Nogen gange elsker jeg at have et hav af valg. Oftest. Men for tiden synes jeg, at det er rarest, når nogen har valgt eller at jeg kun skal vælge mellem A eller B. Derfor meldte jeg mig hurtigt på banen, da en tidligere kollega spurgte på Facebook ‘hvem vil leje min fars sommerhus’. Det så helt fint ud på billedet, og vi er mere ludo-typerne end luksus-typerne. Vi har ikke større krav end rindende vand, tæt på strand og en nogenlunde komfortabel seng til hver. Børnene skal kunne være i centrum og forældrene skal kunne slappe af midt i alt det børnevenlige.  Vi har længe talt om, at vi gerne vil i sommerhus i...

Jeg er 100 procent til uprætentiøse kager. Fondant og de slags er slet ikke mig. Hjemmebag må gerne se hjemmebagt ud, og jeg vil hellere have brunsviger og drømmekage end konditor-kager og cup-cakes.  Det er måske bare noget, jeg siger, fordi mine kager altid ser ret hjemmelavede ud. Men de smager pretty damn good, ligger godt i de flestes maver og pynter de manges sideben. Jeg sværger til Meyer, Grigo og Jensen. Jeg bager stort set ikke efter andres opskrifter. Hvor om alting er, stod jeg selv for kaffebordet til Lilys dåb. Det var egentlig noget, jeg halvt om halvt havde uddelegeret, men så havde jeg lige en rest marcipan på køl, jeg gerne ville...

‘Vi er sådan nogen, der ikke ændrer os, bare fordi vi får børn’. Har I hørt den? Mit svar er altid et tørt ‘okay’, mens jeg tænker ‘Baaaaaah, du bliver sååååå meget klogere’. Nogle gange siger jeg det også højt, fordi jeg bare er kørt træt i dumsmarte kommentarer om, at man ikke behøver at justere byture, rejser, sengetid, besøg, fester post-børn. Og at man sagtens kan skide på rutiner og al den slags, man tager i sig, når ungerne er der. Jeg er i hvert fald ikke, som jeg troede. Jeg er ikke cool-mom, der rejser jorden rundt med mine ællinger. Jeg lader ikke mine børn passe af hvem som helst. Jeg har ikke...

Lily fik sit navn lørdag sådan helt officielt med Gud og amen. Det var en stor dag. I 20’erne og post-egne- ællinger syntes jeg virkelig, at dåb var noget af den mest kedsommelig fejring. Man hives i kirke med tømmermænd tidlig formiddag. Fortjenesten er en frokost. Hovedpersonen er bedøvende ligeglad, om man er der. Gaven har man ikke haft forstand på. Man gider ikke en øl til smørrebrødet, fordi tungen stadig er ru af 40 smøger og fadøl fra aftenen før, og hvis man alligevel kaster sig over en lille genstand, har man lyst til mere, men det er lidt upassende. Og så slutter festen i øvrigt ved 16-tiden, for alle skal på arbejde dagen...

Der er ikke mange frække damer på linjen i de her dage. Bloggens april-arkiv er noget slapt. Men jeg har simpelthen ikke siddet ned et lille bitte sekund de sidste par uger. Undtagen tirsdag. Der mødtes jeg med mødregruppen. Jeg havde overvejet at aflyse, men har ikke set dem i tre uger og vil dem rigtig gerne og vil rigtig gerne have, at de er der, når mine projekter stilner af. Derfor strammede jeg ballerne noget så gevaldigt og drak 3-4 kopper kaffe, sad på en stol, lå lidt på gulvet, dikkede baby og sludrede en masse. Det var skønt. Men alle de projekter, altså. Ak og yes. Sådan har jeg det. Huset og så...

Så nåede jeg også den milepæl. Den ufede milepæl post-pregnancy, man rammer 3-4 måneder inde i babyboblen. Hårtab. Jeg har lige opdaget, at mine tindinger er skyhøje. At det ligner at et hamster napper på min hårbørste. Og at der er hår i min mad. Andres mad. På mit tøj. Andres tøj. På gulvet. Lange brune hår.  Jeg er begyndt at sige: ‘det er nok mit’, når der er hår på andres stol, tallerken eller tøj.  Måske ligger der også et par håndfulde grå hår, for sådan nogle fik kom storken også med, da den i sin tid parkerede Viggo på vores matrikel. Noget jeg har haft pres over, men er kommet over, for som...