Om at planlægge mange måneder frem, sorte huller, jalousi og fregner på næsen

Lily blev 8 uger i går. Det er også deadline for min barselsplan til mit job. Min meget kompetente HR-afdeling sendte mig en sød påmindelse i går. Det har været på min to-do længe, men det er som om jobbet bare ikke har fyldt. Eller hvornår jeg skal tilbage.

Claus og jeg satte os ned engang tæt på midnat i går og fik lagt den barselsplan. Han tager nemlig sin forældreorlov og en helvedes masse fleks i halen på min barsel. Det skal også lige planlægges og meldes på hans job.

Det at lægge en barselsplan og planlægge så mange måneder ud i fremtiden er heldigvis nemt nok anden gang. Jeg har en god føling med, hvor min orlovstærskel er. Jeg ved også, at det ikke er hugget mere i sten end jeg selv gør det til. Hvis jeg er ved at blive vanvittig af ligusterland, så er jeg sikker på, at min chef holder en stol varm til mig. Og skulle noget opstå, så det skal forlænges, kan det også lade sig gøre.

Jeg havde kæmpe krise over barselsplanen med Viggo. Jeg orkede ikke den del af forældreorloven, der er på dagpenge. Jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gemme noget. Gad jeg fx gå så mange måneder hjemme. Og hvad med institutionsplads. Men planen blev lavet. Og den blev også justeret halvvejs, fordi Claus fik nyt job, og nogle deadlines gjorde, at han måtte udskyde sin orlov.

Shit, jeg var presset. Jeg husker tydeligt den dag, han fik opkaldet med tilbud om nyt job. Jeg sad i bilen. Han steg ud. Vi var på vej til bryllup. Han så vildt glad ud, mens han snakkede i telefon. Han steg ind og fortalte de gode nyheder. Jeg sagde tillykke og begyndte så at tude. For det betød seks ugers længere orlov til mig. Da han oveni fortalte, at han skulle til Sydkorea på konference, knækkede jeg helt. For der havde vi jo talt om, at vi skulle hen sammen.

Jeg kunne slet ikke se ud over min egen navle. På det tidspunkt var Viggo fire måneder. Jeg havde ikke været ude – sådan rigtigt ude – i de måneder. Viggo ville ikke tage flaske (og ja, vi forsøgte virkelig), så jeg bare kunne få 3-4 timer væk fra ham. Eller fx drikke lidt vin til brylluppet, som vi var på vej til. Jeg følte, at alle lavede fede ting, mens jeg bare var malkeko og fik tyndere og tyndere hår og blev tyndere og tyndere. Jeg var også lige begyndt at give ham grød, og det gik mildest talt også bare ad helvede til. Og så sov jeg stort set ikke (og nej, man kan ikke bare lige sove om dagen).

Kan I læse min bitterhed mellem linjerne …

Jeg kan grine ad det nu. Og så alligevel kan jeg sagtens genkalde den der irgrønne jaloux martyr-følelse. Jeg kunne slet ikke overskue mere orlov. Jeg ville uuuud og være mig. Jeg ville sove. Og ikke være hormonel.

Nu har jeg det sådan ‘stik mig barsel på livstid, tak’. Jeg havde nemlig den fedeste barsel sidst, da jeg lige kom op af det sorte hul der. Der var mange sorte huller undervejs. Eller udfordringer, for babyer er ikke maskiner med tilhørende manual. Men dem er jeg lidt mere klar på den her gang. Og jeg kom jo ud. Jeg fik drukket mig stangstiv i rødvin. Og jeg fik søvn – efter 10 måneder. Jeg fandt også ud af, at alle andre ikke havde en jolly good time på jobbet, mens jeg turede rundt om søerne og fik fregner på næsen. Tværtimod. Og så mange drinks gik jeg ikke glip af. Og helt ærligt fire dage i Sydkorea inklusive transport er ingen badeferie.

Det er heller ikke mit fokus nu. Altså mit ego. Sidst gik jeg fra 100 procent frihed til 0. Det er sgu svært at gå fra 100 procent ego til ingenting. Også selv om man synes, at man er klar til det. Med Lily går jeg fra måske 40 procent frihed til 0. Springet er ikke så overvældende. Før Lily kunne jeg gå ud alene, men gjorde det egentlig ikke. For alle andre har efterhånden også krapyler. Jeg savner rødvin, men det sniger jeg mig til engang imellem, når jeg ved, at Lily tager fem timer. Hun sover også mere end Viggo. Det gør meget nemmere.

Men nu er planen lagt. Jeg snupper 11 måneder med Lily i favnen. Den 2. november er jeg klar til at digitalisere det offentlige på ny. Eller hvad der nu venter mig.

Claus tager roret herefter i cirka tre måneder. Far på orlov er så godt givet ud. Det må jeg skrive et særskilt indlæg om. Det kan jeg nemlig ikke gøre kort.

God dag derude. Jeg vil nyde de næste par timer med bog, sofa og nespresso choco-mint-kaffe i koppen. Viggo er hjemme med øjenbetændelse, og nu sover begge unger, og jeg kan dyrke mit ego for en stund.

Ps. Koordineret middagslur er bonus ved at have to blebørn. Just saying. Blot ment som en appendix til mit indlæg ‘Mor til to. Legende let eller double-trouble’.