Jeg er faldet i

Nu skete det. Jeg kunne ikke mere. Jeg har købt tøj. Og ja, det er til mig selv. Ja, og jeg føler mig flov. Men jo, jeg kan forsvare det.

Det har været så vanvittig nemt for mig at have denne her challenge kørende. Alle mine penge blev skudt i kørekortet, og jeg manglede vitterligt intet, når det gjaldt mit klædeskab.

Men det er blevet sværere og sværere efter, at den her joker med, at jeg er gravid, er dukket op. Jeg kan under ingen omstændigheder skrue mig ned i mine højtaljede jeans. Eller for den sags skyld mine lækre lavtaljede Won Hundred-jeans, uden at jeg ligner en hamburgerryg i netundertrøje.

I weekenden måtte jeg lyne mit sidste håb helt ned. Dunken kan ikke engang klemmes ned i de jeans, jeg havde på de første fem måneder af min graviditet sidst. Jeg er endda kun i 15. uge nu.

Jeg tog derfor en rask beslutning. Jeg gav mig selv 1.500 kroner til at supplere op med tøj, som jeg kan vokse lidt i, der både er pænt og komfortabelt.

Mennesket er heldigvis så smukt er indrettet, at vi altid er i stand til at rulle alle mulige gode argumenter ud for, hvorfor vi gerne må gøre noget, vi ikke bør. Jeg afviger ikke her. Jeg har også kunne rulle en masse forsvarstaler og argumenter ud for, hvorfor det er okay, at jeg har brudt min challenge.

Her er de tre bedste:

1) Min challenge skal ikke blive så dogmatisk, at jeg ingen – især underdele – har at have på de næste syv måneder (medregnet den periode efter fødslen, hvor jeg har et vaskeægte bildæk). Jeg kan ikke passe nogen jeans, kjoler eller nederdele uden ubehag, fordi alt snærer til i taljen.

2) Jeg købte intet graviditetstøj under min sidste graviditet og fortrød det bitterligt, da jeg var i 8. måned. Men da syntes jeg, at det var lidt sent (og havde ikke medtaget efterfødselsdunk og irriterende kejsersnit-ar med i ligningen).

3) Jeg køber jo ikke “endnu en sort cardigan” eller “endnu et par jeans”. Jeg køber noget, jeg reelt mangler – noget, der ikke er i mit skab. I bund og grund (sådan tolker jeg frit min challenge) gik min challenge ud på, at jeg sprang ud i den, fordi jeg har så meget og intet mangler. Men nu mngler jeg faktisk noget.

Det jeg så har købt er et par graviditets-jeans og en lang kjole fra HM og en lang kjole, en løs top og en kort kjole fra Y.A.S. Den sidstnævnte kan jeg bruge til et bryllup, jeg skal til i sensommeren.

Måske giver jeg mig selv lov til at få et par graviditets-jeans mere på den anden side af sommerferien. For et fjerde argument er faktisk også, at jeg regner med at få mange børn, så de der graviditets-jeans er en investering.

Og jo, jeg vil gerne låne af veninder, og det kan jeg også. Jeg havde det dog bare sådan: Jeg vil have noget tøj, der passer nuuuuuu. Og gik så til tasterne på et par netbutikker.