Røg uden ild, en dum indkørsel og andre navlepillerier

?For nogle år siden var der et par kvinder, der blev bedt om at pakke sydhavsfrugterne – på den ene og anden måde – af hensyn til de andre gæster. Den ene i Illum. Den anden et sted i Tivoi. Derfra rullede ‘ammedebatten’.  

Jeg har skrevet min mening om det hele, og hvordan debatten påvirkede mig, da jeg var ny mor i i det her indlæg Ammestuesnak igen. 

Det er så ærgerligt, at den debat påvirker kvinder i sådan en grad, at de burer sig inde i eget hjem. Det har Alt for Damerne sat fokus på i artiklen Derfor tør nye mødre ikke amme på cafeer. 

To kvinder fortæller, at har ikke lyst til at amme ude i byen. Selv på en cafe som Laundromat, der ligefrem proklamerer, at de elsker babyer og bryster. At den følelse ikke er usædvanlig bekræfter en rådgiver hos Forældre og Fødsel.

Jeg kan godt forstå, at man ikke har lyst til at gå ud, hvis amningen ikke er kører. Jeg ville i hvert fald opleve det som stressende. Jeg ville ikke have lyst til at amme ude – hverken på cafeer eller i dagligstuen hos familie. Ingen steder med publikum. Jeg ville nok isolere mig. Fordi det er en hamrende svær situation og pisse-stressende. 

Jeg har ikke selv oplevet det, men jeg kan sagtens forestille mig det. Jeg har nemlig oplevet 1.000 andre situationer med baby, hvor jeg mest af alt bare ville grave mig ned i et hul og først komme op igen, når baby var en fuldvoksen og myndig mand. 

Men kvinder, der ikke har problemer med amningen, skal bare komme ud af deres små stuer. Drikke kaffe med veninderne og amme, når barnet er sulten. For ingen kigger. Hvis amning skal være naturligt, må vi selv bidrage til at gøre det naturligt. Det skal ikke være et statement og del af en amme-demonstration. Men når det er naturligt at amme, hvor man så end er.

Der er sjældent røg uden ild, men lige ved den her ammedebat, tror jeg, at der intet bål er.

Og forstå mig ret. Jeg synes, at der skal fokus på amning og de udfordringer, der kan være i den forbindelse. Det skal vi tale om. Men vi må ikke lade to tilfælde, hvor kvinder er blevet bortvist fra en restauration, skræmme os. København er i hvert fald en meget frisindet by, hvad det angår. 

For lige at skifte emne kan jeg fortælle, at jeg nu har kørt vores bil. Cirka fire meter i bakgear, tilsvarende frem. Og nogle gentagelser mere. Det var mit forsøg på at få den ud af vores smalle indkørsel, der virkelig er smal og skæv på grund af en 90 år gammel tjørnehæk, der vælter ind på grunden. Den kørte jeg så ind i. Først skrabede jeg den ene side af bilen. Riiiiiisch!! Fåååårk. Så den anden. Riiiiisch! Fåååårk. 

På bagsædet sad Claus pænt og holdt sin mund. Som i holdt sin mund med hænderne.

Jeg steg ud af bilen tudende over det mega-nederlag, det er ikke engang at kunne komme ud på vejene. Claus bakkede bilen ud for mig. Jeg er dog lidt pattet af natur, hvad den slags angår og nægtede at køre den dumme bil. Og jeg gad i øvrigt ikke eje den (det gider jeg nu godt).

Jeg har lovet mig selv, at jeg giver det et forsøg igen i eftermiddag. Skrammer på bilen har vi ikke turde kigge efter. 

God dag derude. Jeg vil springe ud i det gode vejr med Lily og iført mine nye støvler. Hvorfor jeg fortjener dem, fortæller jeg en anden gang. Måske.