Om girl-boners, liguster-bestikkelse og medlidenhed med byboere

Jeg er vokset op på en villavej i provinsen. Et hus med have og 15-20 solbærbuske, som jeg hvert år blev lokket til at plukke i bytte for en shoppetur. Der går sagoneme mange solbær på en shoppetur, skal jeg hilse og sige. En grund til at jeg sværger, at jeg ALDRIG nogensinde vil have bærbuske i min have. Akkurat som min svigerfar aldrig vil have egne kartofler efter at have hyppet sin del.

Og det holder stik. Der er ingen bær i vores have. Kun kirsebær. Der var en gren stikkelsbær i hækken, som jeg har revet op med rod og smidt på forbrændingen.

Trods mit had til bær, elsker jeg at have have. Med fare for at komme i bad standing med lejlighedsfolket, er jeg så begejstret for min have, at jeg bare måtte ud med min allerdybeste begejstring i går. At jeg elsker at have have og have børn og have i kombi SÅ meget, at jeg har ondt af dem, der bor i lejlighed.

Det er jo lidt flabet, for jeg havde ikke en skid ondt af mig selv sidste år, når jeg (gravid) slæbte Viggo og andet habengut ned fra 3. sal og 1,5 km. hen i Fælledparken, 500 m. til en legeplads eller bare ned i vores gode gård.

Og jeg var langt fra misundelig på min veninde Mette, der nogle år forinden var flyttet 50 – HALVTREDS – minutter med tog til en flække udenfor København. Alt det hun gik glip af, jo. Cafeerne, kigge på mennesker og alt lige om hjørnet. Nu er jeg totalt skudt i Lejre, men er nu meget glad for, at vi kun bor 400 m fra Københavns kommunegrænse. Så kan jeg bilde mig selv ind, at jeg bruger byen mere. Eller i hvert fald er 400 m. tættere på muligheden.

Det var nu heller ikke udsigt til egen have, der fik os til forstaden. Men flere kvadratmeter. Jeg var ved at gå bananas på vores små og dyrtkøbte 69 kvadratmeter, som mine veninder efterhånden i god mening fyldte op med poser med pigetøj til låns, autostol og andet baby gear til baby girl. Og så fulgte haven bare med huset. For hus skulle det være.

Det er nok også derfor, at vi slet ikke tænkte work-work-work, da vi stod i haven første gang. Den var der bare og så fin nok ud. Men shit, hvor har vi knoklet. Sådan på hobby-hygge-hardcore-måden med sav, saks, økse. Noget der skal strøm til og andet på benzin.

Den have er skåret ned til 1976 og kun de gamle frugttræer står. Dog beskåret.

Vi knokler åbenbart så meget, at vi vækker opsigt blandt guldbryllupsparrene i nabolaget. Genbo Helle kigger jævnligt forbi med drivhusgrønt. Hun og ‘Vor Farmand’, som hun kalder sin mand, har os vist oppe at vende over aftensmaden. Vor farmand er imponeret over, at jeg – alias ‘genbo-kvinden’ – tager fat som et mandfolk med hækkeklipper, fælder træer og slår græs (sjovt som det imponerer mænd – det er jo bare at sætte i gang).

Og de synes, at det er godt, at vi fælder de gamle træer. Hun undskylder for at være påtrængende, og jeg kvitterer med the grand tour, soler mig i roser og lover, at jeg kigger ind med kirsebær. Vi har eftersigende vejens bedste.

Her er ski’ dejligt i forstaden. En ven mener dog, at vi skal passe på med at tage imod grøntsager fra naboer og genboer. Han er sikker på, at det er del af en gang liguster-fascisme, der kan vokse sig større, end hækken hos nr. 17. Et første skridt i at vinde os over på deres side i en strid mellem to fløje i grundejerforeningen. Noget i den stil. Jeg tager bare naivt imod rabarber og agurk. Og nikker bare lidt, når jeg lægger ører til, hvem der kører for stærkt på vejen.

Jeg tror nu bare, at folk omkring os er glade for, at der sker noget. Jeg overdriver ikke, når jeg påstår, at jeg lægger 15-20 timer i haven hver uge og har gjort det siden februar. Når Lily sover. Man skal i den grad ikke anskaffe sig en have, hvis man ikke gider arbejdet og ikke er ligeglad.

Det er dog meget godt, at jeg har opsagt den store You See-tv-pakke. TV2 FRI blev set lidt for meget (savner den allerede). Forleden spurgte Claus mig, om jeg egentlig synes, at Søren Ryge er lækker … Bare fordi jeg råsluger DR Derude. Kan man nu ikke se den slags mere, uden der er anledning til girl-boner.

Hvorom alting er, så er der enorm tilfredsstillelse ved havearbejde. I dag kører vi de allersidste læs haveaffald til forbrændingen. Mine svigere er forbi med jydekrogen.

Og så skal jeg så græs, joine Viggo i hans nye sandkasse og sylte kirsebær. Hvor mormor er det ikke lige? Så kan julefreden allerede lægge sig.

Næste skridt er at realisere mine wanna-be-arkitekttegninger af haven og plante lidt nyt blandt det gamle. Mit mareridt er en pensionisthave med kugletrimmede buske, granit-grus, opstammede buske og fuscia i krukker. Ingen klatreroser og deslige. Haven skal klæde en gul bungalow med lidt 70’er-touch. Det kræver finesse, tror jeg. Og lidt af en udfordring, når man ikke kender mere end 5-7 typer træer.

God dag derude. Hvad skal I mon på så skøn en fredag?