Om børn under studierne, og hvorfor jeg fik børn, da jeg var 31

Københavns Kommune står i spidsen for en kampagne, der skal få alderen på førstegangsfødende ned. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er 29 år, 31 i København og knapt 32 for kvinder med en lang videregående uddannelse. En del af kampagnen prøver at overbevise studerende (kvinder) om at få børn under studierne, hvor man typisk er i 20’erne.

På Tv2.dk (vi kan jo ikke alle læse Information) er der stillet ti fordele op ved at få børn under studierne. Kilden er blandt andet Købenahvns sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Jeg kan godt forstå, hvis de unge kvinder derude ikke er overbevist. Jeg kan nemt stille ti ulemper op ved at få børn under studierne og ti lækre fordele ved at få børn lidt senere, når man er i job.

Eksempler:

Du er mere fleksibel
Måske, men der findes altså også jobs med fleksibilitet.

Fuldtidarbejde er svært at passe med søvnunderskud
Øh, fordi et fuldtidsstudie er en badeferie med uanede muligheder for at forlænge studie …

Du bliver mere struktureret
Nogen gør. Andre gør ikke. Forældre er ikke nødvendigvis strukturerede. Jeg vil mere sige, at man bliver god til at dele tingene op i need og nice. Og prioriterer de to ting lige meget. Alt imellem er ligegyldigt.

Kan give mere barsel
Jo, bevares. Men kun hvis den ene er i job.

Forstå mig ret. Jeg er helt enig i, at det er en god ide at få børn tidligere end 29 eller 30 år. I begge mine mødregrupper har hovedparten af mine med-mødre været i omkring 26, da de fik deres første barn. Når jeg ser på dem og deres familier, er de ikke anderledes end min. Og nu hvor jeg selv har to børn og elsker dem højere end noget andet, ville jeg ønske, at jeg havde fået dem før. Så kunne vi nyde livet sammen endnu længere.

Men for helvede. Jeg havde jo ikke lyst til at få børn dengang. Enten har man lyst, eller også har man ikke lyst til at få børn under studierne. Det er jo også det, de siger, de studerende med børn, som fx Nyhederne har talt med. De siger: ‘Det føltes bare naturligt at få børn nu. Vi havde lyst’.

Det er nemlig lysten, der driver værket. Ikke praktikken. Heller ikke det faktum, at det rent faktisk er sværere at blive gravid, jo ældre man er. Måske burde det faktum være bøjet i neon på ens lystavle, men som studerende er man bare mere bekymret om at bestå sin næste eksamen, og om man overhovedet kan forsørge sig selv efter dimission.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg tror, at mange kan genkende sig i min historie om, hvorfor jeg nåede min 31 års fødselsdag, før jeg havde formeret mig. Jeg havde bare lyst til at opleve en helt masse selv. På udveksling, i praktik, bo selv, bo med en veninde, bo med min kæreste, få foden ind på arbejdsmarkedet, rejse og leve det søde liv som DINKs (dual income no kids). At få børn under studierne var slet ikke en overvejelse.

Jeg startede med at læse, da jeg var 19 år og var færdig, da jeg var 25 år. Claus og jeg mødte hinanden, da jeg var 20. Under studiet var jeg et halvt år på udveksling og senere et halvt år i praktik i København (vi boede i Århus). Og jeg boede med en veninde, inden jeg flyttede sammen med Claus. Alt sammen ting der var ret vigtige for mig dengang. Jeg var i gang med at blive voksen og havde et enormt behov for at stå på egne ben. Også selv om jeg var i et forhold.

Under mit speciale flyttede vi til København. Vi fik jobs, arbejde, festede, spiste ude, blev gift og rejste en masse. Sådan gik der fem år, fra jeg afsluttede mit studie til Viggo rockede vores verden en januar morgen i 2013.

Nogle gange taler vi om, at det ville være skønt, hvis vi havde fået børn før. Bare tre år før. Fordi børn er noget af det mest fantastiske. Det er dog nemt nok at sige i bagklogskabens klare lys, for vi havde slet ikke travlt med at få de unger. Og når Claus’ far eller min mor prikkede lidt til os, værgede vi det af os.

