Et smørgult hus med en hvid dør

Så er vi landet. Og det er meget bedre end jeg husker. Lige siden vi kom i går har jeg nynnet titelsangen til en eller anden tegnefilm på Ramasjang. En glad hyldestsang til et ‘smørgult hus med en hvid dør. Højt til loftet og højt humør. Det’ Viggo og moar. Og det’ far’ (Lily kom til senere). For sådan er det her i huset. Gult, varmt og dejligt med rigelig plads til os alle.

Vi har været her i halvandet døgn nu. Jeg har ikke været udenfor en dør i den tid. Bare pakket ud og gjort rent. Claus’ forældre har heldigvis været her og hjælpe os. Vi har virkelig nået meget. 75 procent af kasserne er tømt, og de tomme er allerede foldet og sat i kælderen. Thank god, for kælder. En pendant til en rodeskuffe. Bare større.

Det allerbedste ved huset er uden tvivl køkkenet. Det spiller bare på alle måder. Jeg elsker det. Der er så vanvittig meget bordplads og skabsplads. Et kæmpe komfur. Masser af lys. Ingen overskabe. Hvidt. Relativt nyt og bare gennemtænkt. Jeg skal dog lige finde ud af, hvor alting placeres smartest. Jeg har allerede flyttet rundt på tingene flere gange, efterhånden som jeg bruger dem. Det skal være lean. Vi finder nok først tingenes endelige placering, når alt har været i brug.

Børneværelserne spiller også bare. De er så vanvittigt store. Godt nok med skråvægge, men med åbent til kip. Vi har installeret hele familien i det ene børneværelse, som senere skal blive Lilys. Viggo får sit eget værelse med det samme, men han sover fortsat inde hos os. Det er han vant til, og det laver vi ikke om på foreløbig. Der er nok forandringer for tiden for det lille myr. Han klarer det godt nok vanvittig godt, men der er ingen grund til at trække den yderligere og unødvendigt. Det er nu også ganske dejligt at høre sine ungers tunge vejrtrækning kun nogle få meter fra sig. Jeg kommer aldrig nogensinde til at forstå de forældre, der smider deres få måneder gamle barn på eget værelse. Mine ællinger skal være tæt på.

Så er der det, vi troede ikke spillede, men som vokser på os. Det er for eksempel en væg, som vi troede, at vi delvist ville rive ned. Det er vi ikke så sikre på mere.

Og så er der det, der ikke spiller, som vi troede gjorde det. For eksempel toilettet på et relativt nyt gæstetoilet. Det hænger, så brættet går mig til under knæet. Det er virkelig wierd.

Vi har allerede haft håndværkere ude i dag og give tilbud på det, vi gerne vil have lavet. Vi er 100 procent sikre på, at vinduer skal skiftes. Nogle er det allerede. Spisestuen skal moderniseres med nye lofter og gulve. Entré og gæstetoilet skal have nye fliser. Og toilet skal hæves. Det koster nok 3.000 kroner, men jeg kan ikke leve med et Hobbit-toilet, der hænger i 41 cm højde. Vi skal desuden have renoveret gang og det soveværelse der mangler. Phew, det bliver dyrt.

Vi venter med at male til alt er fikset. Formentlig engang i slutningen af marts. Der er huller overalt fra rawplugs fra de tidligere ejere. Ikke kønt. Det er dog dejlig befriende, at vi kan teste af, hvor billeder skal hænge og om Kähler-køkkenuret hænger i den rigtige højde. Og så er vægge også ganske pæne, som de står.

Jeg lover lidt foto-reportage, når tiden bliver til den slags. Lige nu er det bare oprydning, rengøring, amning og To unger hjemme i morgen, fordi Viggo har øjenbetændelse. Kryds fingre. Jeg er spændt på, hvordan det går uden wifi og tv!

Godnat herfra. Nu skal der skrubbes emhætte inden sengetid.