Jeg er jo tilbage på det der arbejdsmarked. Tilbage til alt for mange caffe latte inden klokken 11.00, tiltagende bygningsfejl på begge øjne grundet for meget skærm og for få blink med øjnene. Tilbage til gode kolleger, vigtige opgaver og ikke mindst tilbage til frugtordning med for få bananer og fiske-onsdag, som vi i min lille enhed kompenserer med kage-onsdag. Til jer der ikke ved, hvad fiske-onsdag er, så kan jeg fortælle, at det produktet af det kartel alle landets kantiner angiveligt er med i. For hver onsdag skyller alverdens fisk ind på menuen i stort set alle kantiner her i kongeriget. Et godt koncept sådan set. Herhjemme holder jeg fx enormt af suppe-søndag. Så...

Tre år er enormt lang tid. For eksempel når man går i gymnasiet og bare gerne vil springe direkte fra første skoledag til studenterhuen. Eller når man bare gerne vil være 18 år og kunne komme ind på disk med legalt ID. Det er også enormt kort tid. For eksempel når man pludselig er gået fra at være 18 år til 21 over 24 til 27, 30 og nu 33 (og lidt til). Og så er tre år bare noget kan kan flyve. Sådan har jeg det i dag. I dag er det Viggos tre års fødselsdag. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har en søn på tre år. Og at det er tre...

På Nordhavn Station står der af og til en hjemløs mand og sælger Hus Forbi. Han har en paryk på med grønt, krøllet akrylhår og en høj blød hat med brede røde og hvide striber. Med andre ord, han er til at kende. Han er altid munter, og han hilser altid. Nogle gange udveksler vi et par sætninger. De sidste par måneder, hvor jeg har haft Viggo med i s-toget om morgenen og hjem igen om eftermiddagen, fordi vi begge er institutionaliseret i det Østerbroske, har vi tit mødt denne muntre mand. Viggo synes, at han er noget af det mest spændende. Måske også noget af det mest skræmmende. Men vi hilser altid på hinanden,...

Hej. Fra den anden side. Den anden side af barselsboblen. Den anden side af nytår. Husker I mig? Nogle af jer gør, og det glæder mit helt vildt meget, at et par trofaste læsere har savnet mig. Tak for det. Jeg har skam også savnet at sende krøllede tanker ud i det virtuelle. Men jeg har også nydt ikke at have bloggen rumsterende i baghovedet. For det gør den. For mig i hvert fald. Jeg ved ikke, om andre bloggere har det på samme måde, men for mig rumsterer mulige vinkler, emner, ideer og vendinger hele dagen. Måske en arbejdsskade. Det kan til tider være voldsomt, og her i overgangen fra barselsmor til atter at...