Sut eller ej

Forleden morgen gav Lily lidt utilfredse lyde fra sig. Fra den anden ende af det mørke soveværelse trøster Viggo med sin søde, sprøde stemme: ‘Såååh, Liddy’. Og siger så: ‘Liddy, sut’.

Et konstruktivt løsningsforslag fra en knapt 2-årig. En tanke der ikke lige har slået os voksne. Og hvor han har fået den ide fra, aner jeg ikke.

Skal Lily bruge sut? Det dvælede vi lige ved i nogle minutter og kom ikke rigtig frem til noget. Jeg har sådan set købt et par mam-sutter til hende med hjerter og blomster.

Viggo har aldrig brugt sut. Måske i nogle få dage i starten, men han kunne ikke helt finde ud af det. Den blev suttet ud og ind af munden, faldt ud, vi skulle holde den og forfra igen.

Han var lille fra fødslen og skulle ammes hver 2. time, så hans suttebehov blev dækket. Han var heller ikke svær at trøste. Vi anede faktisk ikke, hvad vi skulle bruge den sut til. Vi endte med at smide sutterne i kassen med legetøj, og Viggo brugte dem til rollespil, som legetøj og slet ikke som trøst.

Vi savnede altså ikke en sut. Og vi savner den bestemt ikke nu, hvor andre forældre til 2-årige er i gang med at opstille regler for brug af sutten og gør sig tanker om, hvordan barnet skal på rehab.

Jeg har dog ofte oplevet, at det et et problem for andre, at Viggo ikke bruger sut. Det er sjovt som nogle ting ofte er et større problem for andre end en selv. Det har ikke været fordi, andre ikke kunne trøste eller lulle ham eller var vidne til, at jeg ikke evnede det.

Men mere ‘Nå, han bruger ikke sut’, var der fx en kollega, der sagde, bare ved et kig ned i barnevognen.

Eller: ‘Nå, skal Lily så bruge sut, eller det er I måske ikke til’ og ‘Det ville nu være dejligt, hvis han brugte sut, hva’?’.

Hver gang aner jeg ikke, hvad jeg skal sige. For jeg gør mig ikke de store tanker om det. Jeg har aldrig oplevet, at det er et problem. Jeg ved ikke, hvad vi er gået glip af. Eller om vi er gået glip af noget.

Måske falder barnet hurtigere i søvn? Måske sut er godt, hvis barnet har et suttebehov, der ikke bliver dækket? Måske er sutten god, hvis barnet har brug for meget trøst, og der fx ikke altid lige er en voksen i nærheden, der kan trøste.

Jeg ser bare for mange børn, hvor sutten konstant er i munden på dem. Og falder den ud, bliver den fluks stukket ind igen. Det tiltaler mig ikke. Jeg ved da også fra veninder, at barnet vågner flere gange om natten, fordi det har tabt sutten. Potato-potato, tænker jeg. Om jeg skal rode rundt i tremmesengen efter en sut eller ae mave på mit barn, kan være det samme.

Men hvad ved jeg, jeg har ingen praktisk erfaring inden for feltet.

Det skal i øvrigt siges, at det aldrig har været et problem i vuggestuen, at Viggo ikke bruger sut. De pædagoger er vant til lidt af hvert. Og ville sut være en nødvendighed, ville de stensikkert have stukket ham en eller talt med os om det.

Efter Viggos konstruktive forslag om, at Lily måske skulle bruge sut, så har jeg læst lidt op på sut-eller-ej-issuet. Jeg vil faktisk gerne være klogere på emnet. Hvis sut er løsningen på nogle endnu ikke identificerede problemer, så siger jeg absolut ja-tak.

En hurtig googling og par klik førte mig ind på elskede Helens hjemmeside (loooove her). Her har hun skrevet mange kloge ting i artiklen Når børn bruger sut (netsundhedsplejerske.dk).

Her er der 11 vigtige punkter, jeg bider mærke i:

* Sutten er ikke nødvendig for alle børn eller familier.
* Overvej hvorfor barnet skal bruge sut.
* Giv ikke barnet sut før amning er etableret, og mælken er tilpasset barnets behov.
* For meget sut kan gøre barnet for træt til at amme, da det at sutte er hårdt arbejde.
* Nogle børn har stort suttebehov og har stor glæde af sutten.
* I nogle perioder har barnet behov for at sutte meget for at sætte mælkeproduktionen op. Her er det vigtigt ikke at fejlfortolke barnets suttebehov ved at give det sutten.
* Børn, der bliver ammet, har et mindre suttebehov, end børn der får flaske.
* Børn, der bruger sut, får i gennemsnit et måltid mindre i døgnet end et barn, der ikke bruger sut. Dier barnet for mange gange i døgnet, kan sutten være en erstatning.
* Opstil regler for brugen af sutten. Fx at det kun er ved sengetid eller ved trøst.
* For meget sut hos tumlinger kan påvirke taleevner og tandstilling.
* Lad ikke sutterne ligge fremme til fri afbenyttelse for tumlinger. Det skal være forældrene, der afgør behov.

Jeg tænker umiddelbart, at sutten ikke er noget for vores familie. Og måske mine babsoman-børn får deres suttebehov stillet. Og måske det er godt for mit parforhold, at vi ikke skal til at diskutere sut-politik.

Jeg udelukker dog ikke sutten. En ting har jeg lært fra min praksis som mor til én. Det er ikke at opstille dogmer for noget som helst, men være beredt på hvad som helst, lytte til gode råd og gøre det, der virker (inden for normens rammer). Der er intet ved sutten, der skræmmer mig. Ligesom et barn uden sut ikke skræmmer mig. Alt med måde.

Hvilke tanker har I gjort jer om sutten?