Om frække tilbud, lige byrder og hvad jeg ikke vidste om vaskemaskiner

I marts vil jeg …

??

… barbere mine ben. Punktum. Bare en gang om måneden vil være 100 procent forbedring. Selv om de hår vokser virkelig langsomt pga. amning, så har jeg ingen reel undskyldning for ikke at bukke mig ned i bruseren.

… begynde til baby-salmesang med Lily. Eller bare noget. Med Viggo gik jeg til alt muligt. Jeg havde fuldt ungeprogram. Den her gang er jeg mest af alt hausfrau. Noget jeg nyder. Jeg holder hus og have, har gæster til kaffe, dyrker mødregruppe, og der er masser af tid til at kigge hinanden i øjnene. Hun lider bestemt intet afsavn, men jeg kan mærke, at jeg har brug for noget, det ligesom manifesterer mor-Lily-tiden. Og der er faktisk en del tilbud i Hvidovre. Jeg skal vist bare hoppe med på bussen.

… træne to gange om ugen og løbe et par gange om ugen. De balder trænger gevaldigt til et løft. Og de arme savner sine muller. Jeg har trænet 2-5 gange om ugen de sidste fem år. Cirkeltræning, pump, pilates og løb. Jeg kan sagtens se, at jeg har været ude af loopet de sidste seks måneder. Og det et bare med at få det gjort NU, for når baby er 6-8 måneder er det slut med holdtræning. Sæt igang. Seriøst.

… hilse på naboen. Jeg har rendt rundt med rive, kost og grensaks i vores dejlige i hvert fald et par timer hver dag. Der er oparbejdet en god kompostbunke og lidt til genbrugspladsen. Hver gang er den meget gamle nabodame cyklet ud og hjem – mens jeg i øvrigt har gjort kæmpe indhug i hækken i vores skel. Jeg har hver gang tænkt ‘nu siger jeg altså hej’. Og så har jeg simpelthen ikke orket det. Kender I det? Jeg er endda slet ikke en genert type. Nogen gange giiiiider jeg bare ikke lige være den, der tager skridtet, selv om jeg ofte har en følelse af, at det er mit job. Jeg sludrer i forvejen med vores postbud på daglig basis. På hans initiativ, og det er helt ok-hyggeligt, så det ville det da også være med naboen.

… køre lidt i vores bil. Sidst på måneden skal Claus nemlig nogle dage til Mexico (jeg er slet ikke misundelig), og det vil være dejligt, hvis jeg følte mig tryg ved at tage bilen. Jeg har kørt i den. Bare lidt rundt i kvarteret. Jeg skulle egentlig i Netto, men så kunne jeg ikke lige finde en p-plads og kørte hjem. Og ind i hækken igen-igen, men ikke så slemt, for jeg har som sagt gjort et indhug i den med mit havegrej.

… lave dobbelt op af de skide knibeøvelser. Fordi man åbenbart ikke kan lave nok af dem.

… tage en time på sofaen hver dag med en bog i skødet. Det gik så godt med at få læst i januar. Februar har været noget sløv. At læse er ellers noget af det bedste, jeg ved.

… have Viggo hjemme en dag hver anden uge. Efter vi er flyttet til Hvidovre, henter jeg faktisk Viggo tidligere, end jeg gjorde, da vi boede på Østerbro klos op ad institutionen. Det er sjovt, at det er dem, der bor tættest på, der altid kommer sidst. Vi har nogle superhyggelige eftermiddage. Sådan nogle timer kunne jeg faktisk godt bruge flere af. Vi hygger i haven eller inde. Viggo nyder fx at hjælpe i køkkenet og feje med sin lille kost i indkørslen. Det er så meget nemmere at have børn, når man har plads og have. Og begge børn sover jo lur, så mor-her vil jo få en lille break.

… kunne passe mine højtaljede Acne-jeans uden sidedeller og ondt i maven sidst på dagen efter at have suget maven ind i 12 timer. Sådan er det nemlig nu, men der er ikke langt igen. Jeg er nu kun 4,5 kilo fra min startvægt. Det går alligevel meget stærkt. Det hjælper dog gevaldigt på det, at jeg har været bræksyg de sidste tre dage og har spist minimalt, fordi jeg ikke kan overskue gensyn med aftenens lasagne. Helt alvorligt, så kommer jeg ikke til at spise lasagne i lang tid.

… lave et eller andet kulturelt kun for mig, mens Lily sover. Det kan være hvad som helst. Louisiana, Arken, SMK eller noget i den stil. Det er jo det, en barsel også skal bruges til.

… invitere Claus til frokost på Orangeriet i Kongens Have. En hverdags-date midt i frokostpausen. Orangeriet er en af mine favorit-restauranter. Fordi den fungerer så godt for os med baby, der ikke kommer så meget ud om aftenen. Frokostkortet er fantastisk. Indretningen er smuk. Og baby kan sove lige udenfor, uden at hønemor ser billeder for sig af en bil, der torpederer barnevognen.

Hvad skal din marts gå med?

–o0o–

Nyt fra forstaden? 

Følg mig med Bloglovin eller @solrun på Instagram.

Ingen kommentarer til I marts vil jeg …

  • Det var dog vidunderlige ting du vil bruge din marts på. Kan klart anbefale babysalmesang, jeg var med i efteråret og er sørme hoppet på vognen her i foråret. Det virker bare som helt fantastisk mor-barn tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om frække tilbud, lige byrder og hvad jeg ikke vidste om vaskemaskiner