På Nordhavn Station står der af og til en hjemløs mand og sælger Hus Forbi. Han har en paryk på med grønt, krøllet akrylhår og en høj blød hat med brede røde og hvide striber. Med andre ord, han er til at kende. Han er altid munter, og han hilser altid. Nogle gange udveksler vi et par sætninger. De sidste par måneder, hvor jeg har haft Viggo med i s-toget om morgenen og hjem igen om eftermiddagen, fordi vi begge er institutionaliseret i det Østerbroske, har vi tit mødt denne muntre mand. Viggo synes, at han er noget af det mest spændende. Måske også noget af det mest skræmmende. Men vi hilser altid på hinanden,...

Præ-kids var sådan noget med date på byens restauranter en hyppigt tilbagevendende begivenhed. Jeg læste restaurantanmeldelser og var helt opdateret på, hvad der var nyt, hvad der var godt, og hvor man skulle have bord for at kunne tale med om mad. Det er en saga blot. Sådan lige for tiden. Vi kommer ikke så meget ud sammen, Claus og jeg. Mest fordi det først er nu, vi føler, at Lily er stor nok til, at vi kan bede familie om at passe og putte hele to kiddos. Alternativet har derfor været frokost-dates under den obligatoriske og højt skattede koordinerede middagslur. Noget vi har haft stor fornøjelse af. Nej, der er ikke stearinlys, og stemningen...

Tiiiiidligt i morges fløj Claus til Helsinki. Og som så mange gange før, dropper jeg turen til Østerbro med Viggo, når herren i huset er under fremmede himmelstrøg. Det kan simpelthen ikke fungere med Lilys rytme, at jeg to gange på en dag skal pendle til Østerbro og retur. I stedet står den på mor-Viggo-Lily-hygge. I dag er ikke anderledes. Og det er altså vanvittig hyggeligt med de her dage. Traditionen tro er vaffeldejen på køl og klar til action i eftermiddag (vi har dog snydt lidt og også bagt i morges). I går aftes brød jeg min hjerne sønder og sammen om, hvad dagen skulle stå på. Vafler er selvskrevne. Men der skal ske...

Nu har jeg de sidste par dage udtrykt min E N O R M E begejstring for Valbyparken på bloggen og i særdeleshed min Instagram. Jeg kan også se, at et par af jer har været forbi. Det glæder mig. Derfor tænkte jeg, at det er da kun er på sin plads med en guide til mine/vores favoritsteder at tage sine børn med i det gode efterårsvejr. En lækker top fem over steder hvor det er sjovt for de fleste aldre. Det vil sige de aldre, jeg har erfaring med. Baby, tumling, forældre og bedsteforældre. Vi går nemlig stadig på legeplads, selv om vi bor i hus med legehus, gynger og sandkasse. Det er det eksotiske indspark...

Jeg er imponeret over de legepladser, jeg frekventerer med mine egne unger i forhold til dem, jeg selv dimsede rundt på i 80’erne. Den skarpe læser har nok opdaget min begejstring for blandt andet Valbyparken. Et sted jeg for nylig har fået ind på lystavlen. Og der er jo så mange gode legepladser derude, hvor det både er sjovt for ungerne og os voksne. Jeg er af og til blevet spurgt om gode legepladser forskellige steder i København af jyske venner, der er forbi hovedstaden med kids. Jeg tipper med glæde, for jeg har meget nemt ved at tale i begejstrede vendinger om ting og steder, der begejstrer mig. Men hvorfor ikke skrive det ned...

Her i barselsland er mandag min ultimative yndlingsdag. Og der er vel ingen bedre dag at puste lidt liv i bloggen efter en uges stilhed. Jeg har travlt med at barsle den. I dag skal jeg for eksempel hænge ud med en veninde, jeg ikke har set i alt for lang tid. Med kun fem uger tilbage af min barsel og noget af det mest fantastiske der findes, panikker jeg lidt og skal nå at hygge mig for sindsygt med Lily og med mig selv, men hun sover (og NO, få lige tankerne op af rendestenen). Derfor synes jeg, at det er på sin plads med en masse lykkeglimt fra den seneste uge. Fordi det pludselig...

Onsdag er dagen, hvor jeg mødes med fire ret så fine kvinder til kaffe og status på kvarterets boligpriser, det der arbejdsmarked og ros af hinandens hjemmebag – både brød og børn. Men i dag har mødregruppens mænd, børn, kærester og eget korpus lagt sig syge. Men ikke her på hjørnegrunden. Derfor tænkte jeg, at jeg i dag ville forkæle mig selv med en ordentlig oser i Torvehallerne. Viggo skulle nemlig i vugger, og Lily skulle vaccineres hos lægen, som vi stadig har i Speltghettoen. Og jeg havde blank rude i kalenderen. Sådan helt blank (udover vaccinationen). Ingen ‘købe lampe i Illums Bolighus’, ‘ringe til tømrer’, ‘købe strømper til Viggo’ eller ‘forbi Nespresso’. Sådan noget, som jeg altid...

Jeg har givet den som über-nabo. Derfor en smule stilhed. Jeg har endelig hilst på ‘Vor Farmand’, og jeg har inviteret en børnefamilie hjem til kaffe – blot fordi de er en børnefamilie. Jeg har datet min amerikanske mødregruppeveninde inklusive familie til grill i vores baghave. Og en anden er inviteret til kaffe meget snart også inklusive rygpukler. Vi har boet her i et halvt år. Et halvt år hvor jeg i hvert fald to gange om dagen tulrer rundt med Lily på villavejene for at få Tornerose til at indtage søvnen. Vi bor ganske smukt og ideelt her i Hvidovre. Vi bor op ad den park, der adskiller Hvidovre fra Valby. En lang, fin...

Jeg er vokset op på en villavej i provinsen. Et hus med have og 15-20 solbærbuske, som jeg hvert år blev lokket til at plukke i bytte for en shoppetur. Der går sagoneme mange solbær på en shoppetur, skal jeg hilse og sige. En grund til at jeg sværger, at jeg ALDRIG nogensinde vil have bærbuske i min have. Akkurat som min svigerfar aldrig vil have egne kartofler efter at have hyppet sin del. Og det holder stik. Der er ingen bær i vores have. Kun kirsebær. Der var en gren stikkelsbær i hækken, som jeg har revet op med rod og smidt på forbrændingen. Trods mit had til bær, elsker jeg at have have....

Familiecontaineren har snuden mod Hvidovre efter 13 dage i Nord-, Vest- og Østjylland. Ungerne sover, Claus kører, og jeg skriver. Musikken spiller for fulde gardiner, og jeg synger med på en sætning hist og her. Ingen blufærdighed der, selv om jeg hverken kan synge eller sange udenad. Vi har haft en fantastisk Jyllandsturne, men hold nu k*** vi er klar på egen seng og sofa. Ikke noget vi har talt om før i går aftes. Nu savner vi altså, at tandbørsten har fast plads. Jeg er sådan en, der helst sover hjemme. Noget jeg bliver mobbet med af kolleger, fordi jeg helst ikke orker kurser og ryst-sammen med overnatning … Og ja, det er også...