Lidt om storebrødre og låneøkonomi

Jeg har været spændt på, hvordan Viggo ville tage imod sin lillesøster. Han er kun 22 måneder. Han forstår meget, men graviditet, fødsel og familieforøgelse er på et noget andet abstraktionsniveau end puslespil med fire brikker.

Han lærte hurtigt at pege på maven og sige ‘baby’, men han forstod sgu ikke, hvad det reelt betyder, at jeg har en baby i maven. Jeg har også læst ‘Lotte får en lillebror’ og ‘Mor er gravid’ for ham. Velmenende, men i hans univers er det bare historier og intet med ham at gøre.

Det har derfor været enormt spændende at se, hvordan han ville reagere på Lily. Vi har været forberedt på det værste, for det må være enormt svært at gå fra at være verdens centrum til pludselig at skulle dele.

Men en ting har været sikker. Lily er kommet for at blive, og vi må tage det i opløbet. Hun skal bare have mad, søvn, øjenkontakt og hud-mod-hud. Viggos følelser, har vi været enige om, kommer i første række. Hans behov er lidt mere komplekse.

Første møde med Lily var på Riget. Jeg sad på sengen og gav Lily tøj på. Han kom ind, stirrede, fik jakke og hue af, pegede på Lily og sagde ‘baby’. Jeg ville give ham et kram, men hans reaktion var ‘yak på. Gå. Gå’. Kort og godt, han ville tage sin jakke og gå sin vej. Av, mit hjerte. Jeg prøvede at lyde lidt munter trods grødet stemme, men han var stukket af. Han tøede dog lidt op over for Lily efter en tur i legeområdet, en banan, rosiner og to glas mælk. Mig gad han fortsat ikke. Det accepterede jeg.

Men det må også være svært. Først at opleve at supersjove mor, der kan alverdens kolbøtter, bliver tyk, træt og langsom. Så se hende have veer. Pludselig er hun væk. For så at se hende i et fremmed miljø med en baby. Jeg har kun en gang været væk fra Viggo i mere end 24 timer. Jeg hulkede da også, da Claus fortalte mig, at Viggo havde løbet rundt i lejligheden og ledt efter mig, og at han havde kaldt på mig, da han vågnede. Jeg blev også glad for at være savnet.

Viggo har taget godt imod sin lillesøster, efter vi kom hjem. Og imod mig. Han er virkelig i balance for tiden. Ingen tænder på vej og ingen forkølelser. Han er glad fra morgen til aften. Nu har han kun kunnet skrive storebror på cv’et i små ni dage og meget kan ske, men jeg tror virkelig på, at grundpillerne er etableret, og at han både synes, at Lily er sød, sjov og ganske velkommen.

Vi har ikke forceret noget. Og mit udgangspunkt har været, at selv om det er vanvittig barsk at blive afvist af sit barn, så må jeg blive ved med at invitere ham til leg eller læsning. Invitere ham hen til Lily, men acceptere nul interesse. Lade Lily være Lily (hos Claus) og sætte ham i centrum.

Det er dog heldigvis kommet meget naturligt. Græder Lily, aer han hende og siger: ‘Såh, Liddy’. Han griner på en helt speciel, sukkersød måde, når han aer hende. Han kommer med legetøj til hende og har fyret en håndfuld balloner ned i vuggen til hende. En stor gestus. Hun er 100 procent i kridthuset.

Som noget nyt har vi indført låneøkonomi her i husstanden. Viggo har en alder, hvor min og din er hugget i granit. ‘Neeeej, min’ er et hyppigt udråb. Lily låner derfor hans pusleplads. Det er der gået stor sport i. Alt går an, så længe vi kun låner det. Vi er kommet til at give ham en svingtur i Lilys slyngevugge. Shit. Big mistake. Kæmpe drama. Nu er dealen, at Lily låner Viggos slyngevugge, og så er alt okay. ‘Låne’ er det magiske ord for tiden. Jeg ved ikke, om det er holdbart i længden. Vi må se. Ofte ved vi ikke, at vi er hoppet i forældrefælden, før det er for sent.

Børn er altså for seje. Viggos reaktion er over al forventning. Vi er bare rørt og lettet over, at alt går så godt. Han er virkelig bare en helt igennem sej og kærlig dreng (og så fældede man lige endnu en tåre).