Dagbog #2 Alfred eller Krisine

Her er en dagbogsnote mere fra de første uger af Lilys liv i min mave. De allerførste tanker om navne. Længe inden min veninde foreslog navnet Lily. Inden Claus sagde, at Lily virkelig var et godt navn. Men jeg var skråsikker. Alfred eller Kristine. Senere blev det faktisk Kirstine. Det var i det hele taget svært at finde navn her anden gang.

28. marts 2014

Jeg er i navne-mode. Skørt, når det kun er to dage siden, vi fandt ud af, at én skulle have et navn.

Jeg er allerede begyndt at tænke på, hvad vores baby skal hedde. Claus og jeg har heldigvis ret ens smag og falder noget helt udenfor den enes smag, ja, så taler vi ikke mere om det navn.

At vælge det helt rigtige navn er svært og alligevel så nemt. Det er en stor opgave at vælge noget for et andet menneske, som kommer til at være en stor del af dette menneskes ‘jeg’.

Ligesom jeg engang sagde til et par kolleger om det at vælge navn til sit barn: ‘Det er jo bare noget, vi har fundet på. Noget vi leger’.

Vi besluttede, at Viggo skulle hedde Viggo, da vi netop havde været til 20 ugers-scanning. Vi spiste smørrebrød i Torvehallerne. En mad med stegt sild og en med frikadelle.

Vi kiggede listen over drengenavne igennem. Vi var slet, slet ikke i tvivl. Viggo. Ingen af de andre navne.

Vi havde nemlig en top 5 med hhv. pige-og drengenavne. Jeg har stadig listerne, men i mellemtiden er verdens bedste Sigurd kommet til verden. En lille Emil. En Theodor. Og en Ella.

De navne lever nu deres liv gennem de her børn, som jeg kender godt. Det er deres navn. Derfor er vores baby hverken en Ella eller en Sigurd.

Andre navne kan jeg ikke engang lide mere. For eksempel Esther, Buster eller Eskild.

Ligesom Viggo bare var et stjerneklart valg dengang vi sad der i Hallernes Smørrebrød, så har jeg to navne, der overstråler alle andre. Claus er heldigvis helt enig.

Det er:

Alfred til en dreng.

Fordi Alfred er en sød, kærlig og sjov dreng. Og en god ven. Vi har set ‘Emil fra Lønneberg’ sammen 1.000 gange, og her er Alfred den omsorgsfulde karl på Katholt. Der er en sød scene, hvor Emil redder Alfred fra blodforgiftning. Emil tænker tilbage på sommeraftener ved søen, hvor de bader og tumler og Emil siger: “dig og mig Alfred”. Den scene smelter mit hjerte. Alfred er kun et positivt navn til en positiv person.

Kristine til en pige.

Fordi Kristine er en smuk, stærk og klog pige. Det er et stærkt navn og super-feminint. Og det skal være med ‘K’ og ikke ‘Ch’, fordi det bliver mere dansk, solidt og jordbundet. Vi kender ingen, der hedder Kristine. Men det føles så rigtigt – helt dernede i maven.

Alternative drengenavne er Benjamin (med kælenavnet Benny), Finn, Uffe eller Folke. Men jeg vil nok ikke kunne gennemføre nogen af dem.

Jeg er vild med Bille, men det kan Claus ikke lide.

Til en pige er det Kirstine, Karen (efter Claus søde bedstemor) til en lille pige. Men ved Karen kommer jeg bare til at tænke på Junkers sang ‘Mogens og Karen’. Jeg aner ikke hvorfor, for Viggo minder jo slet ikke om navnet Mogens.

Uanset hvad vi vælger, så skal det være dansk, kort, nemt at stave, aldersløst, klassisk og klinge med Viggo.

Ikke mindst skal det være nemt at udtale uanset dialekt/accent. Vi er nemlig ramt af bedsteforældre med hhv. tyk vestjysk dialekt og islandsk accent.

Men vi har jo en del tid foran os. Jeg tænker dog, at vi taget beslutningen efter 20 ugers-scanningen i starten af juli – over en stegt sild i Torvehallerne.