Chokorug a la Vestegnen

Lille mand og gammel dame 

??

Vi har taget hul på det tåkrummende kapitel i enhver forælders liv, hvor alskens sandheder vælter ud mellem læberne på tumlingen. Og jeg er bange for, at det kun bliver værre.

I toget i går fik Viggo med kraftig røst gjort hele kupeen opmærksom på, at manden til venstre for os var en ‘lille mand’. Det gentog han så fire gange. Min respons var ‘ja-ah’ og ‘nå-øh, siger du det’. Og manden var jo lille. Han var en mand. Ikke en dreng og ret lav med overliggende fare for, at det godt kunne være et kompleks. Åha, og så skal det tværes i ansigtet på ham. Jeg håber stadig, at den lille mand ikke hørte det. Jeg undgik øjenkontakt.

Forleden sagde Viggo ‘gammel dame dér’ om den 50-årige kvinde liiige ved siden af os. Gammel dame er Viggos mest hyppige konstatering. Det kommer af, at der til Duplo Zoo er en publikummer med gråt hår. En dame. I Viggos verden er det bare en konstatering og måske endda et kvalitetsstempel, for den gamle Duplo-dame kører både traktor og motorcykel. Hun går endda bare ind til tigrene uden at blinke. I de voksnes verden er det bare ikke fedt at være gammel dame, når man har 40-60 år tilbage at leve i.

Min indre ondskabsfuldhed håber dog, at Viggo en dag siger det til en af de her hipster-piger med gråt hår. Jeg tror, at det er moderne med Gunbritt-hår, når man er 20-årig vesterbroer. Men hvad ved jeg.

Selv om det er lidt pinligt, nyder jeg alligevel de små smil, han deler ud med sine små sandheder. Det er også en tid, hvor vi er så vanvittigt stolte af vores 2-årig. Viggos sprog tager virkelig fart lige nu. Han lærer så mange nye ord hver dag, at Claus og jeg ikke kan følge med. Nogle dage går det så stærkt, at vi faktisk ikke aner, hvad han siger. Vi gætter og gætter, og Viggos modsvar er ‘nej’ og ‘nej’, indtil vi til sidst forstår, hvad han siger. Nogle gange forstår vi det ikke og må hviske spørgende til den anden: ‘forstår du hvad han siger?’. 

Jeg aner dog stadig ikke, hvad Viggo forsøgte at sige, da han i sidste uge fortalte til alle i s-togets flex-rum, at ‘mor er fuld’. For jeg er aldrig fuld mere.

Men der har helt sikkert været mening bag ordene. Alt Viggo siger er konstateringer af noget, han har set, gjort eller oplevet: ‘mor gaber’ og ‘fars bukser dufter dejligt’ (!). Det giver altid mening, selv om vi ikke forstår. Det ved vi af erfaring. Ligesom engang han løb ind i stuen fra køkkenet og sagde ‘tænd’ og gentog. Vi forstod intet og mit svar var ‘ja, ja. Tænd, tænd’, indtil vi hørte blæseren på ovnen gå i gang. 

Fordi alt, hvad der fiser ind på Viggos lystavle, bliver omsat til ord, er vi påpasselige med, hvad vi siger. Vores tillægsord er derfor kun glade og positive. Som udgangspunkt. Ingen er dumme, grimme eller tykke. Jeg kan slet ikke overskue, hvis han siger noget i den stil til nogen. Alle mulige frække og grimme ord skal han nok lære. Helt af sig selv. Der er ingen grund til, at vi bidrager på den konto. Jeg har allerede fået at vide ‘mor er led’. Av! Hvor kom det fra? Vist nok fra mig.

Men det er fantastisk med børns umiddelbare tilgang og opfattelse af verden. Og hvor er det vildt, at vi som forældre har formået at lære Viggo at tale. Det er virkelig noget, jeg har haft pres over. Altså om vi overhovedet kunne finde ud af det. Men det går heldigvis meget af sig selv. Tak biologi. Ellers ville det være alt for svært at være forælder.

God weekend herfra. Jeg er trukket i mine strammeste jeans og nye støvler på vej til reception. Fantastisk start på min weekend.

Ingen kommentarer til Lille mand og gammel dame 

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokorug a la Vestegnen