Om at glemme hvad jeg gjorde i solskin og regn

Min hukommelse er som en si, hvad angår, hvornår Viggo gjorde hvad, og hvad jeg stillede op med ham i solskin og regn. Det går mere og mere op for mig. For alvor i går. 

For eksempel hvad jeg gjorde med Viggo i bagende solskin, når vi skulle fra A til B: ‘Ingenting’, svarede jeg, da min veninde spurgte mig. Hun overvejede nemlig at købe en parasol til barnevognen. Noget jeg syntes var en dum ide, for jeg har hørt, at de er uduelige. 

Hun brainede videre på, hvad hun skulle stille op med vågen baby i solskin. Og mistroisk spørger hun mig, om jeg virkelig ingenting gjorde. Jeg er 100 procent blank og kan ikke komme i tanke om, at jeg nogensinde har spekuleret i at købe solskærm af nogen art. 
Ah, solhat, for filan. Viggo havde da sin højt elskede legionærhat. Derfor havde vi ikke prut for alt muligt overpriced dingeldangel på barnevognen.

Det råd er hermed givet videre. 

Sådan er der bare så meget, jeg slet ikke kan huske. Jeg husker det først, når jeg rammer alderen, vejret og den specifikke situation. Måske det er noget biologi, for ellers ville spændingen da være taget helt ud af 2’eren. Det er trods alt meget hyggeligt ikke at besserwisse den gennem hele denne barsel, men få lov at genopleve og gentænke (på alle måder) det at have nyt lille væsen i sit liv.

Lidt strøtanker herfra. Nu kalder dynerne. Godnat fra Vestegnen.