Om børn under studierne, og hvorfor jeg fik børn, da jeg var 31

5 gode restauranter til frokost med barnevogn

Præ-kids var sådan noget med date på byens restauranter en hyppigt tilbagevendende begivenhed. Jeg læste restaurantanmeldelser og var helt opdateret på, hvad der var nyt, hvad der var godt, og hvor man skulle have bord for at kunne tale med om mad.

Det er en saga blot. Sådan lige for tiden. Vi kommer ikke så meget ud sammen, Claus og jeg. Mest fordi det først er nu, vi føler, at Lily er stor nok til, at vi kan bede familie om at passe og putte hele to kiddos.

Alternativet har derfor været frokost-dates under den obligatoriske og højt skattede koordinerede middagslur. Noget vi har haft stor fornøjelse af. Nej, der er ikke stearinlys, og stemningen inviterer ikke til en lille rødvinsbrandert med mere. Men vi får god mad, holdt i hånd, drukket et glas vin, talt og kigget hinanden i øjnene.

Der er dog nogle skrappe krav til rammerne for sådan en date. Barnevognen skal kunne stå, så vi (jeg) kan se den, og der må ikke være for meget trafik lige ved. Vi skal kunne spise ubekymret og ugerneret. Det kræver, at vores yngel sover trygt og godt.

Her er min top fem over gode restauranter i København (og Klampenborg) med en god frokostmenu og ideelle parkeringsforhold for ællinger med en overbeskyttende og overbekymret hønemor.

Nå, ja. Husk altid lige at tjekke, hvornår restauranten åbner for frokost. Det er ikke skideskægt at vente en halv time, for det er en halvt time stjålet fra lidt frokost-romance. Vi har i øvrigt aldrig bestilt bord til frokost, og vi har ikke oplevet, at det har været nødvendigt. Dog kan der være lukket selskab på Orangeriet i weekenden – men så går man jo bare videre mod Maven.

God appetit – jeg håber ikke, at billederne stjæler den. Tartar og sild gør sig vist ikke så godt til close-up.

#1 Orangeriet
Orangeriet er helt sikkert mit favoritsted til en god frokost. Det den fineste lille restaurant i Kongens Have med glasparti hele vejen rundt, så barnevognen kan stå lige udenfor, hvor man kan se den. Der er ingen trafik og ingen støj. Om sommeren er der også udendørsservering. Menuen er god  og klassisk fransk med gedeost, østers, andelår, oste, citrontærte og deslige. Det danske er godt med også, for der er også et vældigt udvalg af smørrebrød. Min favorit er en rugbrød med stegt sild eller den gode franske traver chevre chaud.

Besøg Orangeriets hjemmeside.

12086802_10156067209720394_575889958_n

#2 Den Gule Cottage
Øhj, det her sted, altså. Et lille gult hus ved Klampenborg Station midt imellem skov og strand. Det er lillesøsteren til michelin-restauranten Den Røde Cottage. Maden er FANTASTISK og omgivelserne ligeså. Og så skader det ikke, at cottagernes ejer og kok Anita Klemensen lavede vores bryllupsmiddag på 1. Th, som hun havde dengang i 2010. En frokostret koster 150 kroner. Meeeeen, mon ikke man snupper en fuld menu til 350 kroner, nu man er der. Nå ja, og de der kids, dem kan man parkere sovende ude foran med naturudsigt.

Besøg Den Gule Cottages hjemmeside.

12083915_10156067252275394_914746103_n

#3 Maven
Claus og jeg var fornylig på frokost-date på dette fine sted midt i Indre By. Restauranten har nemlig til huse i Sankt Nikolaj Kirke lige ved Amager Torv. Vi spiste udenfor, og det er nok her Maven bedste egner sig som barnevogns-venlig frokostrestaurant. der er suerhyggeligt indenfor, men fordi det er en kirke, så er der ikke udsyn. Der er dog rimeligt med ro på den ene side af kirken, hvis man er så modig, at man tør stille barnevognen med sovende ællinger. På den anden side af kirken, hvor der også er servering, er der en legeplads = larm = ingen lur. Maden er dansk-fransk og helt igennem fantastisk. Uhm, må komme der snart igen. Jeg er vild med deres tartar.

Besøg Restaurant Mavens hjemmeside.

12087542_10156067228860394_830432558_n

#4 Fischer
På Victor Borges Plads på Østerbro ligger det her pasta-værtshus. Et tidligere værtshus, der nu serverer 100 procent autentiske pastaretter og andet italiensk – samtidig med at der er et par spilleautomater til det tidligere værtshus’ stamgæster, der stadig kigger forbi. man kan enten sidde ude på den hyggelige plads eller indenfor. Der er enormt god atmosfære. Der er ok-travlt i weekenden, men det har aldrig været nødvendigt med bordbestilling. Priserne for en hovedret er 119-195 kroner. Helt igennem fair. Kigger man forbi Østerbro, så er en frokost her et must.

Besøg Fischers hjemmeside.

#5 Alabama Social
Jeg spiste på dette fine sted i lørdags med min svigermor. Vi var egentlig minded på en sandwich hos Lagkagehuset lidt længere nede ad Sortedammen, men stoppede her, fordi en pige sad med den lækreste gang moules frites. Vi kopierede og hold nu op, det var godt. Måske nogle af de bedste moules frites, jeg har fået i København.

Lily sad med til bords og betjeningen var god. Klapvognen havde jeg parkeret op ad muren og havde hun sovet, ville det ikke have været et problem, for trafikken er mest hippe Nørrebroforældre med Bugaboo. På Alabama Social er temaet sydstatsmad, og den er en del af Madklubbens tre-på-stribe restauranter på Nørrebro (Gran Torino og Hanzo). Prisen er god og stemningen casual. Der var rigeligt med borde sådan en lørdag klokken 13.00 – og er der ikke, kan man eventuelt kigge ind på Hanzo til asiatisk eller Gran Torino til italiensk.

Besøg Alabama Socials hjemmeside.

12077312_10156067240870394_1115140781_n

Og så et lille ps. Der er en vol. 2 i støbeskeen med tip til fem yderligere gode københavnske restauranter til frokost med barnevogn som sidevogn.

–o0o–

Følg også mit ligusterliv på Instagram og med Bloglovin.

 

 

 

 

2

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om børn under studierne, og hvorfor jeg fik børn, da jeg var 31