At få sin krop tilbage

Først vil jeg sige, at jeg er hyperallergisk over kvinders brok over egen krop. Også selv om jeg ikke altid selv er hævet over det træk. Men det ændrer ikke, at det er trist, passivt og bare rigtig træls, som vi siger i Århus. Gør noget ved det. Eller accepter det. Det er kort og godt min holdning. Ingen gråzone her.

Jeg mener, at man ‘sagtens’ kan få sin krop tilbage efter en graviditet og fødsel. Også to graviditeter og fødsler. Sådan da. Selvfølgelig er hofterne blevet lidt bredere, brysterne mindrr faste, og måske er der strækmærker. Det kan jeg godt forstå, at man kan være ked af, selv om det ikke er nogen hemmelighed, at det kan være prisen for et barn. Men overflødige kilo, stramme lår, talje, fast numse og stærke arme, kan man godt få. Det er bare ikke gratis.

Jeg render selv rundt med en god muffintop for tiden. Jeg ligner en teenager i for små og for lavtaljede jeans. I hvert fald hvis jeg krænger mig ned i mine almindelige jeans. Jeg ved godt hvorfor. Det er ni måneders forbrug og ti kilos choko-müsli, honninghjerter, after eight, bridge blanding, bland-selv og varm kakao med flødeskum. Kombineret med lavere aktivitetsniveau end normalt. Det er ikke noget, der pludselig er kommet.

Sådan en muffintop kommer som regel ikke ud af den blå luft. Det erkender jeg. Jeg synes også, at det er vildt befriende, når kvinder erkender, at de åd som svin under deres graviditet i stedet for holde fast i, at kiloene kom bag på dem.

Selv om jeg synes, at brok over egen krop er vildt irriterende, så vil jeg alligevel indvie jer i, hvordan jeg har det med min ‘jeg-fødte-for-37-dage-siden-krop’. Det er trods alt mit nytårsfortsæt at få min gamle krop igen.

Status er, at jeg er i vildt dårlig form. Jeg bliver stakåndet af at gå på trapper. Jeg kan ikke passe mit tøj, jeg har mørke rande under øjnene og understellet er ikke på 2013-niveau.

Og så er brysterne enorme. Hvis jeg var en mand, ville jeg absolut ikke være brystmand. Jeg er slet ikke til store bryster. Jeg er dog heller ikke til strygebræt. Men jeg glæder mig til at få brysterne ud af armhulen. At de er udammede, generer mig ikke det fjerneste. Min forfængelighed eller mit selvværd et ikke placeret i mit forparti.

Jeg er dog langt fra ked af tingenes tilstand. Bare utålmodig. Mest af alt savner jeg mit tøj, men det er til at føle på. Især min vinterjakke, som jeg ikke kan knappe over brystet. Jeg må nok erkende, at den ikke kommer på denne vinter.

Det er også nemmere at tage det afslappet den her gang. Jeg ved, at alt bliver fint. Alt er stort set nemmere denne her gang både med baby og mig selv. Fordi det ikke er ukendt.

Jeg ved, at mit fyldige, glansfulde hår kun er til låns. Om 2-3 måneder får jeg høje tindinger og noget tyndt sjask af et garn. Jeg ved, at det vokser ud igen og er helt ok, når jeg starter på job igen. Jeg ved også, at B-vitamin, ølgærspiller og deslige ikke kan holde på håret, men få det nye til at vokse hurtigere.

Jeg ved, at det der med kun at barbere ben og armhuler hver 7.-14. dag ikke varer evigt. Når jeg er færdig med at amme, sætter hårvæksten ind med samme hast, som inden jeg blev gravid.

Jeg ved, at mine bryster bliver bløde og slappe efter amningen, men jeg ved også, at de bliver faste igen, når de lige er kommet sig over halvandet års belastning sammenlagt.

Jeg ved, at jeg nok skal smide graviditetskiloene. Og at maven godt kan blive stram. Det samme med lår, arme og røv. Det tager bare lige så lang tid at tabe, som det tog dem at komme på.

Jeg ved også, at jeg ikke skal sætte min lid til amningen. Det gjorde jeg heldigvis heller ikke sidst. Trods ti måneders amning var det ikke det, der gjorde udslaget. Langt fra. Jeg er bare ikke en af de kvinder med en af de børn, der bare suger kagedepoterne væk. Ligesom jeg hellere ikke er kvinden, der har smidt ti kilo, når jeg forlader fødegangen. Begge gange har jeg kun tabt fem kilo.

Jeg ved, at jeg skal knokle for det, som jeg knoklede for det efter graviditeten med Viggo. Det var hård træning tre gange om ugen, løb, gåture og sund kost. Det gør jeg igen. Der var også en måned med bikram yoga (hot yoga) hveranden dag. I den periode raslede kiloene dog af mig skræmmende hurtigt. Det vil jeg dog være påpasselig med. Det kan ikke være sundt at tabe tre kilo på en uge.

Jeg ved også, at amning og træning sagtens kan gå hånd i hånd. Og jeg glæder mig helt vildt til at få grønt lys fra lægen til atter at træne med fuld kraft. Jeg er tyvstartet med en squat- og planke-challenge og lidt arm og rygtræning. Et balleløft behøver jeg ikke at få lægens tilladelse til.

Mit mål er nemlig ikke bare en slank krop, men er stærk og slank krop. Lige nu føler jeg mig ikke specielt stærk. Jeg kan dog mærke, at det bliver bedre dag for dag. Jeg kan også se, at min krop langsomt et ved at finde sin form. Vægten har jeg dog pakket ned. Helt bevidst. Og så håber jeg på en positiv overraskelse, når jeg finder den frem om tre uger.

Det står altså ikke helt skidt til. Mest fordi jeg er fortrøstningsfuld. Så må vi se, om humøret er i samme niveau om nogle måneder, når jeg ikke længere kan gemme mig i sweatre og jeans.

Eller i slutningen af 2015. Jeg har nemlig købt to superlækre Won Hundred jeans på udsalg i min præ-Lily-størrelse. Dem håber jeg at kunne passe inden året er omme. Kryds fingre.

Har I nogle gode tips til at speede processen lidt op?