jeg kunne alligevel have været den frygt foruden.

Jeg var naturligvis også bange for at miste Viggo, og at noget var galt, så jeg ville gerne vente i de i hvert fald 12 uger. En lille kerne venner og familie fik det dog at vide. Det var uundgåeligt. Northside kom i vejen. Det var en kæmpe lettelse ikke at skulle gemme på sådan en dejlig hemmelighed alene.

Det er hårdt at holde på sådan en hemmelighed. På jobbet vidste jeg, at alle vidste det. Jeg kunne bare ikke overskue det. Det er også hårdt at lyve sig ud af alle mulige aftaler, der inkluderer alkohol.

Jeg kunne heller ikke overskue at skulle være centrum for alles opmærksomhed og ‘hvad sagde jeg’, da jeg annoncerede det. Jeg sørgede med vilje for at fortælle det en dag i starten af august, hvor mange endnu ikke var tilbage fra ferie.

Denne gang er det anderledes. Jeg er 6+0, og i dag fortalte jeg det til min leder. Han troede, at jeg havde fået nyt job og var lettet.

Det er tidligt, men jeg gjorde det, fordi det vil lette hans ledelsesopgave. Og ikke mindst planlægningen af mine. Og fordi han alligevel ville få det at vide, hvis jeg nu skulle abortere, for så vil jeg få brug for nogle sygedage. Jeg sagde det, fordi det føltes okay. Jeg synes faktisk, at det er rart, at nogen i min hverdag ved det.

Jeg har også fortalt det til min kollega, som jeg sidder ved siden af. Hun elsker børn og spurgte altid engageret til mig, da jeg var gravid med Viggo. Vi taler generelt meget om børn, fødsler og alt muligt under bæltestedet. Det er rart at kunne hive et skanningsbillede op af tasken og vise det til nogen, der gider se det.

Jeg orker ikke at skulle gå med det hver dag helt alene og stikke hvide løgne på daglig basis de næste seks uger. Heller ikke selv om, at det nok er nemmere at sno sig udenom alkohol denne gang. Der er altid en Viggo, der skal hentes.

En lille håndfuld veninder ved det også. Det er så fedt at kunne dele det så tidligt. Jeg siger det til folk, jeg har lyst til at fortælle det til, og når det passer ind. Det er alt sammen rummelige mennesker, jeg ved bliver glade, og som jeg ved vil kunne forstå, hvis det bliver hårdt senere.

Jeg er ikke bange for at jinxe det. Jeg tror ikke på, at man kan jinxe så dejlig en gave. Det er i hvert fald ikke det, der gør det.