Gud, amen og toiletbesøg uden selvbevidsthed

Lily fik sit navn lørdag sådan helt officielt med Gud og amen. Det var en stor dag. I 20’erne og post-egne- ællinger syntes jeg virkelig, at dåb var noget af den mest kedsommelig fejring. Man hives i kirke med tømmermænd tidlig formiddag. Fortjenesten er en frokost. Hovedpersonen er bedøvende ligeglad, om man er der. Gaven har man ikke haft forstand på. Man gider ikke en øl til smørrebrødet, fordi tungen stadig er ru af 40 smøger og fadøl fra aftenen før, og hvis man alligevel kaster sig over en lille genstand, har man lyst til mere, men det er lidt upassende. Og så slutter festen i øvrigt ved 16-tiden, for alle skal på arbejde dagen derpå.

Nu er det helt anderledes. Dåb er laaaangt fra kedeligt og uvedkommende. Det er stort og vedkommende. Jeg græd til Viggos dåb. Og jeg græd til Lilys. Jeg tror ikke, at det er hormonerne, der raser, men tværtimod forældreskabet. For Claus blev også rørt. Det gjorde über-skrukke gudfar Jesper også. Dåben er en milepæl. Næste stop er konfirmationen. Shit, det ved jeg bare bliver følelsesladet for mig på den der tåkrummende, pinlige måde for konfirmanden. Jeg ved også, at jeg kun med nød og næppe vil være i stand til at respektere den privatsfære og usynlige ‘nul mor-krammere’, man har som 13-årig.

Vi er egentlig ikke religiøse her i huset, men når jeg kommer i kirke, tænker jeg altid (på mine gamle dage), at ‘her er sgu da meget hyggeligt’. Den kirkelige handling er også helt anderledes, når man selv er i centrum. Eller nogen man er tæt på. Lige siden jeg blev gift, bliver jeg rørt i kirken. Jeg tænker på mit eget bryllup, lytter til ordene der bliver sagt og har svært ved at sige dem imod. Sådan et kirkebryllup gør noget ved en, og det var, da Claus og jeg blev gift, at vi tog stilling til, om vi ville kirken, eller om vi ville vies af en fra rådhuset. Vi valgte kirken, fordi præster ved et og andet om kærlighed. Vi ville ceremonien, og vi kan ikke fornægte den plads folkekirken har i vores kultur, selv om vi ikke beder vores fadervor.

Jeg ved, at mange føler sig klemt op i et hjørne, når de skal tale med præsten inden vielse eller dåb. Vi tog den lidt på rutinen, for vi har taget stilling til Gud og amen. Vi ved også, at præsten ved, at den ganske almindelige dansker højst går i kirke til jul, bryllup, dåb, konfirmation og begravelse. Præsten ved, at vi nok ikke er anderledes, for så havde hun hilst på os før. Vi er der ikke for at bliver hørt i 2. mosebog. Det er da også helt i orden, at man bliver spurgt om, hvorfor man vil døbe sit barn, og hvilken rolle den kristne tro skal spille i barnets liv. Hvis man ikke kan svare på det nogenlunde inden for rammerne, så er det måske heller ikke i kirken, man skal navngive sit barn.

Jeg kan ikke helt huske, hvad vi sagde, men vi havde en vildt god snak med præsten. Hun var helt igennem fantastisk. Moderne, nærværende, scrappy og humoristisk. Hun var tydeligt begejstret for børn, og hun fik mig til at fælde en tåre til samtalen inden dåben. Der er bare noget, der rører mig, når jeg skal fortælle om vores familie, vores værdier og alt det gode, vi ønsker for vores familie.

Vores familier var også ganske begejstrede for præsten til selve dåben. Alle der var med til vores bryllup husker præstens tale, noget med Marc Chagalls svævende kærlighed, noget med mig der ikke ville Claus, før en en studieveninde sagde ‘hvis ikke du tager ham, så gør jeg’ (noget jeg bare havde sagt uden ide om, at det kunne ende i talen) og noget med FCK, der spiller i Parken (indsæt selv smiley der bider tænderne sammen, for den østerbroske kirke var fyldt med Østjyder). Derfor var det så fedt med en præst, der formåede at blive husket for en god, indlevende og personlig tale.  Vi havde en virkelig dejlig dag uden stress og jag. For det havde vi fået af vejen dagene før. Vejret var skønt. Vi fik god mad, fedede den og alle sagde: ‘ahj, hvor en fed terrasse’, hvilket varmede mit og Claus’ new-in-villa-business, og nu er alle forkølede.   

Siden lørdag er der løbet meget vand under broen. Jeg har fx opgivet at droppe sukker. Jeg lægger mig totalt på ryggen for sukker. I stedet har jeg skruet gevaldigt op for motionen. Jeg ved også, at det er godt, at de Tysklands-sodavand, Claus’ forældre har haft med fra grænsen ikke er for os. Jeg kan ikke styre det, og at være cola-drikker på daglig basis er altså ikke en del af mit selvbillede.

Og jeg ved også, at kun nogle og ganske få renoveringsting fungerer som terapi. Det gør det at male (men ikke 177 kvm). Og det gør det at pille tapet ned ikke. Vi pillede tapet ned til kl 24 i går. Fordi jeg har lagt en stram plan, fordi jeg ikke orker mere byggerod i huset. Vi blev ikke engang færdige. Godt jeg er på sms med maleren, så nu har vi skubbet arbejdet, så Claus og jeg også kan nå at følge med.

Nu nyder jeg bare de her dage uden håndværkere, selv om de efterhånden er blevet ret familiære. I dag har jeg fx taget en lur på sofaen sammen med Lily, og jeg har grædt mine øjne ud til Undercover Boss, der gjorde en masse godt for en håndfuld ansatte på en Hooters copycat-bøf-og-babser-restaurant i USA. Elsker det program.

Og så har jeg været på toilet med åben dør uden selvbevidsthed og med et Alt for Damerne i hænderne. I alt for lang tid. Fordi der kun er mig i huset. Ingen tømrer. Ingen maler. Og jeg tager chancen mht. NCC-arbejdsmændene, der graver udenfor huset. Den ene stod nemlig pludselig indenfor forleden. Med en vigtigt besked, bevares. Fordi vores ringeklokke ikke findes (dem tog de tidligere ejere med sig), tog jeg ganske pænt imod ham.

Vi renoverer fortsat. De næste par uger koncentrerer vi os om at pille genstridigt tapet ned og male, når maleren har filtet. I midten af maj kommer vores enormt kompetente tømrer og laver den sidste finish og lægger gulve. Juhu, så kan vi bare nyde sommeren uden malestænk på arme og tørre hænder.

Nu vil jeg se lidt mere tv og pænt ignorere det gode vejr. God dag derude.

For et par måneder siden skrev jeg det her indlæg om taknemmelighed, forlommer i Netto, fulde mødre og heads-up inden Tornerosesøvn. Måske tid til gensyn. Hvis man altså lige har de to ekstra minutter .

–o0o–

Nyt fra forstaden? 

Følg mig med Bloglovin eller @solrun på Instagram.