Om motorcykeluheld, løse tænder og noget så jordnært som en plæneklipper

Onsdag er dagen, hvor jeg mødes med fire ret så fine kvinder til kaffe og status på kvarterets boligpriser, det der arbejdsmarked og ros af hinandens hjemmebag – både brød og børn. Men i dag har mødregruppens mænd, børn, kærester og eget korpus lagt sig syge. Men ikke her på hjørnegrunden.

Derfor tænkte jeg, at jeg i dag ville forkæle mig selv med en ordentlig oser i Torvehallerne. Viggo skulle nemlig i vugger, og Lily skulle vaccineres hos lægen, som vi stadig har i Speltghettoen. Og jeg havde blank rude i kalenderen. Sådan helt blank (udover vaccinationen). Ingen ‘købe lampe i Illums Bolighus’, ‘ringe til tømrer’, ‘købe strømper til Viggo’ eller ‘forbi Nespresso’. Sådan noget, som jeg altid lige fletter ind, når jeg med jævne mellemrum indsnuser Københavnerluft langs søerne fra Østerbro til Nørreport under Lilys formiddagslur.

Da vi boede på Østerbro, kom jeg i Torvehallerne i hvert fald en gang om ugen. Under min barsel med Viggo var det oftere. Lige en kaffe hos Coffee Collective, ost hos Unika, smørrebrød hos Hallernes Smørrebrød, en kage hos Rosas eller bare fordi.

På vejen til Torvehallerne tjekker jeg af og til telefonen. Som man jo gør i disse tider. Min telefon ringer ret sjældent. Og når den gør, når jeg som regel ikke at tage den. Sådan var det også denne gang. Et opkald fra vuggestuen. Og er der opkald, der gør mig nervøs, så er det fra min far (fordi han sådan cirka ringer hvert andet år – min mor har teten på den) og fra vuggestuen.

I dag var det ubesvarede opkald fra vuggestuen. Jeg ringer op. Der er optaget. I lang tid. Jeg ringer så til Claus. Og der er optaget. I lang tid. Jeg var virkelig ved at brække mig af nervøsitet og stillede mig hen til bussen mod Østerbro i tilfælde af det værste. Jeg overvejer om bus eller taxa er hurtigst. Jeg får så fat i Viggos pædagog. Han er faldet på motorcykel (åha, er den sti nu lagt), og han har slået en tand en smule løs. Men han er okay.

Okay. Jeg er vildt lettet. Jeg ringer så til Claus. Alt er jo fint, men jeg må lige fælde en tåre af lettelse. Ahj, hvor blev jeg bange. Ikke for noget konkret. Bare for at der var sket mit barn noget.

Nogle gange tænker jeg virkelig, at mennesker er sindssyge, at vi nogensinde finder på at formere os. Pludselig er der så meget at miste. Men også at leve for. Det er nok sidstnævnte, der gør, at det at få børn bare er den bedste ide, jeg i hvert fald nogensinde har fået.

Jeg ånder lettet op og genoptager kursen mod hallerne. Og mens Lily fortsat snuer, lader jeg mig friste af alskens gode sager. Dog holder jeg frokosten totalt i det grønne. En sellerijuice i solen, mens jeg ringer til tandplejen og forsikringen. Den slags praktikaliteter, der altid sniger sig ind på de blanke ruder i kalenderen. Nu scorer Viggo en hyggelig dag hjemme med Lily og mig i morgen afbrudt af en tur til tandlægen, så vi kan få orden på de bisser.

Når hjertet lige har været forbi halsen under Lilys formiddagslur, er jeg ganske glad for, at jeg kan spendere hendes eftermiddagslur med at lave noget så jordnært som at klippe græs og hæk (jeg FORSTÅR hvad folk mener, når de siger ‘åh, en hjørnegrund). Ikke mindst small talk med en af vejens efterlønnere. Som i øvrigt omtaler alle fædre på vejen for ‘farmand’. Det skal jeg lige vænne mig til. især når det er Claus, der refereres til. Bortset fra det elsker jeg både havetjans og nabosnak.

Og så var dagens optur en kæmpe krammer med motorcyklisten. Alt ser faktisk helt ok ud, men han har alligevel fået nej til, at han må bide i æblerne fra haven. I stedet har risengrød erobret menuen. Stakkels basse, selv om han nu har det ganske fint.

God aften til jer derude.

Hvis der er tid til mere læsning og lidt DIY, så vil jeg virkelig anbefale jer at lave egen hand- og bodyscrub. Jeg elsker især den med rørsukker, mandelolie, honning og vanilje, som jeg bruger hver dag. Du finder opskriften i indlægget DIY: Scrub til krop og hænder.

–o0o–

Følg mig og livet bag hækken med Bloglovin og med Instagram.