En Ford fri for pigelus og frygten for at dø

Har jeg fortalt, at jeg har en anpart i en superfin Ford C-Max? Det er sådan en fiks familie-container. Men det har jeg. Vi har haft den i tre uger, jeg har mine egne nøgler, og jeg kan drøne rundt på Vestegnen, ligeså tosset jeg vil i mine barselstimer, for Claus tager toget til arbejde.

Men sagen er, at jeg har ikke kørt den en eneste gang. Den holder i carporten. Helt og aldeles fri for pigelus, for jeg tør sgu ikke køre den. Den er så fin og så ny og så dyr, at jeg er bange for at køre den i smadder. Og jeg er bange for at køre galt med mine børn i bilen.

Nogle af jer har hængt ved, siden jeg havde bloggen justbrowsing.dk, hvor jeg skrev lidt løst og fast om min shoppe-challenge. Nul nyt tøj i et år (Læs om min challenge i indlægget ‘Nul hovedløst forbrug i 2014’). I stedet tog jeg kørekort. Og jeg var ganske sej til det kørekort-halløj og bestod første gang til både teori og den praktiske prøve. Det er der sikkert mange, der gør. Jeg vil dog vove den spinkle påstand, at det er sværere at bestå køreprøve som en overanalyserende, overreflekterende, selvbetalende 32-årig mor uden det fællesskab, jeg oplevede, at andre havde om kørekortet, da jeg var 18 og gik i gymnasiet.

Jeg har haft kørekortet i ni måneder nu. Jeg har kørt nogle gange siden, hvor det er gået helt udmærket. På nær en enkelt overhaling på motorvejen, hvor jeg svingede liiiiidt for tidligt ind foran den bil, jeg overhalede med en god gang horn som resultat og en ret forskrækket Claus, der råbte et eller andet ad mig. Sikkert: ‘Hvad fanden laver du?’.

Efter det bryder jeg mig en smule mindre om at køre på motorvej, end jeg gjorde før, selv om jeg egentlig har så godt tjek på det, som man nu kan have som nyudklækket bilist. Der er bare noget ved tanken om at miste herredømmet med 130 kilometer i timen. Jeg har været på alt for mange kør-selv-ferier til Norditalien som barn, siddet i alt for mange bilkøer, set alt for mange ambulancer drøne forbi og set alt for mange vragdele på vejen pga. trafikuheld.

En anden ting, jeg ikke bryder mig om, er at køre alene i en bil, så det har jeg aldrig gjort. Jeg kan godt lide, at jeg kan tænke højt og få bekræftet af sidemanden, at jeg gør det rigtige. Det lidt paradoksale i den sammenhæng er, at jeg formentlig kører mere korrekt end de fleste, fordi teorien er så frisk i erindringen. Og det lidt absurde er, at jeg ingen nedre grænse har for sidemandens tilstand, bare vedkommende har kørekort. Jeg har for eksempel tvunget Claus til at være co-driver i pænt beruset tilstand hjem fra bryllup i Midtsjælland.

Der, hvor skoen for alvor trykker, er, at jeg er mor, og jeg ikke har fået rutine med at køre bil som ubekymret teenager. Jeg har taget kørekort, og 1-2-3 næste skridt er at spænde alle mine ællinger fast på bagsædet og køre ud i det blå. Det er vildt ubehageligt, synes jeg. Jeg er vildt bange for at dø eller blive invalid. Og for alt muligt forfærdeligt jeg kan udsætte mig selv for og andre, når jeg sætter mig ind i sådan en maskine. Der er selvfølgelig også det helt åbenlyse, at jeg drøner direkte ind i carporten eller bakker ind i den her betonklods, der står ved vores indkørsel. Men mest er det, at nogen skal miste nogen.

Jeg har aldrig i mit liv været bange for at dø, før jeg fik børn. Der er bare ikke plads til chancer eller egotrip. Jeg ved, at jeg ikke er alene med den følelse. Jeg har hørt det fra andre. Jeg tror, at det at køre bil for mig er et meget konkret billede på frygten for ikke at være her. Formentlig også fordi det er så nyt for mig. Jeg er jo ikke bange for at flyve, gå overfor rødt eller køre uden cykelhjelm. Det har jeg gjort 1.000 gange før. Jeg har bare ikke kørt bil 1.000 gange før.

I dag er mit mål dog at køre helt alene i Netto på Hvidovrevej. Det er to kilometer. Måske tager jeg den ned ad Gammel Køge Landevej på vej tilbage. Den er lidt vildere med venstresving und alles. Det er et stort skridt for mig. Jeg tror bare, at det handler om at få hul på bylden. Når først jeg kører, så kan jeg sikkert ikke stoppe igen. Det er jo også pisseærgerligt ikke at udnytte muligheden af at have en bil. Jeg kan køre i svømmehallen med Lily, smutte i Ikea eller besøge veninder, der ikke lige bor ved s-togslinje A.

Det med at tage kørekortet sidste år er i øvrigt noget af det mest timede, jeg nogensinde har gjort. Havde jeg ikke gjort det sidste år, var det nok aldrig sket. Det trak godt nok tænder ud. Jeg var til teori eller køretime 4-6 timer om ugen. Alt sammen efter arbejde og i de timer, jeg helst bare ville være sammen med Viggo. Det kan man måske med et barn, men jeg kan godt nok ikke se, hvordan det skulle hænge sammen med to børn. I hvert fald ikke mens de er små. Med børn har man også andet at bruge 14.000 kroner på.

Men jeg nåede det akkurat, inden maven kom for tæt på rattet. Planen var nu heller ikke, at Lily lige skulle komme så tidligt, som hun gjorde. Men planen var, at hun skulle komme inden for en kort periode. Det samme med huset i forstaden, bilen og dermed nødvendigheden af et kørekort. Alt det her vidste Claus dog ikke, der jeg proklamerede, at jeg ville tage kørekort.

Og her er jeg et år senere med hele pakken – hvis jeg ville. Turde. Jeg må vist hellere få min røv op (ja, op, for det er jo en familievogn) i den bil og fuldende masterplanen.

Det er nu ikke fordi, jeg vil smide mere gråvejr over en gråvejrssøndag ved at delagtiggøre jer i min frygt for at springe ud som fuldblodsbilist. Jeg er dog en smule nysgerrig – kan I følge min frygt? Andet?

Rigtig god søndag derude. Her byder den på – udover at give den gas bag rattet – formiddagsgæster og en tur i Ilva i eftermiddag. Vi er nemlig stadig nede på møbler.