Om ferie uden skærmydsler, s-togs-idyl og en mor uden empati

Hverdag. Claus er tilbage på job, Viggo er i vuggestue, og jeg har genoptaget det søde barselsliv. Vejret er bedre end nogen juli-dag. Lily sover, vasketøj på snoren, Y-stol til tørre efter Mathilde-incident, latte i koppen, computer på skødet, en god gang faktor og 1-2-3-tan. Nu må bagboen bare godt stoppe sit DIY-projekt med at slibe en barneseng. Eller skifte til knofedt.

Jeg har gruet for i dag. Fordi vi bare har hygget os SÅ meget de sidste fire uger. Nogen gange kan ferier godt være svære. Så skal man gå der op ad hinanden konstant. Men det har været så perfekt. Perfekt start med alle ud af huset til vindblæst Nordjylland og finde ferierytmen. Og så bare ferie til alle. Også hende der holder ferie på sin arbejdsplads.

Vi har faktisk ikke skændtes en eneste gang. Ikke at vi er sådan nogen, der skændes konstant. Men vi skændes da. Også på ferier. Måske især der (og om rengøring). Vi har skændtes i Paris, i Thailand, N.Y.C., Rom, Japan og på mange andre destinationer. Sådan noget helt normalt noget, sikkert a la dem på cyklen, jeg løb forbi forleden. Men i den her ferie, har vi vist haft armene fulde og usagt fokus på, at de her fire uger er nogle, der skal bruges godt og kun på gode ting. Sammen.

Det bedste har klart været, at vi har brugt rigtig meget tid med de respektive bedsteforældre. Og at Viggo og Lily er kommet tæt på hinanden. Lily er også bare verdens mest positive menneske, der følger Viggos mindste bevægelse og især hans spilopper. Jo mere hun skraldgriner, des vildere bliver løjerne = kakao på dyr, dyr designernerstol og en mors empati bliver skyllet direkte ud med badevandet. Fokus på stol. Viggos våde bukser måtte vente. Men de hygger sig så meget og skraldgriner begge to, at der bare sker ting og sager.

Jeg har tørret ret meget mælk, juice, vand og nu kakao op de sidste fire uger. Mon ikke det også er hverdag 20 gange om dagen i landets vuggestuer. Alt sammen uheld i halen på god leg. Ups, og jeg tørrer bare op. Ingen skældud eller skuffede miner. Men Y-stol kommer altså over grædende barn i våde jeans.

Jeg har mest gruet for i dag, fordi jeg ganske enkelt ikke gider turene med s-tog til Øbro og aflevere Viggo. Men turen frem og tilbage var hyggelig, og jeg blev mindet om, at jeg faktisk slet ikke hader seancen. Jeg får en god snak med Viggo om livets især små ting. Og jeg småsludrer med mine medpassagerer. To unger i en søskendevogn eller måske bare en baby får de fleste til at tø.

Der var den italienske fyr, der dikkede Lily, sagde hun var smuk og ønskede mig en helt vidunderlig dag. Der var en kvinden, der havde første dag efter barsel og sukkende fortalte, at det var hårdt, og at hun også havde to børn. Jeg havde lyst til at sige, at hun så stanggodt ud i sine stiletter og hvide skjorte (som stensikkert ikke har været fremme de sidste 11 måneder). Jeg styrede mig dog og gav hende overvældende lykønskninger i stedet.

Og så var der den fulde mand, der vrøvlede et eller andet, og de fem fyre, jeg delte kupe med, der ikke ænsede, at jeg ammede. NU må nogen altså fortælle mig, hvem fanden det er der ude, der bilder os ind, at vi i Danmark ikke er tolerante over for amning??!!

Hverdagen har fået en helt ok start. Jeg har lovet mig selv, at jeg vil være en ekstra sød kone i dag, for det er nok lidt hyggeligere at sidde på terrassen med sleeping beauty i carporten, end det er at lumre på et kontor i statens tjeneste. Selv om jeg nu synes, at dagen på job efter en lang ferie er noget særligt. Folk er så glade, og man taler ferie og får lang frokost.

En god mandag til alle. Især jer på job.

Hvis du er nysgerrig på parret på cyklen, så kan du læse om dem i indlægget Hvad jeg tænker på, når jeg løber, og løber og løber.

Eller læse lidt på min mening om ammedebatten og det efter min mening fuldstændig hysteriske niveau, den har nået i indlægget Om amning og lange patter.

–o0o–

Følg livet bag ligusterhækken på Instagram og med Bloglovin.