Lidt om returvarer, 70’er-inspo og gys

I dag kører alt på lavblus. Den har nemlig stået på dybe vejrtrækninger og stønnen i nat. Ikke på den sexy måde. Men på den der ‘jeg løber lige ud og stikker hovedet i tønden’-måde.

Noget jeg formentlig har overtaget fra Viggo. Stakkels fyr – men i høj grad – seje fyr, der bare tog samme omgang i fredags med smil og humor. Børn kan noget, vi voksne ikke kan. Og jeg måtte grine en smule, da han spurgte, om jeg også var dårlig, fordi jeg havde de vildeste bræktrækninger, da jeg tørrede lidt returvarer op fra sengen. Jeg er såååå dårlig til opkast. Det er fysisk umuligt for mig at tørre den slags op på en cool voksen-måde.

Men hvorom alting er, så har jeg klaret mig igennem Lilys vågne timer og har nu lagt hende ud til lur. Det går en smule bedre. Jeg takker Viggos Innocent-smoothie, som jeg fandt i køleskabet. Og krydser fingre for, at han ikke kan huske, at vi har haft.

Når jeg er småskrantende og alene er min yndlingsbeskæftigelse at kukke gyserfilm. Ikke sådan noget splatter, zombie, paranormal activity-noget eller ungdomsgys, men sådan nogle rigtig uhyggelige nogen om det overnaturlige, besatte mennesker og huse der er bygget ovenpå indianerkirkegårde. Måske årsagen til min ret livlige fantasi i den retning …

I dag er ikke anderledes. Jeg har i store træk set al gys på Netflix, så i dag står den på et gensyn med Ondskabens Hotel. Men farvet af, at 70’er-mode er totalt hot her i efteråret, kommer jeg konstant til at dvæle ved mor Wendys rullekraver, plisserede nederdele, blazere med stumpeærmer og ternede skjorter.

Filmen spiller lidt 2. violin, selv om den uhyggelige musik dog river mig ind i uhyggen igen. Inspireret af den 35 år gamle film har jeg besluttet, at alt ovennævnte skal være en del af min vintergarderobe – og der skulle nok være mulighed for at få det i år.

Og så er der alt det andet ved filmen, der inspirerer mig og får mig til at mindes og længes.

For eksempel inspirerer de mange geometrisk-mønstrede gulvtæpper mig enormt.

Og det her tapet, som faktisk 1:1 ligner det tapet, der prydede væggene i vores kontor, men som nu er filtet over.

Og så kan jeg sagtens huske dengang det med trafiksikkerhed var noget opreklameret noget, og vi unger fik lov at hænge mellem far og mors forsæde i bilen.

Husker I det?

Og så længes jeg efter rejseroplevelser i storslået natur. Noget med bjerge i Colorado eller floder og bjørne i Alaska. Claus har faktisk været i Rocky Mountains og har set The Overlook Hotel live, som er hotellet, som familien Torrance viceværter i ‘små’ fem måneder. Det gad jeg godt – altså se hotellet.