Når snakken falder på emnet, minder vi hinanden om, at der er nogle ret unikke oplevelser, vi ville være foruden – i hvert fald for en tid. For eksempel en måneds rundrejse i Japan. Andre rejser havde vi nok fået – hvis vi havde orket og havde råd. Det var i øvrigt på en restaurant i Tokyo og med en lille skid på, at jeg åbnede baby-snakken over for Claus. Jeg kunne mærke, at det var nu. Jeg var 30 år. Men det var nu ikke alderen, der tyngede, men lysten til at få børn, og lysten til at fokusere på andet end mig. Claus skulle lige tænke lidt over det, for vi havde det jo også godt bare os to.

Jeg tror på, at alt det, vi har oplevet sammen og hver for sig uden børn, holder os kørende de dage, hvor det bare er pænt hårdt at være forælder. At vi kan se tilbage på dejlige ferier og gode middage. At minde os selv om, at vi altså ikke giver afkald på noget, der ikke er der, når vores unger er større. Det er jeg ikke sikker på, at jeg ville være i stand til, hvis jeg ikke havde haft alle de her oplevelser.

Alt det her er dog nemt nok for mig at sige, når vi ikke har haft problemer med at få børn. Men tro mig, den dag vi gik i gang med den baby-making-business, var jeg sikker på, at jeg ikke kunne få børn, fordi vi ikke lige nappede den i første hug. Eller andet hug. Jeg fandt mig endda mig selv grædende hos min læge efter halvanden måneds forsøg, fordi jeg var sikker på, at jeg ikke kunne få børn. Og uden at vide det, var jeg gravid. Pointen er bare, at når man først beslutter sig, så skal det ske hurtigt. Sådan er det bare ikke altid.

Jeg synes dog, at det er godt med en kampagne, der kan få børn ind på lystavlen hos de studerende. Fordi det da kun vil komme alle til gode, hvis færre kom i fertilitetsbehandling. Måske kampagnen kan være startskuddet til en kulturforandring. Det tror jeg i hvert fald, at der skal til. Er man flere, der får børn under studiet, kan det være, at frygten for at blive isoleret er mindre. Hvis flere af vennerne har børn, så kan man være i det sammen.

Min frygt var, at jeg som mor ville få svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Den frygt ville jeg ønske, at jeg kunne mane i jorden for mit 25 årige jeg. I dag tror jeg nemlig, at man i høj grad står stærkt i en ansættelsessituation, når man har børn. Ingen hormonelle udbrud i kontormiljøet (been there) og ingen barsler, men en helt igennem stabil medarbejder, der måske/måske ikke er struktureret (jeg tror i høj grad, at det er et personlighedstræk). Muligvis er der nogle barnets 1. og 2. sygedag, men børn er altså ikke syge konstant. Bliver jeg boss en dag, så er det i hvert fald et plus.

Og så er der lige den der biting med, at det tager to til en tango. Det er altså ikke alle, der har en at få børn med under studierne. Eller efter studierne. Jeg er sikker på, at rigtig mange kvinder gerne vil have børn, når de er 26-30 år, men at de bare ikke har mødt manden. Og pludselig går årene bare.

Jeg har ikke googlet statistikker, men jeg har en ide om, at udeblivelsen af manden er en hyppigere årsag til, at førstegangsfødende bliver ældre, end at de er hardcore karrierekvinder. Og mens man venter/leder, så hvorfor ikke bruge tiden på karrieren.

Hvis Københavns Kommune nu skaffede mænd til alle de skruk studiner og til alle single ladies i 30’erne, så er jeg sikker på, at gennemsnittet vil falde med fem år.

Hvad tænker I om Københavns Kommunes kampagne? Og hvad er jeres egne overvejelser om egen alder og at få børn?

–o0o–

Følg også mit ligusterliv på Instagram og med Bloglovin.