Bogen, der lover mig voksentid

På det sidste er det der voksentid røget helt i fløjten. Viggo tager lang tid om at falde i søvn, og Lily vågner cirka i 10 minutter hver anden time hver nat, så jeg hopper på hovedet i seng inden 22.00. Nogle dage fordi jeg har Lily-tjans, og andre gange fordi jeg ikke har og bare vil soooove.

Og vi taler altså om, at det her har varet fem uger nu. Uden umiddelbar udsigt til at det stopper lige om hjørnet. Forbandede tigerspring. Jeg tror SÅ meget på dem. Jeg husker også, at det her ti måneders spring ved Viggo var slemt og langt. Det, der er så forbandet ved de tigerspring er, at de netop bliver værre og længere. Men hey, om to uger er Lily ude af sit spring. Og jeg starter på job.

Viggo er en anden historie. Han tager lang tid om at falde i søvn. Det er Claus, der putter. De læser et par bøger og ligger så og slapper af. Ofte tager det så lang tid for Viggo at finde ro, at Claus også falder i søvn eller bare kapitulerer og falder i søvn. Resultat er, at vi voksne passerer hinanden i stuen kl. 22.00. Jeg på vej i seng, og Claus på vej til lige at suge en smule voksentid inden rigtig sengetid.

Og jo, Viggo kan faktisk godt selv falde i søvn. Sagen er dog – vores skyld – at hans værelse er ovenpå, og vi har ikke noget gitter for trappen. Det skal der være, så han ikke søvndrukken dratter ned i stueplan. Og absolut, vi kan da bare sætte gitter på, meeeeen vi (jeg) skal lige male vores gelænder en sidste gang først. Rom blev jo ikke bygget på en dag. Og slet ikke af en familie på fire, hvor to er under tre år.

Men hvem har brug for gitter og børn, der falder i søvn selv, når man har fået fingrene i bogen, der lover alt det, jeg har drømt om alt for længe:

Et barn der sover på 20 minutter = voksentid, ordentlig sengetid til de voksne, søvn og en mor der nogenlunde er til at få ud af fjerene. Og en kone der er nogenlunde kone-agtig.

Bogen hedder Kaninen der så gerne ville falde i søvn.

Den fik en del omtale, da den kom frem for nogle måneder siden. Dengang fandtes den bare ikke i en dansk oversættelse. Det er den nu. Nogen øjnede vist et forretningsmulighed med al den hype, der var om bogen i det danske, ganske land.

Lige nu er vi i sommerhus og efterårsferiens første familieudflugt gik til Bilka i Næstved. Og der i Bilka faldt jeg over denne bog med de søvndyssende tegninger af en kanin og et forord, der er ren læseinstruktion.

Fed skrift betyder, at der skal ekstra tryk på sætningen, og kursiv betyder, at sætningen skal læses ekstra langsomt. Desuden er der hist og her instruktion om, at man skal gabe, og så skal man nævne barnets navn af og til.

Jeg er villig til at prøve ALT for en smule fornuftig søvnrytme. Forfatteren angiver, at det godt kan tage et par gange, før bogen virker. Og at man for Guds skyld ikke må læse den for nogen, der kører bil!

I går puttede jeg så Viggo. Jeg læste bogen efter bedste evne. Vi plejer at tale lidt om tegningerne i bøgerne, og læser vi i dagtimerne, spørger jeg altid ind til detaljer, og vi får på den måde en snak om bogen parallelt med historien.

Det ved jeg godt, at man ikke skal ved en godnathistorie i samme grad. Derfor blev jeg en smule presset, da Viggo fx spurgte ind til tegningerne a la ‘hvor er kaninens mor'(reelt spørgsmål, når teksten fortæller om Kalle og Kanin Mor, som dog ikke er med på billederne). Eller ‘hvor er Kalles dyne?’.

I instruktionen står der nemlig intet om, hvordan man takler den slags afstikker. Eller afstikkere som når ens barn skifter emne og retter sig op fra sengen og siger: ‘Jeg skulle bare lige holde øje med min bus’ (en duplo-bus vi har parkeret i vindueskarmen for natten).

Men han hørte da efter, mens jeg i bedste hypnosestil læste langsommere og langsommere og med tryk på, hvor jeg skulle det, mens jeg sagde: ‘og du, Viggo, bliver mere og mere træt. Nu. Mere og mere træt. Nu. Viggo og Kalle Kanin’. Og jeg gabte og gabte, som angivet, og mine gab blev mere og mere ægte. Og jeg panikkede indeni, når Viggo rystede på hovedet til, at han ‘var mere og mere træt. Nu’. Især fordi antal sider tilbage blev færre og færre.

Men han faldt sgu i søvn. Ikke under højtlæsning, men lige efter. Bogen er søvndyssende og mine gab smittede, som gab nu gør.

I aften tager jeg handsken op igen. Jeg tror faktisk på det. Jeg undrer mig faktisk en smule over, at der ikke før (hvad jeg er stødt på) er skrevet bøger, der bruger redskaber fra hypnose og afspændingsterapi.

For mig giver det god mening, at en del af historien er at få barnet til at slappe af i alle kropsdele, få at vide og mærke at øjenlåg bliver tunge, kigge på billeder på en bestemt måde, og at man som forælder skal tage sin bedste Ali Hamman stemme i brug.

Jeg glæder mig endda til at teste bogen af – og krydser fingre for, at Viggo også er frisk på bogen med den kedelige historie og de ligeså kedelige tegninger.

Hvis I selv er nysgerrige på bogen, så fås den i hvert fald i Bilka. Og en hurtig googling fik mig også forbi Saxo.com og Bog & Ide. Den fås vist overalt og til en ok pris på 89-99 kroner.

Jeg skal nok give status på godnat-hypnosen. Nu skal den stå på bøffer, rødvin og brætspil for os voksne efter puttetid. Altså klokken 20-nul-dut. Med mindre jeg falder i søvn.