Rigtig god dag til dig med masser af succes

På Nordhavn Station står der af og til en hjemløs mand og sælger Hus Forbi. Han har en paryk på med grønt, krøllet akrylhår og en høj blød hat med brede røde og hvide striber. Med andre ord, han er til at kende. Han er altid munter, og han hilser altid. Nogle gange udveksler vi et par sætninger.

De sidste par måneder, hvor jeg har haft Viggo med i s-toget om morgenen og hjem igen om eftermiddagen, fordi vi begge er institutionaliseret i det Østerbroske, har vi tit mødt denne muntre mand. Viggo synes, at han er noget af det mest spændende. Måske også noget af det mest skræmmende. Men vi hilser altid på hinanden, og efterfølgende taler Viggo og jeg om hans grønne hår. Om hvorfor han er der, og hvorfor han ikke ser ud som den gennemsnitlige efterlønner.

De sidste par dage har Viggo ikke været med mig på Østerbro. Han havde sidste dag i vuggestuen fredag, og han starter i børnehave i Hvidovre 1. februar. Endelig! Efter 15 måneder på venteliste og 12 måneders pendlen har Viggo fået plads i den institution, vi har ønsket. Fordi Pladsanvisningen i milde vendinger har været en kende uskarp, har vi to uger, hvor Viggo er ’imellem institutioner’, som jeg så fint kalder det. Han hygger i stedet med Claus – som heldigt nok er på orlov et par uger endnu.

Det, at Viggo ikke er med mig om morgenen, giver en helt uvant frihed om morgenen. Jeg kan bare svinge frakken på kroppen, og jeg kan gå i voksentempo ned til stationen. Jeg savner ham dog enormt.

Jeg savner vores helt vildt hyggelige snakke, som er totalt i børnehøjde.

Hvorfor det bipper, mens man venter på grøn mand. At nogle mennesker ikke kan høre. At man skal tage det laaaaange ben foran, når vi krydser Gammel Køge Landevej. Hvad en hjertestarter er, hvor hjertet sidder, og at man ikke har knogler i maven. Jeg savner, at han spørger, om han må se en tegnefilm på min telefon. Om jeg har tyggegummi. At han peger ud på Himmelskibet i Tivoli, når vi kører ind på Hovedbanen og råber ’Tivoli’. At han alt for højt synger ’Tingelingelater’ i toget. Og generelt savner jeg bare at have sublimt selskab på rejsen.

Når jeg møder manden med den grønne paryk, er det altså ikke helt det samme mere. Og dog. For i morges fik jeg en ekstra ekstravagant salut med på vejen. Den søde, skøre mand sagde i eksakt denne vending: ’Rigtig god dag til dig med masser af succes’.

Jeg har smilet lige siden. Jeg føler lidt, at nogen har stukket mig mit helt personlige dagshoroskop. Et der faktisk kan gå i opfyldelse. Jeg har i hvert fald spekuleret på, hvad mon denne lille succes kan være. Eller måske skal være, for det er nok mig selv, der skal skabe den.

Rigtig god dag til jer derude – med masser af succes, naturligvis.