Om go-to-moms, størrelser og tilfredshed

Bilka, badeværelse, stoppet næse og en opskrift på kaffekage

IMG_7450

God onsdag derude. Det er ikke meget tid, jeg bruger ved tasterne de her dage. Jeg er forkølet og føler mig som hende der fra Otrivin-reklamen med kæmpe dunkende hoved og rød næse. Det er lidt af en bremse på mit energiniveau.

Bloggen er derfor ikke lige på top 10 på to-do-listen. Det er gør-det-selv-projekterne, familien og et par kaffe-dates.

Jeg bestikker jer derfor med en opskrift på Meyers mega lækre kaffekage, som jeg bagte i weekenden. Det er mest af alt bare en sindssygt lækker chokoladekage med et par espresso-shots. Eller kakaokage som vi nu kalder den, for kakao er kodeordet, hvis vi skal lokke Viggo med til lidt eftermiddags-kaffe-kage-hygge. Chokoladekage gider han ikke (!).

I weekenden dedikerede jeg min energi til at spartle 1.000 huller rundt om i huset og transformere vores 70’er badeværelse til et sted, jeg gider opholde mig.

Men jeg er virkelig tilfreds nu. Jeg synes ligefrem, at det er blevet fedt. Lidt 70’s møder skibskahyt møder finsk sauna møder Ferm Living og kram fra Silvan. Nu er det et rum, jeg føler mig hjemme i. Det er sjovt, hvordan jeg har brug for at skrubbe, male, indrette og gøre ved, før jeg føler mig hjemme i et rum. Før jeg ejer det. Det var altså også lidt småklamt med stoppede afløb og støvede 80’er-gardiner. Jeg har smidt nogle billeder af det resultater ind på min Instagram-profil @solrun.

Jeg har intet forhold til de øvrige tre værelser, vi har på 1. salen. Endnu. Vi har bare sat vores senge op i det ene. Og støvsuget. That’s it. Det skal blive Liliys værelse, men fungerer pt. som vores alles soveværelse.

Claus er dog i fuld gang med at male Viggos værelse, så Viggo hurtigst muligt kan genforenes med resten af sit legetøj. Han har undværet en del af det i halvanden måned nu.

Jeg glæder mig til at indrette et børneværelse for første gang i mit liv. Jeg er nok en IKEA-pige på den front. Mest fordi jeg ikke gider være en ‘nej-viggo’-mor i hans eget værelse. Der skal være plads til al den voldsomme leg, han lyster. Der må da godt være smukke ting derinde, men mest af alt skal værelset være superfunktionelt.

I kan se det, der inspirerer mig på min opslagstavle // Boy’s Room på Pinterest.

Men nu putter jeg mig da ikke bare i vores Hvidovre-residens. Vi har da også været i Bilka. Og Silvan. Og ILVA i Ishøj. Vi har slået op med varehusene i Nordsjælland og embracer dem på Vestegnen.

God dag. Jeg vil pudse lidt mere næse, lave mig en kop te og slibe trappe, mens Lily sover.

Kaffekage
Den her kage er en vanvittig svampet og lækker chokoladekage. Jeg synes ikke, at espressoen er specielt gennemtrængende. Den kan anes, men ikke mere end det. Men mest af alt, er det en lækker og saftig chokoladekage, der ikke kræver andet end det, man som regel har i skabet. Fremover er det her min foretrukne opskrift på chokoladekage.

Dej
225 gr. mel
1 ts. bagepulver
25 gr. kakao
Lidt salt
250 gr. brun farin
100 gr. sukker
250 gr. blødt smør
Kornene fra 1/2 vaniljestang
4 æg
1,5 dl mælk
1 dl kold espresso
Smør og sukker til formen

Glasur
300 gr. flormelis
0,5-1 dl kold espresso

1 sandkageform til 1,5 liter

Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader. Smør formen og drys den med sukker.

Sigt mel, bagepulver, kakao og salt i en skål. Kom farin, sukker og smør i en anden skål og pisk det blødt og ensartet. Tilsæt vaniljen. Pisk et æg i af gangen. Sigt derefter melblandingen i og derefter mælken. Vend det forsigtig i og hæld den kolde kaffe i og vend det hele sammen.

Kom dejen i formen og bag kagen i 45 minutter i midten af ovnen.

Bland flormelis med kaffe til glasuren er tyktflydende og smør den på kagen.

Ingen kommentarer til Bilka, badeværelse, stoppet næse og en opskrift på kaffekage

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om go-to-moms, størrelser og tilfredshed