Smil og opkald der ikke kan vente

Kommunikation. Endelig. Lily smiler. Sådan helt rigtigt, og ikke fordi hun drømmer eller har en prut i klemme.

Hun er knap fem uger og har smilet i en uge nu. Hun er helt til tiden med de smil ifølge Vidunderlige Uger, som jeg sværger til. Hun er lige kommet ud af sit første tigerspring. Ikke et stort et. Dem har vi glæde af senere og længere. Faktisk har vi intet bemærket denne gang, men nye evner har hun da fået. Hun er mere bevidst, vågen, iagttagende og smilende.

I går smilede hun non-stop i sine vågne timer. Til min evige dårlige samvittighed måtte jeg i det tidsrum ordne forsikringer og tage stilling til tyverialarm og tv-pakke. Ak, søde barselsliv, når man er husejer in spe. Men vi smilede da til hinanden, mens jeg ringede rundt, googlede og udfyldte formularer.

Jeg ved godt, at man kommunikerer med babyer, der er under smile-alderen. Men nu får jeg noget igen. Det gør en forskel. De sidste fire uger har immervæk mest drejet sig om amning, bleskift og lur, parallelt med at jeg har set tv, gået tur, talt i telefon eller hygget med Claus og Viggo.

Nu er det som om, at Lily rigtigt er trådt ind i familien og svarer mig, når jeg med dyb stemme og alligevel i falset og i bedste Cleo-stil spørger Lily om, ‘hun er så sød’.

Nu er næste skridt, at hun griber fat i legetøj og løfter hovedet. Heldigvis er disse små evner ligeså fantastiske at følge her anden gang som dengang med Viggo. Jeg troede faktisk, at jeg ville være lidt ‘ja, ja, hun smiler. Tjek, hun er helt normal’, som jeg måske tænker lidt, når andre mødre praler med deres børns nyerhvervede evner. For alle børn gennemgår den samme udvikling cirka samtidigt.

Men jeg bliver sgu stolt. Jeg ringer endda til Claus på arbejdet og fortæller om yngsteyngels nyeste bedrifter. Og han bliver heldigvis ligeså stolt og forsikrer mig, at det er helt ok, at jeg ringer. Så vigtig info kan naturligvis ikke vente til klokken bliver 17.00.

For det er en vild udvikling deres små hjerner går igennem. Det kan godt være, at en girafunge kan gå efter kun et par timer, men mennesket ender trods alt med at kunne en del mere. For eksempel plage om kiks, når moderen taler med sin chef i s-toget. Bygge høje duplo-tårne og kramme en, når man allermest trænger.

Jeg glæder mig til små Lily-kram. Men jeg glæder mig mest over bare at få lov til at følge hendes udvikling og lade stoltheden fylde. Akkurat som ved Viggo.