Barsels-boot-camp skudt i gang

Av, min krop. Hver muskel i min stakkels krop værker for vildt. Mission ‘skrid-10-kilos-ekstra-vægt-og-giv-mig-min-krop-tilbage’ er nemlig skudt i gang.

Nu skal der sættes ind. Det er 7 uger, siden jeg fødte og endnu længere tid siden, at jeg sidst har haft min gang i Fitness.dk’s saloner. Jeg har savnet det. Virkelig. Mest har jeg savnet at føle mig stærk, og den der spændte krop, man får af træning. Men nu har jeg været der én gang. Jeg er i gang.

Min læge har sagt ok til, at jeg går i gang allerede nu. Kroppen skal nok selv sige fra. Og så er det vigtigt at lytte, når den siger det. Jeg skød træningen i gang med en gang mor/barn cirkeltræning. Og tag ikke fejl af navnet. For det er seriøs business, når mødre skal træne. Ingen mor gider pakke baby og få alt til at klappe for en slap omgang. Nix.

Det er 75 minutters hård træning med mulighed for at justere op og ned. Sådan en som mig – der lige er trådt ud af fødestuen – som instruktøren Mette kaldte mig, må fx ikke spurte, lave høje gadedrengehop og den slags. Jeg vil så også sige, at det på ingen måder fristede. Et lille hop på mine squats var absolut nok for mig og mit understel. Lidt nedtur. Men jeg respekterer min krops signaler. Ganske enkelt fordi alt andet vil være ubehageligt. Og ubehageligt for de andre, hvis de skulle skrabe min livmoder op fra gulvet (ad, skrev jeg virkelig det).

Det er lidt noget andet at komme i gang med træning den her gang end efter sidste graviditet. Jeg var i bedre form efter Viggos fødsel. Jeg havde trænet gennem hele graviditeten og spist mindre kage. Min slutvægt i begge graviditeter var dog den samme, dog med muskelmassen til forskel. Med Lily trænede jeg, men ikke helt så meget. Måske 1-2 gange om ugen de sidste måneder og intet den sidste måned. Det kan jeg godt mærke. Jeg føler mig svag.

Og så er der en stor forskel på, at jeg sidst fik kejsersnit, og at det denne gang er den naturlige vej. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der er at foretrække – altså set med træningsbriller. For i et fødselsperspektiv er jeg ikke i tvivl. Der er der bare væsentlig mindre restitution efter en naturlig fødsel, der er gået sådan nogenlunde. Det kan jeg lidt tillade mig at sige, nu jeg ikke selv bare lige smuttede en baby ud på tre veer.

Efter kejsersnittet fik jeg ustabil ryg, fordi mavemusklerne havde været skåret over, og jeg startede ned pilates allerede efter 5 uger. Efter 8 uger begyndte jeg til step og cirkeltræning og genoptog også løb. Bækkenbunden skulle da trænes efter 9 måneders graviditet, men alt med løb og hop var no problem. Til gengæld oplevede jeg, at arret altid hævede op efter den mindste gåtur og al form for træning, at ryg og mave lige skulle lære hinanden at kende igen, og så var der nogle tunge løft, jeg undgik. Min mavemuskler voksede dog hurtigt sammen både denne gang og sidst. Hvis de da overhovedet var skilt ad. Jeg var nemlig ikke så stor om maven nogen af gangene.

Den her gang er det bækkenet, som jeg lige skal have føling med. Det skal jeg hele tiden minde mig selv om. Det er ret irriterende. Men det er jo ikke så lang tid siden, at jeg har født. Den her hindring føles dog mere naturlig end bekymringen for et operationsar.

Jeg har dog en kæmpe optur over min kondition. Jeg troede faktisk, at det stod rigtig slemt til og tænkte ‘åh nej’, da de første 20 minutter bestod af forskellig form for løbetræning. Jeg var dog godt med og overhalede endda nogen af dem med store babyer.

En målestok til sådan noget mor-/barn-træning er nemlig at kigge på de andres babyer. Det mindsker presset og holder lidt glød i motivationen, når man ser, at hende med den stramme røv og talje har en baby på 8 måneder. Og hvis de andre synes, at jeg sutter for meget røv, så kan jeg lige sende signal om, at de lige skal tjekke min baby ud. Det er en målestok, jeg forstår og kan lide.

Lily klarede det i øvrigt super flot. Hun kedede sig en smule til sidst. Det skyldtes mest, at jeg kom til at komme 30 minutter for tidligt, da jeg kiggede forkert på holdplanen. Næste gang kommer jeg til tiden, så jeg undgår en discount-amning for at holde hende kørende det sidste kvarter.

Jeg fejrede min succesfølelse med rester af weekendens fødselsdagskage. Men det var i går. Fra i dag er det nul sukker, hvidt brød, pasta og ris. I hvert fald hjemme. Er jeg i mødregruppe, til fødselsdag eller andet lader jeg altså de principper gå i fløjten for nogle timer.

Jeg hoppede nemlig hurtigt på vægten i omklædningen. Den har ikke rykket sig det fjerneste siden fødslen. Kæmpe øv. Jeg har nemlig spist ret sundt her januar. Men igen. Jeg er bare ikke en, der kan amme de ekstra kilo væk. Det er sved, nul sukker og tålmodighed, for det bliver først rigtig godt, når jeg stopper med at amme. Hvis det altså er som sidst.

Men boot-campen er i gang. Sådan på et ammevenligt leje med træning to gange om ugen. Når vejret bliver bedre, og kroppen har vænnet dig til træning kobler jeg lidt løb på. Håber jeg. Lige nu er næste skridt vist bare at få min røv derned igen på fredag.