Søvnstatus

Og der kom lys. I hvert fald for enden af tunnellen, hvad angår søvn. Jeg føler nu, at jeg har indhentet den manglende søvn omkring fødslen. Det tog omkring 10-12 dage. Jeg ligner stadig et lig. Den blodprocent lever sit eget liv.

Claus er hjemme frem til 6. januar. Lilys forsinkede ankomst gør, at hans fædreorlov falder op til juleferien. Det er fedt. Det er også fedt, at vi har haft 14 dage, hvor vi kunne sende Viggo i vugger og få hvilet. Uden den buffer, tror jeg, at jeg ville være på randen af vanvid uden bare en smule søvn.

Og ja, sådan nogle forældre er vi. Vi er hjemme all day long og sender vores førstefødte i institution. Men helt ærligt (og jeg er sikker på, at Lola vil give mig ret), så er vuggestuen det eneste i Viggos liv lige nu, der er uforandret. Også selv om han tager forandringerne i stiv arm. Alternativet ville være at kukke med sine forældre, der ligner leverpostej. For vi ville bestemt ikke have overskud til meget rideranke og tårnlegeplads.

Det har vi heldigvis nu. Heldigvis, for vi er hjemme alle fire de næste 14 dage. Og så er det bare så sindssygt fedt ikke at være gravid mere. Jeg kan jo lege sådan rigtigt nu. Viggo synes endda, at jeg er en helt okay attraktiv legekammerat igen efter 4-5 måneders stilstand. Det gør mig så varm. Det har været alt for hårdt på den konto.

Jeg synes, at Lily er nemmere, end jeg husker Viggo. Som var nem, bevares. Jeg er i hvert fald ikke dødtræt i de her dage. Eller også er vi slet ikke nået dertil, hvor det er hårdt. Hun sover ganske fint og kalder på babs hver 3. time. Hun spiser relativt hurtigt, og jeg falder hurtigt hen, når vi er færdige.

Hun sover i en lift imellem os. Akkurat som Viggo. Og Viggo sover fra alt vores natteroderi. Jeg klager ikke. Ved Viggo ammede jeg hver 2. time, og Claus husker alt for mange timer siddende på pilatesbolden for at vugge Viggo i søvn.

Vi klager ikke so far. Hvis man tror på tigerspring, og det gør jeg i særdeleshed, så har vi dog noget grumt i vente, når Lily bliver fem uger. Det falder præcist sammen med vores flytning. Juhu. Men det er en anden historie. Og måske det ikke bliver så slemt (!).