Om ‘skæld ud’ og må man skælde andre folks børn ud?

Nu har jeg sat ‘skæld ud’ i anførselstegn, når jeg spørger, om man må skælde andre folks børn ud. Skal man i det hele taget skælde ud? Jeg mener ‘nej’. Hverken egne eller andres børn. Eller voksne for den sags skyld.

Nu kommer jeg sikkert ud i en værre gang ordkløveri. Og jeg har ikke googlet definitioner eller slået det op i pædagogiske leksika. Det er min helt egen tolkning.

I mine øren er skæld ud negativt, voldsomt, en snert ydmygende og noget, der sætter spor. Jeg kan selv huske skæld ud fra min barndom. Især den følelse det efterlod mig med. Ydmygelse. En følelse som jeg i dag kan genkalde, og som gør mig vildt dårlig tilpas. En følelse som jeg for alt i verden vil undgå. Der er situationer, jeg stadig går udenom. Og kommer jeg til at gøre noget, jeg engang har fået skæld ud for, er jeg en kæmpe undskyldning for mig selv.

For mig har skæld ud resulteret i frygt og afstandstagen fra ‘udskælderen’. Jeg var for eksempel skide bange for min farfar. Som barn var jeg enormt fræk. På billeder skærer jeg ansigter og rækker tunge. Men jeg var altså også sød, mild og havde brug for hjælp. Engang krøllede jeg to sider i en ny Barbie-malebog (Rock-Barbie, hvis nogen af jer husker det). Jeg var frustreret over, at min to år ældre søster kunne male pænt inden for linjerne, mens jeg selv malede grimt og gang på gang valgte forkerte farver. Jeg var 4-5 år.

I stedet for at hjælpe og spørge, hvad jeg var frustreret over, blev min farfar så vred, at han smed mig udenfor døren. Sådan helt ud på trappen uden jakke. Det var så ydmygende, og jeg husker, at jeg var bange og frøs. Jeg var der kun i et minut, før min farmor greb ind, trøstede, tapede min malebog og sagde, at det var okay. Lige siden var jeg bange for min farfar.

Ydmygelse og frygt er i hvert fald to følelser, jeg vil skåne mine børn for – så vidt muligt. Det tænker jeg meget over. Derfor skal der også være værdighed og hjælp i den måde, jeg fortæller Viggo og Lily, at det er forkert at spytte på gulvet, hive legetøj ud af hænderne på andre og slå, når han/hun bliver sur.

Det gik op for mig, hvad der ligger i ordene ‘skæld ud’ efter en samtale med pædagogerne i Viggos vuggestue. For et halvt års tid siden oplevede jeg en masse situationer med Viggo, hvor jeg følte mig enormt magtesløs. Der er en grund til, at to års alderen på engelsk kaldes ‘terrible two’s’, for shit altså, sådan en to årig kan være en mundfuld. Men at det er aldersbetinget hjalp mig bare ikke. Nærmest hver dag skulle jeg tackle Viggos frækheder og trods. Jeg manglede virkelig værktøjer og fagligt funderet input fra nogen, der kendte ham enormt godt.

Det første, de sagde, var, at de slet ikke skælder ud. Pædagogerne anerkender frustrationer (‘jeg kan godt forstå, at du …’), fortæller at det må man ikke (… men det er ikke i orden, at du gør det …) og hjælper barnet videre (… hvis du nu gør sådan her, så …). De oplevede for eksempel ikke nogen af de situationer, vi nævnte – og med en anerkendelse af, at der er forskel på, hvordan børn er ude og hjemme.

Her gik det op for mig, at det Claus og jeg af vane kalder for skæld ud, når vi ‘skælder ud’, faktisk ikke er det. Det var nok mere mislykket guidance, for vi oplevede i hvert fald ikke succes med vores metoder.

Vi fik en masse gode input. Vi fortæller straks, at det er forkert, for eksempel at slå, og hjælper videre derfra. Og vi gør det ens hver gang. Vi bruger ikke trusler, og vi siger ikke, ‘nu er det sidste gang, jeg siger det’, hvis det ikke er sidste gang. Viggo får ikke alskens valgmuligheder, og vi forsøger ikke at stille spørgsmål a la ‘vil du ikke tage din jakke på’ eller ‘vil du med hjem nu’, som man for vane gør, fordi man vil være så skide anerkendende. Nu hedder det ‘kom, du skal tage din jakke på. Vi skal hjem nu’. Det lyder så hårdt, men det gør det nemt for Viggo at navigere.

