Rigtig god dag til dig med masser af succes

3 år

image

Tre år er enormt lang tid. For eksempel når man går i gymnasiet og bare gerne vil springe direkte fra første skoledag til studenterhuen. Eller når man bare gerne vil være 18 år og kunne komme ind på disk med legalt ID. Det er også enormt kort tid. For eksempel når man pludselig er gået fra at være 18 år til 21 over 24 til 27, 30 og nu 33 (og lidt til).

Og så er tre år bare noget kan kan flyve. Sådan har jeg det i dag. I dag er det Viggos tre års fødselsdag. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har en søn på tre år. Og at det er tre år siden, at vi for første gang så babyen bag mange måneders bølgegang bag mit maveskind. Det er første gang vi hørte hans lungers kraft, og det er tre år siden, at det gik op for os, at han for evigt har gjort os noget så sårbare og noget så lykkelige.

Tre år er også det antal år, det skulle tage mig at skrive min fødselsberetning for Viggo. For det sker i dag. Først fik jeg den ikke skrevet ned, fordi der bare var for lidt tid og for mange følelser. Jeg fødte Viggo ved planlagt kejsersnit – eller så planlagt som det nu kan være, når jeg et par dage før termin skulle tage stilling til, om jeg ville føde selv eller have kejsersnit. Det var mildt sagt en beslutning, der handlede om – for mig – at give afkald på det naturlige, det kvindelige og det jeg havde trænet op til i mange måneder forinden til fordel for noget klinisk og totalt ude af mine hænder.

Jeg var derfor bange for at beretningen om noget af det bedste, der er sket os, ikke kom så lykkeligt ud gennem tastaturet. I flere måneder efter kunne jeg ikke engang sige, at jeg havde ‘født’, for det var jo et kejsersnit. I dag synes jeg, at det er noget pjat, for alle børn har en fødselsdag, fordi alle bliver født. Vejen ud er blot forskellig. Og heldigvis da. Tænk hvis der kun var en vej – så var der mange børn og kvinder, der ikke var her i dag. Derfor er det på høje tid, at den beretning bliver fældet ned. Med følelse, kærlighed og refleksion.

Jeg vil helt vildt gerne dele den med jer, men det bliver altså i morgen. Jeg er i gang, og jeg kan allerede sige, at den bliver lang, og jeg kan simpelthen ikke nå at gøre den helt færdig i dag. For i dag skal jeg fejre Viggo. Vi skal have røde bøffer – for det er tæt på at være Viggo (og Lilys) livret efter risengrød. Og vi skal synge fødselsdagssang. Og inden jeg når så langt, skal jeg hente min iPhone fra reparation. Den tabte jeg nemlig på gulvet tidligere i dag med det resultat, at jeg om lidt er 1.300 kroner fattigere og en ny skærm rigere. Ak. Det var så den Ganni-kjole på udsalg, jeg ikke får.

Rigtig god aften. Nyd den. Den er nemlig noget helt særligt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rigtig god dag til dig med masser af succes