Om at rejse med børn og weekend uden ællinger

Jeg har længe drømt om ni timers søvn og thailandske bountystrande. Om daglig massage, pedicure, frugt-smoothier en masse og street-food i stride strømme. Men sagen er, at hverken Claus eller jeg orker 12 timers flytur med ællingerne, selv om gevinsten er 14 dage med alt det, jeg for tiden længes efter.

Vi har rejst en del med Viggo. Han har været en sand trooper og virkelig nem at rejse med. Men da han nåede møve-kravle-alderen, blev det retså belastende at underholde ham på flyet. Han ville på opdagelse. Han var for lille til at kukke tablet, for lille til at forstå, at dem foran ikke gider sparkes i ryggen, og at man altså SKAL have sele på ved opstigning og landing.

Selvfølgelig er det da noget, man står igennem. Men det der med søvn og madrutiner går helt i fløjten, selv om man har betalt mere for en god afgang, der er nøje afstemt lurtider. Det er bare langt fra en fest.

Jeg tror, at Viggo har en perfekt alder nu til at rejse langt. Og jeg betaler gerne 75 procent af prisen for at sæde til ham, nu han er over to år. Til gengæld er Lily i den der explorer-alder med masser af krudt i røven, og hvor alt skal undersøges og pilles ved.

Jeg tror, at de forældre der siger, at det slet ikke var noget problem at flyve 5 timer+ enten:

1. Har været bange for det værste a la øreproblemer, at en smule krudt i røven og vaden op og ned af flygangen er easy piecy.
2. Er for stolte til at indrømme, at flyturen var pænt belastende, fordi familie og venner har advaret mod så lang en tur.
3. Har et barn med godt sovehjerte, som har sovet hele turen.
4. Lyver.
5. Eller bare er vildt seje og fortjener en pris for at være i stand til at sitte baby med stort smil og enorm tålmodighed på minimal plads.

Jeg drømmer også om Paris. Uden børn. Vin, allestedsnærværende mør beouf bearnaise, vinbarer, en masse holden i hånd og bare slendre. Vi har set en hel del turistgejl, så det ville vi springe over at se indefra, men bare nyde fra gaden.

Men en romantisk weekend uden kids kan tidligst blive til foråret. Til den tid er Lily stor nok til, at vi synes, at vi kan bede nogen om at sitte hele to krapyler over en weekend. Det er en lidt for stor mundfuld lige nu – selv for os.

Jeg har dog enorm udlængsel. Jeg trænger virkelig til at komme ud af mine faste rammer og et par nætters ubrudt søvn. Derfor sendte jeg for et par uger siden en sms til min veninde Mette med ordene ‘Dig, mig og en weekend i Milano, Barcelona, Berlin eller Marrakech?’. Hun sagde ja, og jeg skyndte mig at arrangere fly og hotel. Haps, bordet fanger. Vi flirtede kort med Marrakech, men vi snupper Berlin. Kort afstand, mange flyvninger, storbyliv, julemarkeder og så har vi begge været der før. Kæmpe plus.

Jeg er stor tilhænger af tommelfingerreglen, at barnets alder angiver det antal nætter, man maksimum bør være væk fra sit barn. Et år, en nat. To år, to nætter.

Meeeeen, man kommer altså ikke langt på en overnatning, så jeg har bøjet reglen en smule. Fordi jeg har to børn, jeg aldrig har været væk fra i over et døgn, tillader jeg mig at gange op og snuppe to nætter. Især fordi det kun er mig, der er væk, og ikke både Claus og jeg. Det er jeg ikke helt klar til.

Jeg er dog ikke så bange for ungernes reaktion som tidligere. Claus har rejst en del med jobbet de sidste par år. Typisk to eller fem døgn. Claus og jeg er meget lige i status som primærperson hos vores børn, og det giver mig stor tryghed at have oplevet, hvordan vores børn oplever, at den ene forælder ikke er til stede i de faste rutiner flere dage i træk.

Lily har været så lille og knyttet til sin mors babser, at hun ikke har registreret det store. Det samme med Viggo, da han var yngre. Han har ikke opdaget, at Claus var væk, men var forvirret og afvisende, da han var tilbage. Det tog måske lige nogle dage at rette op på.

Det er straks værre nu. Viggo har en enorm bevidsthed. Især når det gælder ændring af de faste rutiner, for eksempel at det er mig, der pludselig putter. Eller hvorfor far ikke kommer ind ad døren klokken 17.00. Det er hårdt. Men her har fastholdelse af alle rutiner været løsningen. Og så er der Skype, som han virkelig forstår nu  og gider.

Jeg tvivler ikke er sekund på, at det nok skal gå så fint. Jeg tvivler heller ikke på, at jeg kommer til at savne dem så enormt. Jeg ved også, at jeg vender hjem som genfødt. Udhvilet og tanket op. Og så glæder jeg mig til to dage med venindehygge og ubrudte, uafbrudte samtaler.

Berlin, jeg har dig i tankerne 24-7. Shit, jeg glæder mig. Ligeså meget som var det 14 dage i Thailand.

Kom endelig med jeres bedste berliner-tips. Jeg modtager med kyshånd.

Billedet i toppen er i øvrigt fra en tur til Berlin over nytåret 2011/2012 med to kammerater. Nytårsaften spurgte den ene, hvad jeg ønskede for det nye år. Jeg tænkte ‘blive gravid’, men ytrede noget klassisk fra fortsæt-skuffen. Men vupti, så sagt, så sket. Det er da en hyggelig lille Berlin-anekdote, synes jeg.

Rigtig god onsdag. Her snupper jeg kaffe med mødregruppen og i aften står den på min første biograftur, siden Lily kom og berigede vores liv. Jo, jo, jeg er så småt ved at bryde ud af barselsboblen.

–o0o–

Følg mig og livet bag hækken med Bloglovin og med Instagram.