Om fødselsskader (min), og hvad mødre skal lære at leve med

Fødselsskader. Hvad er det egentlig? Og hvad skal kvinder egentlig acceptere som følge af en fødsel? Jeg har en. Eller havde, for jeg fik min opereret i går. Nu bliver alt som før. Ja, netop. Som før. Fordi det ikke er meningen, at man skal ligne en slagmark forneden, fordi man har født et barn.

Jeg taler ikke om ny jomfruhinde og deslige. Det er heller ikke sådan, at jeg slipper for genoptræning af bækkenbund efter graviditet og fødsel. Bortset fra det, er alt nu som før.

Jeg har grublet en del over det her indlæg. Om det skulle skrives, for hvem læser egentlig med. Men jeg formoder, at det er interesserede, der læser med. Kvinder, mødre. Det er enormt personligt at fortælle om tilstanden af ens nedre regioner. Også selv om min blufærdighed i forhold til mit underliv efterhånden er som mit forhold til mine fregner på næsen efter alle de fremvisninger, jeg har givet gennem to graviditeter, et kejsersnit og en fødsel.

Jeg er kommet frem til, at det er vigtigt, at jeg deler det. For fødselsskader er cirka lige så almindelige efter en fødsel, som det at der kommer en baby ud af hullet. Men alt for mange kvinder lærer at leve med disse gener, fordi de selv eller deres læge negligerer det. Eller fordi de bebrejder sig selv for at have sløset med knibeøvelserne og bilder sig ind, at fødselsskader er noget, man bare skal acceptere, for man har jo fået et sundt og rask barn. Jeg synes, at det er at sammenligne æbler og pærer.

Jeg havde en fantastisk fødsel af Lily. Jeg fik selv veer, jeg var til stede hele tiden, jeg havde vildt god dialog med alle hjælpere, jeg blev hørt, og jeg følte mig 100 procent tryg. Ikke desto mindre var det også en lang fødsel og en kompliceret fødsel, der endte med kop, bristninger og en del blodtab, der gjorde, at jeg havde et par nætter på Riget istedet for at føde ambulant.

Men fødselsoplevelsen overskyggede alt, og mine gener lige efter fødslen var væsentligt mindre i forhold til de gener, jeg havde efter kejsersnittet med Viggo. Selv om jeg langt fra var smertefri, vil jeg skynde mig at sige. Men smerterne var nogle, jeg kunne overkomme og forholde mig til. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville føde igen. Claus kunne slet ikke begribe, at jeg kunne tale om ‘næste gang’ kun få timer efter, at vi havde set Lilys for første gang. Jeg var bare helt igennem taknemmelig for, at jeg fik lov at føde selv, og at jeg kunne lege og løfte kun få timer efter.

Efter fødslen blev jeg syet. Jeg havde to lange flænger, fordi Lily i bedste super-woman-stil havde armen med ude først. Fire uger efter fødslen syntes jeg, at mine smerter var stagneret. Indtil da havde jeg mærket en forbedring dag for dag. Jeg tog mod til selv at mærke efter. Det føltes bare helt forkert. Jeg slog det hen med ‘det er nok helt normalt’. Jeg spurgte nogle veninder om deres helingsproces og flere sagde, at det tager laaaaang tid, og det er heeeeeeelt normalt.

Jeg stolede på min egen fornemmelse og tog til læge. Konklusion. Jeg var blevet syet for stramt, hvilket resulterer i en række gener, arvæv og overskydende væv. Intet jeg nogenside vil kunne træne mig ud af.

Jeg fik en henvisning til gynækologisk ambulatorium på Riget til en undersøgelse. Og det er her det rigtige sjove starter. Der var seks ugers ventetid til bare en undersøgelse. Herefter yderligere seks ugers ventetid til en eventuel operation. Da der er tale om to forskellige forløb, overskrider ventetiderne ikke garantien. Det fandt jeg ud af efter telefonopkald til patientkontorerne på hhv. Riget, Hvidovre, Herlev og Hillerød. Alle med kort og ukoordineret telefontid. Og en telefonkø på 56 til sygehusvalg.dk. Jeg brugte tre dage på at fange alle instanser og sammenlagt fire timer.

Jeg fandt ud af, at ventetiden var kort på Hillerød, men at en forundersøgelse der betyder, at operationen også skal foretages der. Jeg fandt også ud af, at min diagnose ikke berettigede forløb på privathospital på det offentliges regning. Og jeg fandt ud af, at det er godt, at jeg har barsel, for alle de opkald kan man ikke forsvare at skulle foretage i arbejdstiden. Det var massivt og sindssygt stressende, for jeg var vildt ked af min nyligt bekræftede mistanke.

Claus og jeg var enige om, at det her bare skulle fikses, om det så var på vores regning. Jeg ringede til at et privathospital. Her var ventetiden fire dage. Hun foreslog dog, at jeg måske i stedet for selv at tage pungen op ad lommen fik henvisning fra egen læge til en privat gynækolog. Det var nemlig en operation, der kunne løbe op i 16.000, selv om det var et lille bitte indgreb.

Er der nogen af jer, der har prøvet at ringe en gynækolog op? De er et eftertragtet folkefærd. Jeg tog listen fra en ende af og tog den første tid, der overhovedet var. Fire uger. Nogle havde ventetid på otte uger. Det er jo helt vildt. Gynækolog er noteret på listen over ‘Det må Viggo blive’ sammen med tandlæge.

