‘Vi boller’ og den slags sandheder

Vi kender alle scenen fra ‘Nana’, hvor Nana kigger ind til sine forældre en morgen, hvor far ligger ovenpå mor. Jeg ville gerne skrive, at hun overrasker dem, men det gør hun ikke. Helt stille og roligt svarer moren: ‘Vi boller’, da Nana spørger, hvad de laver.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg ALDRIG nogensinde kommer til at tage det cool, hvis den scene skulle udspille sig her på matriklen. Det ville nok være noget med, at den ene gemmer sig under dynen og fniser, mens den anden siger et eller andet: ‘heeeee-eeej med dig. Bare gå ned og spis morgenmad. Du kan bare tænde for tv’et. Der er i øvrigt slik i øverste skuffe’.

I øvrigt vil jeg heller aldrig sige ‘boller’. Det er så 80’er, ligesom ‘knepper’ bare er for 90’er og ‘kusse’ bare er så 70’er. Her i huset hedder det ‘knalder’. Det er sikkert også vildt kikset og 00-agtigt, hvis man spørger nogen på 18. Heldigvis er det ikke noget, vi sådan går og siger i hver anden sætning.

Da jeg var 19 år og au pair i EU’s epi-center, passede jeg to drenge. En på fire og en på seks. Jeg kan lige så godt sige det, som det var. Jeg kunne ikke udstå den ældste. Han var bedrevidende og rædselsfuld. Han sagde, at jeg var dårlig til fransk (sandt), og ganske bevidst om at han ville såre mig, fortalte han, at hans far syntes, at jeg var fed og havde en ulækker mave.

Tak for kaffe. Faren var en højrøvet britte med en afpillet kone. Jeg var ikke i tvivl om, at ordene var gengivet 1:1. Trods mine 19 år holdt jeg mig ganske fint på måtten. Min hævn var subtil. Hver dag gik vi forbi et galleri. I en periode var der en erotisk fotoudstilling. I vinduet var et stort billede af en meget tatoveret kvinde og mand i gang med en 69’er.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge den seks-årige, hvad de lavede. Han svarede, at de slås. Jeg bad ham om at kigge rigtig godt efter. Han svarede – denne gang super møgunge-agtigt-irriteret, at de slås. Jeg accepterede, og vi gik videre. Jeg var nok ikke helt klar på at tage en skideballe fra hans forældre for at have lært deres søn om blomsten og bien. Der er vi nok lidt mere fremme i skoene i Danmark end i det øvrige Europa.

Men hvorom alting er. Hvor meget sandhed skal fodre vores yngel med? Og hvor pattede skal forklaringerne være.

Jeg er nok meget straigt-forward. Jeg fortæller Viggo, hvad tingene hedder, når han spørger. Og jeg forklarer også, hvad funktionen er. Han kan sagtens håndterer ord på tre-fire-fem-seks stavelser, og jeg kan se, at hans hjerne arbejder på højtryk, mens han gentager mig sætning for sætning.

Jeg kalder tingene ved deres rigtige navn. Ikke et eller andet barnligt. Nogle gange må jeg også sige, at jeg ikke ved, hvad en eller anden dims hedder, som sikkert har et navn. Jeg forklarer i stedet funktionen. Viggo hopper dog ikke på alskens sandheder. I går udbrød han et skeptisk ‘Ahhhjjj’, da jeg forklarede, hvordan maden bliver fordøjet i maven og kommer ud af numsen som lort. Den godtog han ikke.

Så er der de ord, som voksne ikke godtager. I s-toget i morges taler Viggo og jeg om, at Lily er en lille pige, som vokser op og bliver en stor pige. Han taler videre om, at han selv er en dreng, og at far er en mand, der hedder Claus. Han spørger så, om mor også er en stor pige. Jeg siger nej, og at jeg er en voksen kvinde. En snak vi har haft mange gange.

Det får kvinden ved siden af til at kigge forundret op fra sin avis. Som hvis jeg havde sagt et eller andet sjofelt. Havde jeg sagt ‘pige’ eller ‘dame’, havde kvinden nok læst videre uden at ænse os. Helt ærligt. Jeg er 33, og jeg er hverken pige eller dame. Jeg er en kvinde, ligesom Claus er en mand. Og jeg går ikke ud med ‘pigerne’ eller ‘tøserne’. Jeg går ud med mine veninder.

Når jeg siger ordet ‘kvinde’ til Viggo, kan jeg da også smage, at ordet er lidt anderledes. I mangel på bedre ord, så smager det lidt stift eller ‘officielt’. Mere som en term end et et ord. Da jeg var barn, syntes jeg, at ordet ‘kvinde’ emmede lidt af noget frækt, og jeg brugte det derfor aldrig. Måske er det også derfor, at jeg synes, at det er vigtigt, at mine børn naturligt bruger ordet ‘kvinde’. Sikkert helt vildt opstyltet, men jeg synes sgu, at kvindekønnet fortjener den respekt at blive omtalt ved rette betegnelse.

Men selv om jeg er ret straight-forward med ord og forklaringer, er jeg ikke interesseret i at bringe mig, ham eller andre i forlegenhed. For – let’s face it – situationsfornemmelse er ikke børns stærke side.

Nu er kvindens cyklus og remedier til at håndtere den slags ikke noget, vi har haft flydende det seneste halvandet år. Indtil for nylig. Først troede Viggo, at den fine lyserøde Libresse-pakke var slik. Han blev slemt skuffet, da han opdagede, at indholdet var i en ganske anden kategori.

Han spørger så: ‘Hvad er det?’. Jeg siger, at det er bind. Han spørger: ‘Bind?’. Med autopiloten slået til begynder jeg at forklare: ‘Ja, det er et bind. Det er noget mor …’ Jeg stopper mig selv. Not good. I mangel på bedre siger jeg så, at det er en slags ble til mor.

Argh, den var helle ikke helt god, men nu var den serveret, og jeg tænker, at den potte er ude. Indtil Viggo dagen efter tager et bind ud af pakken (som stadig flyder i køkkenet og ikke bag lås og slå på badeværelset). Stolt forklarer han, at det er et bind. Og at det er en ble til mor, ligesom han og Lily også bruger ble. Dobbelt ‘argh’. Det gider jeg jo ikke have ham til at rende rundt og sige ude i samfundet.

Derfor beder jeg om professionel sparring og krisehåndtering fra en af mine veninder, der også er mor. Jeg spørger, om hun har oplevet, at A spørger, hvad er bind er. Det har hun. Og hun fortalte, at det var et plaster.

Den forklaring adopterer jeg. En slags sandhed med modifikationer, der ikke skader nogen, og bedst af alt ikke gør nogen forlegen. Noget der er aldersvarende barnet. Altså, hvis situationen skulle opstå igen (hvilket jeg egentlig bare tror, at jeg undgår).

Men det får mig til at tænke: Hvor meget sandhed skal vi egentlig fodre vores yngel med? Hvad tænker I?

Jeg har før skrevet om nogle af de sandheder, Viggo har delt i det offentlige rum. I kan læse det i indlægget Lille mand og gammel dame.

–o0o–

Følg livet i Ligusterlandet på Instagram og med Bloglovin.

Photo credit dr.dk