Voksentid, bare ‘at være i det’ og om at komme uuuuud

Klokken er 3.45, og jeg er udhvilet. Sådan helt alvorligt udhvilet og efter at have drømt om et kæmpe stort glas skummetmælk i sådan cirka 1 time, tog jeg konsekvensen og stod op.

Hvorfor?

Fordi jeg gik hardcore i brædderne klokken 19.30, da jeg puttede Viggo. Efter en dag i haven og lidt for meget rødvin dagen før. En ven skal være far. Og den slags skal fejres med vin til langt ud på natten (klokken 01.00). Fordi det at være forælder er det BEDSTE i verden. Det var noget i den stil, jeg overfaldt ham med. Og at jeg havde gjort det før, hvis jeg havde vidst, hvor fedt det er. Sandheden er bare, at vi præ-30’ies var langt fra klar til at opgive vores ego og rejser til fjerne hjørner flere gange om året.

Nu sidder jeg her i mørket fuldt påklædt og med pels på tænderne. Fordelen og ulempen ved at falde i søvn sådan off garde. Det er faktisk lidt luksus at sidde i mørket og have alenetid. Lyset tør jeg ikke tænde. Jeg pønser ikke på at dyrke denne model vågn-op-med-tøjet-på, men jeg bør nok gå tidligere i seng lidt oftere.

Men hvad så med voksentiden?

Her i huset er der voksentid klokken 20.00 til en af os falder i søvn eller søvndrukkent siger: ‘Jeg går op’. Det er som regel Claus og som regel ved 22-tiden, fordi han trods alt skal bruge sin hjerne til noget fornuftigt på jobbet. Jeg nyder så et par timer alene. Ser tv.

Ofte kører Claus efter bland-selv, og ofte får vi et glas rødvin eller to. Jeg ville gerne sige, at vi ligger i ske, fletter fingre og kigger hinanden dybt i øjnene. Men det gør vi altså ikke. Vi ser tv. Vi taler praktik. Og om dagen. Og stort ser hver aften taler vi om, at vi har nogle fantastiske unger. Om at det er pisse-cute, at Viggo er begyndt at afslutte sætninger med ‘Ik’ osch?’. Og ‘Vel’ eller indskyde et ‘Altså’. At Lily bare er så helvedes smuk og er sin storebrors største fan.

I sommerhuset nød vi tiden på samme vis. Bare uden tv, men med bog og os begge der blev længe oppe. Skide hyggeligt, hvis du spørger mig.

Jeg ville ikke bytte det ud for noget. Heller ikke en gang romantik. Jeg ville dog godt have romantikken oveni hatten. Jeg vil gerne ud og spise, i biografen, få ungerne passet (begge to) så vi kan dyrke det, vi var engang. Jeg tror bare, at vi den her gang har accepteret, at parforholdet er lidt i undtagelsestilstand på det punkt, og at vi har det okay med det. Lige nu, altså.

På samme tidspunkt med Viggo var vi i fuld gang med at etablere vores storby-parliv. Baduljen blev skudt i gang med michelin-mad og en ordentlig røvfuld vin. Måske lidt forjaget, for Viggo gad ikke rigtig sutteflaske, så det var mælk af kop, og det mad han nu gad at spise, der erstattede amningen under og efter mine eskapader. Men det var dejligt at være ude med sin man. Men i retrospekt også en smule forjaget og desperat. Jeg kunne bare ikke vente. Jeg ville uuuuuuud. Være fin. Føle mig som en pige, kvinde, mig selv og nogens kone. Uden amme-bh. Ikke bare mor med barselsknold og usexet undertøj.

Men nu er det lidt anderledes. Med begrænset søvn, to børn, et hus-projekt og en tilvokset have, så er det bare first-thing-first. Det er ungerne og hverdagen. Vi er bare lidt i det og accepterer det. Jeg er ikke bange for, at vi ikke når alt det andet. Om ikke andet om 18 år (høhø).

Siden Viggo har flere af vores venner fået børn. Eller flere børn. Vi ses sammen med vores børn og ikke på en vinbar på Nørrebro. Der er ingen, der lever det fede storbyliv på en bus, jeg føler, at jeg gerne ville være med på.

Vi brænder bare begge for projekterne, og vi elsker tiden med ungerne. Desværre glemmer man (vi) så lidt hinanden i hverdagens trummerum, og det skal vi klart huske. Kyssene og røre ved hinanden, når vi rækker ind over for at åbne en køkkenskuffe eller nå et glas. At kysse ligeså meget på hinanden i hverdagen, som vi kysser på Viggo og Lily.

Dét er bare så vigtigt, for hvis der kommer for langt mellem trinnene på stigen, bliver det alt for svært at komme op igen. Og bliver der for langt mellem kyssene, bliver det alt for svært at finde tilbage til det ens forhold var præ-børn.

Jeg vil stadig gerne ud. Men ikke uuuuuuud nuuuuuu. Jeg vil gerne ud og spise. Sådan helt rigtigt uden bagkant. Jeg vil gerne til Paris uden børn. Det er noteret, og det er sagt højt. Heldigvis. Det med Paris ligger et års tid ude i fremtiden. Det andet sker i 2015. Snart. Det har vi givet håndslag på. Jeg ved hvor, og jeg glæder mig.

I mellemtiden står den på steaks herhjemme og flere kys. Og så priser jeg mig lykkelig for at vide, at sådan er det bare nogen gange, når man har små børn. Parfoldet bliver måske ikke bedre, men jeg tror, at det bliver stærkere. Diskussionerne bliver også vildere (dog dæmpede) og mere alvorlige. Vi er sgu nok ikke skide overskudsagtige nogen af os uden for ferierne. Det er bare skide hårdt at blive forælder, men det er ikke hårdt at være det. Det bliver nemmere og nemmere.

Jeg tror, at det handler om at acceptere, hvad man har gang i. Bare være i det. Acceptere, at man er trættere end folk uden børn. Eller folk med et barn eller store børn. Og få sagt (eller råbt), at man (for helvede) gerne vil kysses lidt mere, eller hvad det nu kan være. Og når den anden svarer ‘I lige måde’, så må man (jeg) stoppe op og tænke, at det tager to til en tango, og at det måske er en selv, der bør starte.

Og hvorfor tænker jeg lige alle de her store tanker over et glas skummetmælk, mens alle andre end nattevagter er oppe. Fordi jeg læste det her indlæg af Christina Barré oppe i sengen, inden min iPhone gik ud. Mit svar er ganske enkelt JA. Der findes forelskede forældre – bare på en lidt afdæmpet, planlagt måde.

–o0o—

Hvis du har fået smag for lidt mere mor-skab, så skrev jeg det her indlæg for nogle måneder siden At ligne en, der har født.

Hvis du ikke allerede gør det, kan du følge mig og ligusterlivet med Bloglovin og Instagram.