At ligne en der har født

Hvordan ser, man ud, når man ligner en, der har født? Er man tyk? Er man træt? Ligner man lort? Det må da i hvert fald være det modsatte af, når folk siger ‘du ligner slet ikke en, der har født’.

Endnu vildere er kommentaren ‘ Du ligner ikke en, der har fået to børn på to år’. Og vildere end det til dem, der har det: ‘Du ligner godt nok ikke en, der lige har fået tvillinger’.

Vi har alle hørt, sagt eller tænkt, at nogen ikke ligner en, der har født. Og det skal tages som det ultimative kompliment til kvinden, der har født inden for det seneste års tid, og det er måske bare et kvalitetsstempel, enhver mor skal være glad for at få. For vi har alle en ide om, hvad det betyder ‘ikke at ligne en, der har født’.

Jeg har i hvert fald hørt/set/læst de kommentarer mange gange efterhånden. Ikke om mig, men bare sådan i det hele taget om og til kvinder, der har børn og er slanke, fitte, smukke og velplejede.

Det er kommentarer, der provokerer mig helt vildt. For hvordan ser man ud, hvis man ikke får det kompliment?

Har man så hængemave og hængepatter, der er i så elendig forfatning, at de ikke kan camoufleres for omgivelserne af en god bh og en lækker bluse?

Vejer man 15 kilo for meget? Har man rande under øjnene, klasket hår og måske garnet klippet i mommy-frille af værste skuffe (for vi ved også, hvad ‘mor-hår’ er).

Er det en flad numse og generelt en slap krop?

Går man i praktisk og kedeligt tøj? Eller måske praktisk tøj med et kækt islæt a la en Danefæ-regnjakke?

Kan man ikke finde de tre minutter, det tager at smække lidt blush på kinderne og en gang mascara på vipperne?

For helt ærligt, hvis det at ligne en, der har født er noget af det ovenstående, så findes der altså mange kvinder (og mænd) derude, der ligner nogen, der har født. Jeg vil være så fremme i skoene og påstå, at 90 pct. af dem, der frekventerer Fisketorvet – uanset alder og køn – ligner nogen, der har født.

Der er da mange kvinder, der ikke taber graviditetskiloene. Men hvornår stopper graviditetskilo med at være graviditetskilo og starter med bare at være kilo man vejer for meget. Eller kilo man vejer, fordi sådan ser man ud. Og så ud længe før, man fik børn.

Jeg har læst et sted (kan naturligvis ikke huske den uvidenskabelig kilde), at en graviditet, fødsel og evt. amning giver en kvinde den krop, hun hele tiden var skabt til at have. Sjovt nok ser mange kvinder deres 16-årige jeg som kropsideal resten af livet. Ret forskruet. Jeg er ikke selv hævet over det. Og dog, for jeg var ingen hot 16-årig. Jeg var en sporty 14-årig, men det et 20 år siden og for længst glemt. Mit ideal er nok min form efter fødslen af Viggo. Der blev jeg fit og stærk ret hurtigt, dog ikke af sig selv.

En fødsel sætter da sine spor, men de fleste er ikke synlige for offentligheden. Ingen kan se myoser efter amning eller et underliv, der er lappet forkert sammen.

De mødre, jeg kender, er sgu pretty damn hot. Og de er tilbage skinny jeans, kjoler med talje, fuld luderkrudt og formår at booke en tid hos frisøren et par gange om året.

De mødre jeg kender, der ikke er skinny eller ikke dyrker sport, de har aldrig rigtig været slanke eller stærke eller sporty. Har de så altid lignet nogen, der har født? Men de er tilbage i deres før-graviditets-jeans. Er det godt nok eller skal man have sixpack og markerede triceps?

Nogle dage – mange dage – ligner jeg en træt kvinde. Nogle dage ligner jeg white trash i joggingbukser og fedtet hår i en knold – og det rager mig at gå i Netto i den mundering. Fordi jeg er træt, 33 og afsat. Nogle dage ligner jeg en narkoluder med rande under øjnene og et blodfattigt udtryk.

Men jeg går s** ikke rundt og ligner en der har født. For så ville jeg ligne en med monsterhård mave, spændte bryster, ømt underliv eller ville gå foroverbøjet pga. kejsersnit.

Men jeg ville også se enormt lykkelig ud. Smed jeg tøjet, ville maven hænge en smule, men ‘that’s it’. Ville nogen spørge mig, hvordan jeg fysisk havde det, ville jeg sige, at jeg følte mig svag i musklerne, for jeg plejer at være stærk. Jeg ville være træt. Jeg ville være træt af mig selv for al den chokolade, jeg havde hældt ind de sidste par måneder af graviditeten.

Måske ligner jeg en, der har to børn. Måske ligner jeg i dag en, der er mega provokeret.

Men det tror jeg nu egentlig ikke. De glade murere er her igen i dag. Viggo og Lily er i strålende humør. Jeg vejer et kilo mindre end i sidste uge. Jeg skal drikke kaffe med en sød kollega – nylig bagt mor og pretty damn hot. Og så skal jeg om to minutter ud på min første løbetur i ni måneder. Det dur jo ikke, at jeg går og ligner en, der har født.