Når vi er ude, så gælder samme regler som hjemme. Det er nok mere normer end regler. Vi prøver i hvert fald at vise og fortælle, hvordan man opfører over for hinanden, så man er en god kammerat og får gode oplevelser med andre mennesker. Selvfølgelig skal de sige fra, og jeg vil for guds skyld ikke opdrage mine børn til at blive dørmåtter. Bøller skal man ikke finde sig i.

Men jeg vil ikke acceptere, at mine børn render rundt som bulldozere og tromler og raserer og skaber frustration hos andre børn og hos voksne. For vi har alle mødt den type børn (og voksne). Bøllede børn og deres apatiske forældre, der slet ikke griber ind. Jeg ser dem på legepladsen. Barnet, man går en stor bue udenom og holder sit eget barn fra, fordi det er voldsomt i sine bevægelser, kan ikke vente på tur, skubber, møver, råber og er blakket for evnen til at tage hensyn. Og man kan se, at forældrene ikke rigtigt griber ind. De sidder med mobilen eller råber af og til ‘ehj Oscar, det må man ikke’ fra det sted, de har plantet deres røv.

Sådan noget er sikkert aldersbetinget. Noget er bare vild leg. Og børn er jo lidt nogle uciviliserede skabninger, der lever i nu’et. Men netop derfor skal de have hjælp. Det får mig til at spørge, om man godt må skælde ud/irettesætte/hjælpe/kald-det-hvad-du-vil et barn, der ikke er ens eget?

Jeg mener, at man godt må sætte grænser, sige fra og hjælpe andre folks børn med at vide, hvad der er rigtig og forkert. Alt med respekt for barnets værdighed. Jeg synes klart, at det er forældrenes opgave at tage teten på den.

Et eksempel på det modsatte. Lørdag var vi på Frilandsmuseet. Viggos løbecykel hænger på klapvognens styr. Jeg står ved styret. Cyklen falder ned med et ryk, og jeg slår fingrene. Den 3-4 årige gerningsmand er på vej væk fra os sammen med to kvinder. Moren spørger, om der er noget (fordi jeg kigger lidt forvirret på dem). Jeg siger, ‘ja, din søn hev cyklen ned fra klapvognen’. Hun siger ‘okay’. Jeg bliver vildt provokeret og siger: ‘Han kunne for eksempel få at vide, at det er forkert’. Hun svarer ‘tak for tippet’. Jeg gør ikke mere. De går. Sådan ville jeg ikke selv reagere.

Er forældrene der ikke, eller er det mig, der er blevet slået eller skubbet til, så må jeg godt sige fra. Jeg har sagt stop til en tre årig pige i Bilka, der slog ud efter Viggo, da vi gik forbi. Det var helt ud af den blå luft. De sad blot i hver deres indkøbvogn ved samme køledisk. Og jeg har bedt børn om at vente på deres tur, når de vil møve foran i køen, og der er et utal af situationer.

Jeg foretrækker klart selv at være den, der takler situationen. Jeg foretrækker frem for alt, at det er mig, der forklarer mit barn, hvad der er rigtigt og forkert. Dernæst at det er en, der kender mit barn. Det er også i orden, hvis en fremmed forælder siger til mit barn, at det ikke må slå, snyde foran i køen eller skubbe. På en ordentlig måde.

Jeg ville blive voldsur, hvis en fremmed brøleabe eller skrigeskinke skældte mit barn ud. Sådan rigtigt skældte ud. Men man kan jo ikke vide på forhånd, om andre forældre har samme værdier som en selv. Heldigvis har jeg endnu ikke mødt sådan en type. Og så synes jeg i øvrigt, at børn så vidt muligt skal ordne konflikter indbyrdes. Men det skal de nok have en vis alder for at kunne. Der er jeg ikke nået til endnu.

Hvad synes I – bør man skælde ud? Og må man opdrage på andres børn?

I kan i øvrigt læse et andet indlæg om en anden måde at undgå konflikter, der virker hos os, i indlægget Alenemødre, sombreroer og tequila til mor.

Og hvis du har undret dig over, hvad billedet har med indlægget at gøre, så vil jeg sige intet. Jeg havde bare ikke et bedre billede til temaet (indsæt selv passende smiley). Og så er et skobillede jo altid en løsning.

–o0o–

Følg mig og livet bag hækken med Bloglovin og med Instagram.