Jeg havde den mest fantastiske konsultation med gynækologen Jens (alle gode læger hedder Jens). Der var kun: ‘Hvad kan jeg gøre for dig’, ‘ja, det kan jeg godt se’, ‘det, kan jeg godt forstå, generer’, ‘det kan jeg sagtens gøre noget ved’, ‘godt, du kom med det’ og den dur. Jeg fik en tid til mini-plastik to uger senere. Det var i øvrigt den dag, jeg købte nye støvler, hvis nogen husker det. For alle der skal opereres i sine ædle dele fortjener noget lækkert på fødderne.

Jeg tog dog alligevel til undersøgelsen på Riget til en second opinion. Det er trods alt mine intime dele, vi taler om her. Det var den mest rædselsfulde konsultation hos en læge og en sygeplejerske. En overlæge blev desuden hentet ind. Her blev jeg tre gange spurgt, om jeg virkelig var generet af min tilstand. Og det var: ‘det ser ikke så slemt ud’, ‘altså, ER du generet af det’, ‘sådan er det, når man har født’ og ‘det bliver aldrig som før’. Jeg følte mig som den dummeste og mest forkælede kvinde i byen, der kom der med mit 1st world problem.

Diagnosen var den samme, og at der var tale om et meget lille indgreb. De ville dog operere under fuld narkose. Ventetiden var op til seks uger: ‘Vi kan simpelthen ikke forsvare at fremrykke det. Der er folk, der har kræft’, fortalte lægen mig. Mens jeg tog jakke på, siger lægen: ‘Hav nu ikke så store forventninger til dig selv, hvis du forstår, hvad jeg mener’. Jeg siger, at jeg egentlig ikke ved, hvad hun mener. Hun uddyber, at jeg trods alt har født et barn, og der er bare nogle ting, der ikke bliver som før.

Jeg var ked af det og forvirret, da jeg gik derfra. Lægerne var sådan set rare nok. Tonen og alt det mellem linjerne skreg dog til himlen, at så længe jeg kunne tisse og lave stort, kom jeg med uforrettet sag. Bagefter blev jeg enormt vred over, at jeg blev mødt på den måde. Jeg har fået mere respekt og forståelse, når jeg har fået frosset fodvorter. Her er der ingen, der stiller spørgmålstegn ved, om jeg skal leve med mine vorter eller få dem fjernet. Og alle de gange, jeg har haft ondt i ryggen og har været hos kiropraktor, er jeg aldrig blevet spurgt om, hvorvidt jeg sådan helt alvorlig er generet af mine smerter.

Hvorfor er det, at det ligger lidt mellem linjerne, at kvinder skal acceptere generne efter en fødsel? Det kan jo være altødelæggende for en kvindes feminintet, selvværd, sexliv og samliv. Jeg synes, at det er helt uacceptabelt, at det bliver negligeret. Jo, det er kort tid siden, at jeg har født, og nogle ting kan tiden kun hele, fx det at slimhinderne har være strakt enormt. Det kan tage et år om at finde tilbage. Og musklerne har jeg selv ansvar for at træne op. Men alt andet, er ikke min skyld eller noget, jeg skal lære at leve med.

Men jeg er glad nu. Og shit, hvor er jeg glad for, at jeg stolede på min intuition om, at det her altså ikke var noget, jeg skulle gå med. Og hvor er jeg glad for, at jeg valgte at gå til en gynækolog. Og jeg er så glad for, at jeg valgte at blive opereret der. Jeg valgte at blive opereret der af tre grunde: 1) god kemi, dialog og respekt, 2) lokalbedøvelsen og 3) hurtig proces, jeg har trods alt et spædbarn, der er afhængigt af mig.

Jeg fik samme gode og respektfulde behandling i  går som første gang. Han kunne straks se, at jeg var nervøs. Jeg fortalte kort om min oplevelse på Riget. Han forklarede kort forskellen på lokalbedøvelse og fuld narkose. Han fortalte også, at det jeg kom med var helt almindeligt efter en fødsel. Så almindeligt, at det er ærgerligt, at de fleste kvinder først kommer med det efter flere år eller endda lærer at leve med det. Det tog 30 minutter fra jeg kom ind ad døren, til jeg gik ud. Jeg havde enorme smerter i går og måtte tage aftensmaden stående. I dag er jeg smertefri.

Jeg kan kun opfordre til, at man gør noget ved sine fødselsskader. Også dem der ‘kun’ er kosmetiske. Ikke mindst at få det ordnet uden om hospitalerne, hvis man kan. Det er hurtigere, og man er ikke et nummer, der skal prioriteres i forhold til dødelige diagnoser og operationer. Jeg er i hvert fald glad for mit valg.

Fødselsskader kan variere i grad og kan fx være, at der fanges luft deroppe, at man er for stor, at musklerne har taget skade, at slimhinden fra skeden hænger ud, at vævet er hårdt og følelsesløst pga. arvæv, at mellemkødet er strakt, at man småtisser ved det mindste host, nys eller grin og meget mere. Jeg havde stor glæde af den her artikel, da jeg lige skulle google lidt om fødselsskader: Find dig ikke i fødselsskader (sygeforsikring.dk). Her er lidt statistik, og besked på at man bare skal skynde sig at få fikset.

God dag derude. Her går det godt med sovende baby og tømrer der banker for at gøre huset lækkert. Om lidt smækker jeg solbrillerne på for at hente ham den førstefødt hjem til weekend.

–o0o–

Jeg skrev det her indlæg Lidt om storebrødre og låneøkonomi om Viggos storebror-skills, kort efter jeg var kommet hjem fra hospitalet med Lily i armene.

Følg forstaden
Følg mig med Bloglovin eller @solrun på Instagram.