Gulerod, flødeost og ren nydelse

Om frække tilbud, lige byrder og hvad jeg ikke vidste om vaskemaskiner

??

Jeg har givet Claus et tilbud, kun dumme mænd ville afslå. Ikke i den frække kategori, men det er så godt, at det næsten lugter lidt af sex. Jeg vasker tøj, hvis han tømmer postkasse. Top, var svaret.

Jeg har luftet dealen for nogle kolleger. Unfair i arbejdsbyrde, mener nogen. Men ikke her. Jeg får simpelthen ikke tømt den postkasse. Det er en unaturlig handling for mig. Ligesom jeg ikke går ud med skrald. Det har jeg (næsten) aldrig gjort i de ti år, jeg har boet med Claus. Boede jeg alene, ville det være små stier mellem alt mit affald – men ingen reklamer, for de ville hobe sig op i postkassen.

I min verden er det kun 50/50 arbejdsfordeling på det, vi begge hader. Hos os er det i særdeleshed støvsugning. Ved alt andet er det noget med ‘de bredeste skuldre’, fx når det kommer til indkøbsposer, og noget med ‘hvem tænker egentlig no problem’, når det kommer til hverdagens små pligter. 

Jeg elsker fx groft havearbejde, noget med river, koste og sakse. Og jeg renser gerne toilettet 4-5 gange om ugen uden at blinke. Jeg bager gerne boller, pudser sko, syr knapper i og tørrer køleskabet af. Mens jeg slet ikke gider afrime fryser.

Sådan er vi så forskellige. Og hvis jeg kan slippe for alt på min bund 10 over huslige pligter, så fløjter jeg mig gerne gennem min top 10, der overlapper Claus’ bund 10.

En ny ting på min top 10 er vasketøj. Det har vi egentlig altid delt ligeligt. Fra i dag tager jeg det gerne helt og holdent på min kappe. I resten af vores ’til døden os skiller’. For jeg har fået det dejligste vaskerum i kælderen, og jeg tager gerne en timeout fra familien for at sætte en vask over. Der er lidt zen over snavset tøj, der bliver rent, skal foldes og sættes på plads.

Om jeg så har taget det indledende skridt til at skabe en af de her hjælpeløse mænd, der vender boksershortsene, når konen er på 14 dages venindeferie, ved jeg ikke. Eller jeg ved, at det gør jeg ikke. Claus har trods alt vasket sit eget tøj i 20 år. Vores aftale er heller ikke hugget mere i sten, end at jeg da også tømmer postkassen, når han er på rejse.

Og så er der al snakken om opgør med traditionelle kønsrollemønstre og at være forbilleder for vores børn. Vi er nok bare meget traditionelle i vores præferencer. Helt tilfældigt. På nogen områder i hvert fald.

Jeg kan ikke se meningen med, at jeg skal piskes til at køre på genbrugspladsen. Og piske Claus til at sy knapper i børnenes tøj i kønskampens tegn. For at vi hver især så kan mugge lidt, mens vi gør det og være sure på hinanden og være sure forældre og dårlige forbilleder. Måske Viggo får mere lyst til at lære at sy, vaske tøj af en og bage boller af en, der ser ud til at nyde det, end af en der tydeligt hader det.

Og nu til det med vaskemaskinen og lige et par tips. Jeg har nemlig aldrig i mit liv ejet en vaskemaskine. Før nu. Og den stinker. Virkelig klamt af jordbund og sur røv. Den er dyr og fancy, og jeg håber, at mit sidste forsøg og igangværende vask kommer stanken til livs. Vi brugte den ikke de første 14 dage, vi boede her, og det har fået sæberester i maskinen til at mugne. Ad.

Det får mig til at tænke, at det umuligt kun kan være mig, der har oplevet det her. Og har googlet mig sønder og sammen for at knække koden til velduftende tøj. For ikke at nævne opkald til min mor og samtaler med BFF om vasketøj, for som de siger i Vanish-reklamen ‘så hænder det, at man som veninder taler om hverdagens problemer’.

Her er der derfor lige lidt vasketips, som jeg nu følger til punkt og prikke. De er taget fra biotex.dk, bolius.dk og samvirke.dk i en stor pærevælling. Måske det også kan hjælpe jer. 

Almindeligt vedligehold

  • Doser vaskemidlet rigtigt for at undgå sæberester i maskinen og striber på tøjet. Mængden afhænger af vandets hårdhed. Se hvor hårdt vandet er i din kommune (geus.dk)
  • Hæld en skvis lagereddike i rummet til skyllemiddel. Det afkalker og gør tøjet blødt.
  • Vask ved forskellige temperaturer.
  • Vask ved 90-95 grader en gang om ugen.
  • Vask en tom maskine med citronsyre 1-2 gange om måneden for at afkalke tromlen.
  • Vask sæbeskuffen i opvaskemaskinen 1-2 gange om måneden.
  • Lad vaskemaskine og sæbeskuffen stå åben, når maskinen ikke er i brug.
  • Tør gummirkng ved låge og låge af efter hver vask.
  • Rens trevlesi 1-2 gange om ugen. Rens også hvor sien sidder med en opvaskebørste.

Når det er gået galt

  • Rens si med en opvaskebørste og også hvor sien sidder fast.
  • Tør gummibælg ved låge – også helt inde ved tromlen.
  • Tør lågen af.
  • Vask 3-5 gange med klorholdig opvaskemiddel eller klor. Rens si efter hver vask.
  • Vask 1 gang med tom maskine ved 60 grader og rens sien efter vasken.
  • Vask så 3-5 gange med 30 gram citronsyre. Rens si efter hver gang.
  • Vask en tom maskine ved 90-95 grader på skylleprogram.

Det tager altså en del gange at få lugten væk. Og som I kan regne ud, har jeg allerede tilbragt meget tid i vaskekælderen uden egentlig at have fået rent tøj ud af det. Endnu.

Og kom endelig med jeres syn på fordeling af pligter i hjemmet, kønsrollemønstre og andre der tricker jer oven på dette indlæg. 

Rigtigt god dag deruden.

Min skal gå med 75 minutters træning i fitness.dk og sofa for resten. Jeg har desuden skudt ‘sund marts’ i gang efter alt for meget slik på det sidste. Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå. 

Kh. Husmoderen

Ingen kommentarer til Om frække tilbud, lige byrder og hvad jeg ikke vidste om vaskemaskiner

  • Her er vi også ret ligeglade med lilla stofbleer og oprør mod de traditionelle kønsrolle mønstre. Vi arbejder ud fra samme devise som jer, det virker, for vi skændes aldrig nogensinde om oprydning. Som Charlotte, hader jeg at tanke bil, så der bliver jeg faktisk lidt tøsefornærmet hvis det er kokset for manden, og jeg selv må tanke ;D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Petersen

    Jeg er med på arbejdsfordeling efter hvad man gider og kan 😉 Jeg tømmer heller ikke postkasse, eller går ud med skrald, med mindre det er virkeligt nødvendigt og bedst af alt så har jeg en benzinfe, som altid sørger for at der er benzin på min bil også selvom feen reelt har sin egen bil at se til – behøver jeg at sige at jeg HADER at putte benzin på bilen. Jeg vasker også gladeligt alt tøjet og kan faktisk godt lide det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gulerod, flødeost og ren nydelse