Om forældre fulde af løgn og syv timers frihed med hvidvinen brusende i årerne

En helt fantastisk og helt stille og rolig weekend går snart på hæld. Skøn frokost fredag med to skønne kolleger. Og Lily ikke at forglemme. Dernæst sommerfest i vuggeren med sæbebobler og forældre-bonding. Og det var kun startskuddet.

I går morges slog Viggo øjnene op og bestilte en tur Zoologisk Have. Vi har årskort og hoppede med ombord på den to-åriges forslag. For så at være vildt upædagogisk og lave det om til en tur på Frilandsmusset i Lyngby i stedet. Det var Claus, der nævnte, at vi altså bare snart skulle derud. Og så var det mig, der virkelig godt kunne bruge en biltur og lidt mere luft under vingerne end kukken på klappedyr og legepladsen i Zoo for tredje gang i år. Vi lokkede med tur i hestevogn og en gave fra shoppen.

Frilandsmuseet er en sand perle. Jeg elsker det sted. Gratis entre. En god portion dansk kulturhistorie, små gårde fra hver en kant af Danmark og fra flere århundrede. Natur og mulighed for en lang gåtur. For 25 kroner kan man få en ridetur og for samme pris kan man få en 20 minutters tur i hestevogn. Ikke noget vi endnu har dyrket, men det ser ganske hyggeligt ud.

Vejret var virkelig skønt. Vi havde latte i termokop og madpakke i en Matas-pose kylet under klapvognen. Og Viggo havde sin løbecykel med. Det må man nemlig gerne. Så han drønede rundt, til de små ben ikke kunne mere, og han joinede Lily til en middagsskraber. Imens gik vi voksne endnu en runde og kiggede på dingeldangel i shoppen. Som dobbelt op på upædagogiske gerninger, glemte vi alt om gaven til Viggo (hvilket han ikke gjorde).

I en bisætning vil jeg i øvrigt nævne, at Frilandsmuseets har enormt lækre plakater i shoppen af krydderurter og skitser af gårdene.

Senere samme dag var jeg inviteret til reunion med et kuld kvinder, jeg mødte for første gang for 15 år siden i Bruxelles. Jeg havde sabbatår efter gymnasiet og fik den ide, at jeg da sagtens kunne tage vare på andre folks børn. I et fremmed land. 18 år og meget lidt interesse for børn og med pædagogiske evner på niveauet under novice. Jeg var ikke alene om den ide, og på den måde fik jeg et fantastisk år i selskab med nogle af de sødeste mennesker.

En lille håndfuld ser jeg stadig den dag i dag. Dem og så en lille håndfuld mere mødtes jeg med i går. Desværre ikke så mange, men de helt rigtige. Det skal man jo sige. Det var i hvert fald superhyggeligt. Jeg var ude og vifte ørerne for første gang, siden Lily kiggede ud og berigede vores liv.

Jeg blev ganske små-tipsy i hvidvin, og jeg røg fire smøger. Nogle jeg nassede mig til  – af samme høje person, som jeg så ofte nassede af for 15 år siden. Nogle ting forandrer sig åbenbart ikke. Tak for ciggy, Ann. Jeg skylder.

Imens klarede Claus skærene. Det synes jeg er ganske sejt. Putning af to unger, hvoraf den ene plejer at blive ammet i søvn. Jeg havde ellers tilbudt at komme hjem og putte Lily. Festen var nemlig her i kvarteret et kvarters gang fra egen hybel. Men Claus afslog, og da jeg kom hjem syv timer senere klokken lidt over midnat, sov hele den pukkelryggede. Lily have et lille udfald klokken 2 og sov ellers til klokken 6. Noget, jeg faktisk vil kalde en hel nats søvn.

Jeg vågnede i hvert fald op, og jeg var så frisk, som en forælder nu kan være ovenpå en aften med vin og en vækning klokken 2. Ret frisk. Klokken 9.30 sad vi i hvert fald atter i bilen med smurte mellemmåltider og kaffe i termoen på vej op ad Strandvejen uden endemål. Bare en biltur. Vi endte i Helsingør, hvor vi hilste på Holger Danske i kælderen på Kronborg og berigede ællingerne med endnu et stykke dansk kulturarv. Og fiskefilet fra den gyldne brønd på en ganske udmærket grill i downtown Helsingør.

Her blev Viggo så foreviget af en skør kinesisk mand, der først dikkede ham og så klikkede med sit kamera. Jeg gav manden en thumbs op og et smil. Hvad i alverden skal man gøre? Jeg orkede ikke at bede ham om at pickle af. Jeg tvivler stærkt på, at det billede nogensinde ser dagens lys. Og hvis det gør, så er det af en dreng med korngult hår, et yderst forbavset ansigtsudtryk, en tallerken fiskefilet med remo og en mor med et falsk smil og tomlen pegende opad.

Jeg vil slutte af med en erkendelse, jeg har gjort mig i weekenden. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bil og opvasker længe før nu. To gode opfindelser, hvor den ene frigiver tid til ture i den anden. For gud, hvor jeg elsker weekendture i bil.

Med de ord. Godnat herfra.

I kan læse om en anden fantastisk tur i indlægget Kærlighed til kardemomme og Nordens Paris.

–o0o–

Følg mig og livet bag hækken med Bloglovin og med Instagram.