Lidt om taknemmelighed, forlommer i Netto, fulde mødre og heads up inden Tornerose-søvn

De sidste par dage har jeg tænkt en del over, at jeg er umådelig glad for at være flyttet ud af byen. Det er rædselsfuldt, hvad der er sket på Østerbro og i Krystalgade. To steder jeg har haft min daglige gang på det sidste.

Jeg kan ikke undgå at blive bange. Som da jeg i dag passerede Nørreport med alle mine ællinger på min daglige tur mellem Åmarken til Nordhavn. Vores liv er bare så skrøbeligt, og den lidt grå hverdag vi kender og faktisk ikke vil ændre, kan ændres på et splitsekund. Fire, der pludselig ikke er fire mere. Puh, kan ikke holde tanken ud.

Når noget så forfærdeligt sker, bliver jeg så umådelig taknemmelig for alt det, jeg har. Jeg kan heller ikke lade være med at gribe de små ting og glæde mig over dem.

Måske det virker lidt enfoldigt at springe fra noget stort og omsiggribende til min navlepillende hverdag. Jeg tænker dog, at det er naturligt, at netop det nære får lov at fylde endnu mere. Det er så konkret.

Alt i min baby-boble, for eksempel.

For eksempel at jeg i dag fik dobbelt forlomme i Netto af to søde kvinder, fordi Lily græd lidt. Jeg blev enormt befippet og sagde ‘tak’ en hel masse gange, og ‘hvor er I søde’, og ‘det er da alt for meget, og ‘det har jeg ikke prøvet før, det her’. Måske jeg også blev så befippet, fordi jeg var inde og score tre Ferm Living kopi-trådkurve og var lidt flov over min hamstren. Uanset hvad, er det da bare vildt fedt, sødt, betænksomt, og noget jeg vil give videre til en anden engang.

Så var der den ene af vores to murere, der spurgte, om han ikke måtte holde Lily lidt. Totalt hyggelig type. Han var tydeligt helt skudt i babyer. Og dejligt for mig, at jeg kunne få hænderne fri til at tale med den anden om murerarbejde, som jeg virkelig havde brug for at få skåret ud i pap.

Og den unge fyr i s-toget, der tilbød Viggo en mini-ritter sport (jeg takkede pænt nej), da Viggo som en Pavlovs hund øjeblikkeligt reagerede på lyden af brud på slik-emballage, drejede hovedet af led og udbrød et charmerende og indladende ‘hej, heeeeej’.

Ikke mindst sætter jeg pris på, at Lily sov ni timer i streg i går. 9 (N-I) timer. Det er da for vildt. Det tror jeg ikke, at vi oplevede med Viggo, før han var halvandet. Godt nok sov hun fra var klokken 15.00 til 24.00, men vildt nok alligevel.

Hun kunne dog godt have givet en heads up inden (og skubbet det med seks timer). Jeg kunne have drukket mig fuld og være blevet ædru igen. Jeg kunne have fået en rigtig søvn. En tur i teatret med middag inden. Cyklet byen rundt. Eller været alene i Ikea og hjem igen.

I stedet sad jeg i køkkenet med et glas rødvin foran mig. Urørt. Fordi jeg konstant ventede på, at Lily vågnede op til amning. Jeg havde en veninde på besøg fra storstaden, og gæster og rødvin går så fint hånd i hånd. Jeg plejer at kunne snuppe et glas efter klokken 20-amningen.

Jeg turde dog ikke helt. Nippede lidt nogle gange, men efter to timers nippen valgte jeg at bælle den vin. Det er jeg glad for. For der gik alligevel fire timer derfra til Tornerose beærede os med sit selskab.

Jeg synes virkelig, at de her små ting og venlige gestusser i hverdagen betyder noget. Det er da en form for næstekærlighed, om ikke andet hensyn og rummelighed. Noget jeg vil tage med mig og give videre.

Lily sover i øvrigt lige nu på femte time. Måske skulle jeg drikke mig fuld! Måske burde jeg. Vi. Viggo udbasunerede alligevel i dag til et stopfyldt s-tog ‘far er fuld’ og ‘mor er fuld’. Os som aldrig mere er fulde. Skøre unge. Måske var det min gestus til mine medmennesker – lidt underholdning på vej hjem fra arbejde.

God aften derude. Pas på jer selv.