Dagbog #1 En smule granatchokket

Her er min allerførste dagbogsnote i 24 år og mine allerførste tanker fældet ned om en lillesøster eller bror til Viggo. Det her er også første note fra dengang ud af måske en håndfuld, som jeg vil dele her på bloggen.

25. marts 2014. Jeg er gravid. Det er for vildt. Syret. Crazy. Og helt og aldeles uventet og uplanlagt. Helt og aldeles vidunderligt.

Jeg er den der type, der planlægger det meste. Jeg har en drejebog for det meste og en masterplan for, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har tjek på de store linjer i livet.

Jeg er Bertel Haarders våde drøm og var færdig med min kandidat, da jeg var 25. Havde endda sneget et sabbatår ind og havde job, inden specialet var afleveret. Tjek, tjek, tjek.

Jeg blev gift, inden jeg fik barn. Helt efter planen. Ikke fordi jeg er puritansk eller noget, men der er noget romantisk over det at være gift inden børn, nyde hvedebrødsdage uden børn og bare være gift uden børn.

Viggo kom til verden helt til tiden. Jeg var nok klar et år før min mand, men ‘it takes two to tango’, så vi indgik et kompromis her. Claus ville selv sige til, når han var klar. Uden pres eller plagen.

I mellemtiden fik jeg et sponsorbarn. Claus overgav sig helt og aldeles, da jeg græd over et det første foto af den her dejlige dengang fem-årige afrikanske dreng.

Viggo var planlagt. Jeg havde tjek på al biologisk data, og han blev til i løbet af kort tid. Ni måneder senere blev han født. Dog uplanlagt ved et kejsersnit. Vi havde nemlig en uge før termin oplevet, at han lå med numsen nedad.

Nu står jeg her igen. Gravid og helt rundt på gulvet.

Jeg har ikke engang tjek på, hvor langt jeg er. Al fakta siger, at jeg er 5+4. Men al logik og mavefornemmelse siger, at jeg er 9+5. Det lyder skørt.

Sagen er bare den, at jeg for 4-5 uger siden havde de samme symptomer som i starten af min graviditet med Viggo. Kvalme i 1-2 uger, stik i maven et par gange og den slags. Trætheden mærkede jeg ikke til. Måske fordi det bare er en almen tilstand som forælder til et barn på 14 måneder.

Alle symptomer var der, og jeg gik endda fire dage over tid. Jeg tog en test. Jeg tog to test. Begge negative. Og få dage derefter kom så den endelige konklusion på, at jeg ikke var gravid. Helt ok.

Denne her gang er jeg gået ti dage over tid, før jeg orkede at teste. Den cyklus er jo alligevel ikke til at stole på. Jeg smed alligevel en test på båndet i Netto.

Bum. Positiv. Fåååååårk.

Men intet i regnskabet stemmer. Det kan (næsten) umuligt være sket, så jeg kun er godt fem uger henne.

Men omvendt, kan man være gravid trods to negative test og menstruation – men med en helvedes masse graviditetssymptomer??

Jeg får svar i morgen kl. 13.45. I morgen ved jeg om terminsdatoen er 24. oktober eller 25. november 2014. Er det tre lag hud på en centimeter? Eller er der knogler og 2,5 centimeter derinde?

Uanset hvad, så er vi glade. Vi var ret granatchokkede i går. I dag er vi glade og glæder os.

Viggo skal være storebror! Søskende er en gave. Jeg håber, at han vil opleve glæden. Mine tanker kredser meget om ham. Sidst tænkte jeg: ‘Jeg skal være mor’. Nu tænker jeg: ‘Viggo skal være storebror’. Fokus er helt anderledes.

Baby på vej. Be welcome. Drejebogen er revideret.