Om familie-dating, Hr. Agger, Birthe Kjær og at være über-nabo,

Jeg har givet den som über-nabo. Derfor en smule stilhed. Jeg har endelig hilst på ‘Vor Farmand’, og jeg har inviteret en børnefamilie hjem til kaffe – blot fordi de er en børnefamilie. Jeg har datet min amerikanske mødregruppeveninde inklusive familie til grill i vores baghave. Og en anden er inviteret til kaffe meget snart også inklusive rygpukler.

Vi har boet her i et halvt år. Et halvt år hvor jeg i hvert fald to gange om dagen tulrer rundt med Lily på villavejene for at få Tornerose til at indtage søvnen. Vi bor ganske smukt og ideelt her i Hvidovre. Vi bor op ad den park, der adskiller Hvidovre fra Valby. En lang, fin park med gamle træer, lækker legeplads og gode stier. Og vi bor ganske kort fra Valbyparken og Kystparken, hvor der er den fineste badestrand.

Men næh-nej, når jeg går tur, er det målrettet ‘sov nu Lily’. Op og ned ad de samme villaveje, mens jeg kigger ind i folks forhaver. Sådan GLOR. Ret tankeløst og mest for at få inspiration til haven. Jeg kan ikke lade være. I byen kigger man på mennesker. I forstaden glor man ind i folks stuer. Vejret har jo ikke været fortrinlig, så der har sjældent siddet folk i haverne. Og de travle børnefamilier er ikke ude i hverdagene.

Jeg har spottet, hvor der bor familier som os selv, og hvor de lidt ældre residerer. Det er den ældre generation, jeg møder, når jeg luger eller klipper hæk (argh, hjørnegrund). De snakker gerne og roser vores indsats med hus og have til skyerne. Jeg synes, at det er ganske hyggeligt.

Så sent som i fredags roste en hundelufter det store arbejde, vi har gjort med forhaven med ordene: ‘Sikke energi. Det er simpelthen så flot, at I har fået åbnet op’.

I dag stod ‘Vor farmand’ og en anden mand og kiggede på vores hus fra modsatte side af haven. Jeg kom gående med Lily og satte i løb, fordi jeg troede, at noget var galt. De stod jo der og kiggede så intenst, at jeg troede, at alarmen var gået, eller at nogen var trængt ind.

De stod blot og beundrede det gule hus, som de i 30 år aldrig havde fået et glimt af. Jeg fik så en god snak med Farmand og hans søde frue Helle aka. Chefen. Vi kom vidt omkring. Blandt andet at Birthe Kjær har boet på vejen, og at Daniel Aggers bror bor to huse fra vores. Og sørme om han ikke arbejder hos Kloagger (Aggers kloakfirma – han er et sandt bysbarn). Kom ikke her.

Hold op, det er hyggeligt med gode folk omkring sig. Det har bare ærget mig, at det kun er de ældre, jeg møder. Men hvad skal en kvinde gøre. Derfor hankede jeg op i mig selv, da jeg i fredags så en mand sidde i sin have med baby og frokost. Jeg var egentlig gået forbi, men gik tilbage. En indre stemme sagde: ‘Det er KUN hyggeligt. Sig nu hej’. Så det gjorde jeg. Jeg kom med et frisk og højt ‘hej’ til manden på anden side af den nyplantede ligusterhæk (læs: Nogle pinde der stikker op ad jorden).

Og det var KUN hyggeligt. Efter en kort snak om det, der optager os med børn – institutionspladser, oprindelse, alder på yngel, om baby spiser godt, job + en bisætning at hans kone havde set mig gå forbi (kiggende ind, tænker jeg) – udvekslede vi telefonnumre, og jeg fik afleveret en invitation til kaffe i går.

Familie-daten gik ganske godt. Vi skal ses igen. Nu er jeg kun ærgerlig over, at jeg ikke har banket på før. Engang jeg lugede ukrudt udenfor hækken, mødte jeg nemlig Birthe (dog ikke Kjær), som nu er flyttet. Hun gav mig en ‘Vores villavej for dummies’ med en særlig her-gemmmer-de-unge-sig-edition. Hun opfordrede mig til at banke på hos de søde unge mennesker på modsatte hjørne.

Men bedre sent end aldrig. Det har givet mig mere mod på familie-dating. Vi skal jo bo her i mange, mange årtier, så jeg tænker, at vi lige så godt før end senere kan møde folk omkring os.

Jeg bliver hende den sære med klapvognen, der inviterer folk under fyrre på kaffe. Jeg har allerede taget mig selv på ordet. Lørdag morgen hilste jeg og talte renovering og entrepriser med dem, der har overtaget Birthes hus. Jeg siger også frejdigt ‘hej’ og ‘dav’, når jeg går eller løber tur. Er det ikke det man gør herude?

Det er slet, slet ikke mig at gøre den slags. Jeg vader ikke ind i folk med træsko på, og jeg gider sjældent opsøge nye venskaber. Jeg er ellers ret social og enormt snakkende, men jeg er nok bare ikke så opsøgende på den front. Der skal helst være en anledning.

Pludselig er der bare ikke en ejerforening og fælles arbejdsdage, som gør, at man møde naboer. Og pludselig er det ikke mig, det handler om, men om børnene og familien. Det handler om kammerater til børnene og åbne for gensidige tjenester. Lån af værktøj og den slags, fx har jeg i aften tiltusket mig lån af motorsav og laaaaang stige af min mødregruppevenindes mand. Succes.

Det kræver lidt mere af en selv. Men jeg er i stemning, kan jeg mærke. Det er gået ok indtil nu, så jeg giver den lige en skalle. Ikke på stalker-måden, men bare når jeg møder folk. Claus er heldigvis åben for min mission. Ellers må han lige hive i tøjlerne.

Apropos mission (og tøjler for den sags skyld) er jeg tilbage i Bech-sadlen. Jeg tog fat på uge to efter seks dage med massivt hold i nakken. Så massivt at jeg ynkede mig selv og åd den kæmpe pose slik i gemmerne og takkede ja til McDonald’s fredag aften. Men det er vand under broen nu. Anne Bech, jeg er tilbage i campen.

Godnat herfra. Al den dating ovenpå bootcamp giver et godt sovehjerte.

Skulle I have mod på mere ligusterlæsning, så har jeg her skrevet lidt om naboskab i indlægget Om girl-boners, ligusterbestikkelse og medlidenhed med byboerne.

–o0o–

Følg mig med Bloglovin og på Instagram.