The never ending story. Om os med hus og have

Min krop som tempel = Min detox-dille + Lidt løst

image

Siden mandag har jeg været på semi-pseudo detox. Nul koffein og nul sukker. Og så har jeg skåret ned på kulhydrat. Frugt, gulerødder og den skvis sukker, der gemmer sig i madvarer er mig dog forundt.

Hvorfor?

Fordi jeg er sukker-koffein-oman, som jeg skrev lidt om i det her indlæg.

Efter at have gået beserk i chokolade (rundt regnet 400 gram på en halv time), for så at gå omkuld og vågne totalt nede i kulkælderen, gik det op for mig, at jeg har en last. Slik er jo ikke sjovt, når det bare fyrer op under blodsukkeret og sender det til månen i raketfart og efterlader én helt punkteret.

Ikke nok med det så virkede min krop mere svampet efter det orgie. Og jeg vejede 2,5 kilo mere dagene efter. Og nej, jeg har selvfølgelig ikke taget så meget på over en nat. Men noget var i gære, der fik mig på Google, for jeg har engang læst noget om, at sukker sammen med salt binder på vandet i kroppen. Den er god nok.

Sukker binder på tre gange sin vægt i væske. Så er der ski’ da god grund til, at jeg var lidt kvabset i de følgende dage. Det læste jeg blandt andet om her: Kan mad fede mere end det vejer (samvirke.dk).

Det fik mig også til at tænke: ‘Nej, fandme nej. Min krop er et tempel’. Måske ikke lige i den vending. Jeg tænkte i hvert fald, at jeg lige må passe på mig selv og min krop lidt bedre. Det dur ikke, at den benzin jeg fylder på er ren sirup. Jeg får minimal søvn, jeg ammer, jeg træner, klipper hæk, maler, slår græs og jeg ved ikke hvad. Min krop fortjener noget med højere oktan.

Derfor denne lille mini-detox. Det med kaffen er mest lidt for sjov, selv om det ikke har været spor sjovt. Trods at jeg kun drikker 1-3 kopper om dagen, havde jeg knaldende hovedpine. Sådan virkelig massiv hovedpine i tindinger og øjne.

Igen fik min nysgerrighed og mig til tasterne, og jeg fandt ud af, at kaffe forsnævrer nogle blodkar i hjernen, og når man stopper med at drikke kaffe sådan fra den ene dag til den anden, så åbnes der totalt uvant op for blodgennemstrømningen i hjernen og blodet fosser rundt i hovedet. Sådan føltes det i hvert fald. Hovedpinen skulle toppe efter 20-48 timer.

Ja tak. Det kunne jeg mærke. Og da jeg er en, der kun tager smertestillende, når det virkelig gælder (efter kejsersnit eller fødsel for eksempel), så stod jeg det igennem. En anden gang vil jeg nok trappe ned. Det anbefalede artiklen også. I kan læse den her: Derfor får du hovedpine uden kaffe (eb.dk).

Jeg ved ikke rigtig, om der er meningen med galskaben. Jeg er hverken friskere eller tyndere her en uge efter. Eller mindre svampet. Jeg har det dog godt. Især med at få mit slikmisbrug på afstand. Jeg er ikke mere hellig, end at jeg takkede ja til kaffe hos nogle venner lørdag og selv foreslog en is, da vi samme eftermiddag rundede havnen i Holbæk og ParadIs.

Nu må vi se, hvor længe det holder. Jeg elsker kaffe, og jeg elsker slik, men det er nok meget godt lige at tage en timeout engang imellem med lasterne.

At jeg så to gange i løbet af ugen har trillet daddelkugler er en anden snak … Dem skal jeg nok give en opskrift på. De er gode, ligner små lorte og er spækket med frugtsukker. Mums.

Jeg må i øvrigt her på falderebet delagtiggøre jer i, at jeg i dag fik solgt en messing-lysekrone i 70’er-stil, der hang i trappeopgangen i vores hus, da vi overtog det. Den er ret fin, men passede ikke med vores øvrige møbler. En sød, svensk kvinde stak mig 500 bobbelobs for den. Jeg skammede mig kun en lille bitte smule, da Bruun Rasmussen vurderer den til meget mere, når er glas på pærerne. Hvad man ikke kan komme af med på dba.dk.

Pengene har jeg fordelt mellem Viggo og Lilys sparebøsser (kun fair, da vi adskillige gange har plyndret Viggo for soareskillinger til vaskekælderen dengang på Østerbro).

Godnat derude. Nu harjeg vist ikke mere på hjerte denne skønne søndag.

3

  • Julie

    Åh ja. Sukker-kaffe-detox. Gør så godt, og er så svært (for mig) at gå i gang med. Sikke fine sandaler, du har på på billedet. Hvor kommer de fra?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Solrun Øfjord

      Det er også supersvært. Jeg elsker kaffe og det er i høj grad noget socialt for mig at drikke kaffe. Te er bare ikke det samme. Sukker er dog direkte en last. 2-3 dage her er og der må derfor være rigeligt for en som mig 🙂 Og tak. De er fra Zara til fornuftige penge. Jeg købte dem i juni.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Og hvorfor er det lige, at jeg er hoppet på en dadeldille? Det kan du læse om i indlæggene Kold kaffetyrker, sukker på sidebenene og meget mere og Min krop som tempel = Min detox-dille + Lidt løst.  […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The never ending story. Om os med hus og have